Der var engang, da de billeder man tog blev sat i et fotoalbum, som man med jævne mellemrum tog frem og bladrede igennem. Det bragte minder frem og var en god måde at huske de mange gode ting, der var sket i tidligere år. Efter jeg købte mit første digital kamera, så bliver billederne lagret på en harddisk, som jeg ikke ser på, at det er synd. Tilbage i 2005 var jeg så heldig at rejse en del, og de billeder har jeg skrevet ud i miniature, men jeg ser aldrig på dem. De er for små, og der er alt for mange af dem.
I år blev jeg inspireret af mit Building a Second Brain kursus, så jeg gik i gang med at lave en fotobog over 2022. Resultatet ville blive en bog, som jeg fik tilsendt. Jeg sidder nu med bogen i hånden, og jeg er ikke sikker på, at jeg er tilfreds med den. Det er ikke, fordi jeg er utilfreds med kvaliteten, men jeg synes, at der mangler noget. Jeg kunne godt tænke mig, at der var noget mere tekst. Det var egentlig lidt med vilje, for jeg ville gerne holde prisen nede, og jeg ville også gerne være færdig, så jeg kunne se et eksempel.
Nu overvejer jeg, om jeg skal give den trykte fotobog en chance mere. Det generer mig lidt, at fremmede har adgang til at se billeder og tekst, for noget af det er meget privat for mig. Fotobogen vil være for min skyld, når jeg bliver ældre, og jeg ikke har nogle at mindes fortiden med. Af den grund vil jeg gerne have, at der er nogle kommentarer, som jeg kan støtte mig op af.
Fotobogen er ikke billig, men det vil det heller ikke være, hvis jeg selv skal printe den. Fordelen ved at printe den selv er, at jeg selv kan redigere billederne, og jeg kan skrive lige præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg kan også lave en side om, hvis jeg fortryder layoutet, når jeg printer den. Mit største problem med at lave fotobogen selv er, at jeg skal finde en template eller en anden nem måde at lave den på, så jeg kun skal koncentrere mig om at vælge billeder og skrive tekst. Jeg glæder mig til at give det et forsøg.