Årsarkiv: 2024

Lidt arbejdssnak 👩‍💻

Jeg har den sidste månedstid fået lov til at arbejde på vores formularer på arbejdet. Det er, hvad vi kalder vores automatiseringsprocesser. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det i bund og grund powershell scripts, der ligger til grund for det.

Jeg synes, at det er sjovt at få de forskellige scripts til at gøre, som jeg gerne vil. Og så er der lige noget, der ikke helt er, som det skal være, og så skal jeg grave lidt videre, indtil det er perfekt. Det er lige mig. Det har gjort, at min arbejdsglæde er steget. Dagene var gået hen og blevet meget drift, så det er dejligt med lidt nyt.

Jeg har også lavet nogle scripts til udrulning af Edge og Edge WebView2 Runtime med ConfigMgr, så det er nu meget nemmere for mig. Det var også på tide, for når først jeg har lavet noget 10 gange, så er det vist på tide, at vi et script til at gøre det, så jeg kan bruge min tid på noget andet. Forhåbentlig bringer 2024 mere tid til at lave den slags.

Small artificial plants

Ny indkøbstaske 🛍️

Jeg har i over 15 år brugt en rygsæk til mine indkøb. Jeg går normalt ned i supermarkedet, og så er det perfekt med en rygsæk. Dog har den ikke været ideel i forhold til selvbetjeningsløsninger, da det ikke er nemt at bære rygsækken, putte varer i den og skanne varerne med telefonen. Men det har virket, og så har jeg ikke gjort så meget ved det.

Da jeg kom hjem for et par uger siden, opdagede jeg, at den var ved at gå fra hinanden. Syningerne var ved at gå op et par stedet, så det var på tide at finde en erstatning. Jeg gik selvfølgelig til mit favoritsted for den slags – Amazon. Det passer ikke helt, for jeg kiggede også på danske hjemmesider med rygsække, men de har kun rygsække, der var beregnede til at indeholde en bærbar computer, og det er ikke praktisk til indkøb.

Efter noget tid lykkedes det mig at finde en taske med almindelige håndtag og skulderstropper. Skulderstropperne var ikke de bedste, men til gengæld var den ikke så dyr, så jeg tænkte, at den var forsøget værd. Jeg ville gerne finde ud af, om de almindelige håndtag ville gøre det nemmere at handle ind i forhold til selvbetjening i butikken.

Jeg har testet indkøbstasken, og den bestod. Den fungerede præcis, som jeg gerne ville, og det var ikke så dårligt med de billige skulderstropper, som jeg havde frygtet. Eneste lille minus er, at tasken er så levende, at den ikke kan lukkes med en hånd, men det skal jeg nok finde en løsning på. Her første gang valgte jeg at sætte tasken ned, og så var den lukket.

Shopping bag

Nyt høreværn 🎧

Jeg har fået mig et par AirPod Pro, og jeg har været meget spændt på, hvordan de ville passe mig. For det første har jeg altid haft problemer med in-ear hovedtelefoner, fordi de ikke vil blive i mine ører, så når jeg gik en tur, så faldt de gerne ud – specielt hvis jeg skulle kigge til begge sider for at krydse en vej. Dernæst er det meningen, at de skal bruges som høreværn, når jeg spiller musik. Det er på tide, at jeg passer på min hørelse. Og som de sidste skal de selvfølgelig bruges til det sædvanlige, hvor jeg enten vil høre musik eller lydbog.

For det første er jeg ikke blevet helt færdig med at finde ud af, hvilke tips der passer mig bedst. For det første havde jeg svært ved at få de tips af, som de bliver leveret med. Selvom jeg havde set flere videoer om, hvordan man gjorde, så synes jeg, at de sad meget godt fast. Efter et par uger lykkedes det mig endelig at få skiftet til en mindre størrelse. Jeg skal stadig teste noget mere, for venstre AirPod sidder ikke så godt, men jeg tror på, at jeg kan finde nogle der passer. Jeg har også kigger på nogle uorignale skumdimser, som jeg tænker vil virke bedre. Som sagt, jeg tester stadig.

Til musik og lydbøger er de fantastiske. Jeg kan godt lide lydgengivelsen, så på de område er det godkendt. De er også godkendt, når det drejer sig om at bruge dem til musik udøvelse. Jeg kan godt lide alle de indstillingsmuligheder der er, men lige nu er jeg tilfreds med default værdierne. Jeg klumrer i øvrigt stadig rundt i det, når jeg starter, fordi jeg nogle gange får slået baggrundslyden fra, og så er det altså svært at høre de andre musikere.

