Månedsarkiv: april 2021

Min far er død

Min far er død. Det er måske ikke det mest opløftende emne at skrive om, men det er en naturlig del af livet. Det har en start og en slutning. Dette indlæg starter ved slutningen.

Jeg havde været fysisk inde på min arbejdsplads både mandag og tirsdag, og egentlig havde jeg sagt til mine forældre, at jeg ikke ville ringe til dem før onsdag. Jeg havde fået til opgave at sælge min mors gamle iPad i en forretning, der sælger brugte varer, og det var meningen, at jeg skulle gøre det mandag, men jeg blev forsinket på arbejdet og forretningen var derfor lukket, da jeg kom forbi.

Tirsdag blev til gengæld kun til en halv arbejdsdag, så jeg smuttede forbi forretningen, og til min store overraskelse fik jeg en god pris for hendes gamle iPad. Det var derfor med stolthed, at jeg ringede til mine forældre for at fortælle den gode nyhed, da jeg kom hjem. Mens vi snakkede, fløj en fugle på mine forældres vinduer, så min mor gik ud for at se til den og holde øje med, at katten ikke kom forbi og snuppede den.

Jeg snakkede med min far, og pludselig skiftede hans stemme til en mørk og lidt utydelig stemme. Jeg spurgte, om han havde det godt, og det sagde han, at han havde. Han begyndte at sige nogle hikkelyde, og da jeg aldrig har hørt ham hikke, spurgte jeg igen, om han havde det godt. Han blev lidt irritereret og sagde igen, at han havde det godt, og at vi jo bare sad og snakkede. Det sidste var svært at forstå, og så blev jeg nervøs for, at der var noget galt.

Jeg forsøgte at fortælle ham, at han lød mærkelig, og at jeg ville ringe til min mor, men det kunne han slet ikke forstå. Det endte med, at jeg lagde røret på og ringede til hende, og så styrtede hun ind i huset for at se til min far. Hun kunne med det samme se, at der var noget galt, da hele den ene side på ham hang, så hun ringede 112.

Utålmodigt sad jeg hjemme hos mig selv og ventede på, at min mor ringede til mig. Jeg havde på fornemmelsen, at det kunne være en blodprop, så jeg begyndte at finde lidt tøj, en tandbørste mm frem, så jeg kunne tage op og overnatte hos min mor, hvis det blev nødvendigt – og det blev det.

Da vi kom op på hospitalet fik vi at vide, at min far havde haft en kraftig hjerneblødning i højre side, og han var lam i hele venstre side. Her skal de sarte lukke ørerne/øjnene. Min far var voldsomt ramt af leddegigt og var kommet til det punkt, hvor der var mange ting, som han ikke kunne selv. Han havde svært ved at gå og pga ømhed alle steder, så var det ikke bare at give ham et gangstiv, en stok eller lignende. Han har altid været selvstændig og havde svært ved at affinde sig med, at han skulle have hjælp til rigtig mange ting. Derfor knuste det min mor og mig fuldstændig, da fremtiden for min far pludselig så ud til at være lammelse i venstre side og plejehjem. Jeg har ved flere lejligheder snakket med min far om, hvordan han ønskede at tilbringe sine dage, hvis han ikke kunne bo hjemme hos min mor, og han har altid ønsket at dø i stedet for at komme på plejehjem, og det samme var tilfældet, hvis han skulle havne i en situation, hvor han skulle have hjælp til alting – f.eks. at komme ud af sengen.

Nu har vi ikke mulighed for aktiv dødshjælp i Danmark, men vi snakkede selvfølgelig med hospitalspersonalet om, at de ikke skulle gøre alt for at redde ham. Og vi pointerede, at det var hans eget ønske. Det mest frustrerende var, når vi snakkede med en sygeplejerske eller læge, som troede at det handlede om os. Det handler om min fars ønsker og ikke os, måtte jeg understrege flere gange.

De næste par dage gik op og ned. Min far var så meget ved bevidsthed, at han godt vidste, hvem han var, hvem vi var, hvor han var, hvilken dato det var osv, så på den måde var der gode tegn. Han blev selvfølgelig hurtig træt, og det var ikke muligt at føre lange samtaler. Korte sætninger som krævede korte svar var ok. Her ville mange nok sige, at han jo selv kunne udtrykke ønske om ikke at ville behandles, men desværre var det sådan, at hjerneblødningen havde ramt det center, der styrer sygdomsindsigt, så han var ude af stand til at overskue situationen og konsekvenserne. Det gjorde det endnu sværere i forhold til de læger, som ikke forstod, hvorfor vi var mest interesseret i, at man far ikke overlevede dette.