Det, jeg også har fundet ud af, er, at de er perfekte til mig, når jeg har behov for fred og ro – uanset om det er på arbejdet eller i toget. Jeg behøver ikke at spille halv-høj musik for at lukke larm og snak ude, næh nej, jeg kan faktisk bare bruge dem som ørepropper. Jeg var på vej hjem i toget en dag, og jeg havde tendens til migræne, så jeg havde allermest brug for ro. Ind træder 4-5 teenage piger i godt humør og sætter sig til at snakke i et væk. Misforstå mig endelig ikke, for under normale forhold havde de ikke være forstyrrende, men på tidspunkt havde jeg allermest lyst til at sparke dem ud af kupeen. I stedet tog jeg mine AirPods og satte dem på noise cancellation, og så fik jeg fred. Også alt den larm der kom fra toget blev dæmpet i så stor grad, at turen hjem var behagelig. Det var så stor en positiv overraskelse for mig, at jeg synes, at de er alle pengene værd og lidt til.

AirPods Pro

Produktivitets Workshop 💼

For 2-3 år siden stødte jeg på en produktivitets guru – Ali Abdaal. Det var starten på hele min rejse i forhold til forbedre mig selv. Han har nu skrevet en bog, og i den forbindelse afholdt han en workshop for de mennesker, som havde forudbestilt hans bog. Workshoppen var planlagt til at vare 2 timer.

Efter 4 timer slutter workshoppen. Jeg er lidt målløs over, at han bare fortsætter et par timer længere end planlagt. Workshoppen handlede ikke om det, som jeg havde forestillet mig. Ali arbejder efter en filosofi om, at man ser tilbage på året/måneden for at vurdere, hvordan man kan gøre tingene bedre og/eller mere effektivit, og så lægger man planer for fremtiden, hvor man selvfølgelig inkluderer de ting, man skal gøre bedre, så man har et mål at gå efter. Jeg kan godt se ideen i store dele af det, så jeg vil revidere og forme filosifen, så den passer til mig, og det er vel også meningen – at tage de ting, som passer til en selv.

Ali’s største budskab er, at man skal have det godt og være glad, når man laver sine opgaver – så er man automatisk mere produktiv. Jeg glæder mig til at læse hans bog.

Garden covered with snow

Godt nytår 2024 🎇

2023 er slut, så det er tid til at gøre status. Jeg skulle have prioriteret mit helbred, og det gik også godt de første 3-4 måneder, men så vendte jeg tilbage til gamle vaner. I jagten på nye vaner, har jeg lært en del om mig selv. Min værste fjende er min ‘alt eller intet’ mentalitet. Hvis jeg falder i en enkelt dag, så er min første tanke, at jeg ikke kan fuldføre noget som helst, og så kan det hele være lige meget. Og det kan ikke være mere forkert. Jeg lider af migræne, så der vil altid være dage, hvor falder i, og hvordan håndterer jeg det? Jeg hørte i løbet af året en person sige, at man skal sigte efter at være middelmådig, og det er svært, når jeg inderst inde er perfektionist, men det giver god mening. Jeg har derfor brugt de sidste måneder på at sænke målet, så jeg har en chance for at opnå mine mål – også selvom jeg har migræne, eller jeg har en dag, hvor jeg bare ikke gider. Jeg glæder mig til at komme i mål i 2024.

2023 var året, hvor jeg fik online saxofon undervisning af en professionel saxofonist. Han var endda i stand til at få mig startet på at improvisere. Han fik mig også til at indse, at jeg faktisk kan spille uden noder, og at jeg kan transkribere en solo. Det var så inspirerende, at jeg glæder mig til at få mere undervisning i 2024, så jeg kan tage et skridt mere mod at kunne improvisere.

2023 var også året, hvor jeg fik flere vink med en vognstang om, at jeg er ved at blive gammel. For det første har jeg nu behov for læsebriller, og for det andet er der flere tegn på, at jeg er ved at gå i overgangsalderen. Det har så en negativ indflydelse på min migræne, så jeg har brugt flere måneder på at prøve at dekode min krop, så jeg kan skelne mellem normal migræne og migræne påvirket af overgangsalderens hormonsvingninger. Det har ikke været nemt og har givet mig flere dage, hvor jeg ikke har kunnet lave noget. Jeg arbejder stadig på det, men jeg er blevet bedre til at tage den rigtige medicin, så jeg har flere gode dage.

2024 skal bruges til at prioritere mit helbred, og denne gang er jeg bedre rustet til at gennemføre det. Året skal også bruges til at koncentrere mig om min musik. Jeg skal selvfølgelig spille, som jeg plejer, efter noder til backing tracks, men jeg skal også arbejde med at forbedre min tone. Jeg skal spille mere uden noder, så jeg får lært nogle melodier udenad, så jeg kan tage skridtet videre og prøve at improvisere. Jeg glæder mig til 2024.

New Years decorations