Torsdag fik vi at vide, at han klarede sig så godt, at de ville sende ham til et genoptræningscenter om fredagen. Heldigvis, undskyld min ærlige mening, gik det ned ad bakke fredag. Han var blevet mærkbart dårligere, og det var svært at komme i kontakt med ham, så flytningen blev udskudt.

Lørdag skulle min mor have besøgt mig, så hun kunne komme lidt hjemmefra. På vejen ned til mig tager hun forbi hospitalet, og der er den helt gal. De kan slet ikke komme i kontakt med min far. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne og tager afsted. Vi får at vide, at vi ikke skal tage for langt væk, så vi tager hjem til min mor for at få noget aftensmad. Hun bor ca 15 km fra hospitalet, og jeg havde heldigvis været forudseende og pakket noget tøj, så jeg overnattede hos hende.

Egentlig kan jeg næsten ikke kalde det at overnatte, for en times tid efter jeg er faldet i søvn, ringer hospitalet. Hvis vi vil nå at se ham, så er det nu. Det viser sig, at blødningen enten aldrig er stoppet helt, eller også er den startet igen. I hvert fald er det nu så slemt, at de ikke kan gøre noget for at redde ham. Igen, når vi ikke har aktiv dødshjælp i Danmark, så betyder det, at man stopper med at behandle ham. I dette tilfælde så fjernede man den iltmaske, som hjalp ham med at trække vejret, og man giver ham noget beroligende og noget smertestillende. Og så venter man. Og venter. Og venter. Imens ligger manden og gisper efter vejret. Jeg har virkelig svært ved at forstå, at vi bilder os selv ind, at det er humant. Det havde vi aldrig tilladt, hvis det havde været et kæledyr. Så havde man kaldt det dyremishandling.

Det tog ca 3 timer for ham at dø. Nu er jeg både glad (på hans vegne) og ked af det (på mine egne vegne). Han havde fortjent aktiv dødshjælp, så det var gået meget hurtigere. Enten tirsdag da han blev indlagt, eller også natten mellem lørdag og søndag, hvor han døde.

Min far er død.

Two small artificial bouquets

Valg af ny bil

Jeg står i den situation, hvor jeg skal have nye sommerdæk til min 11 år gamle Opel Astra Stationcar. Men kan det overhovedet betale sig at ofre nye dæk på den? Umiddelbart vil de fleste svare ja, men når man begynder at tænke nærmere over det, så er beslutningen ikke særlig nem.

Min bil kører dejligt, og der er ikke umiddelbart nogle problemer med den. Hvis jeg vælger at købe nye sommerdæk, så bør jeg også beholde bilen 2-4 år mere, for ellers kan det ikke betale sig. Hvis jeg så bare siger, at den skal holde 2 år mere, så skal jeg minimum ofre 2 serviceeftersyn og 1 syn mere på den. Samtidig er den ved at have den alder, hvor batteri, tandrem og udstødningsrør måske skal skiftes, og så begynder det at blive en dyr dame. Derfor har jeg kigget efter en ny bil, men hvad skal jeg vælge?

Første beslutning der skal tages er, hvilket drivmiddel bilen skal køre på. Diesel er udelukket med det samme, for jeg kører simpelthen ikke nok til, at det kan betale sig. Så overvejede jeg kortvarigt en elbil, men det kan jeg ikke se fornuften i, som det ser ud lige nu. Der er simpelthen ikke nok opladningsmuligheder, der hvor jeg færdes. Faktisk er der slet ingen. Altså er jeg tvunget til kun at køre i forhold til, hvor meget batteri kapacitet der er til rådighed, når jeg tager bilen fra carporten. Og selvom 3-400 km kan lyde af meget, så er det ikke nødvendigvis meget, når man om vinteren kan forvente ned til 2/3 kapacitet. Desuden passer det utrolig dårligt, når jeg kører til Tyskland. Jeg kan godt lide at køre og overnatte de steder, som ser hyggelige ud. Og jeg erindrer ikke, at der var opladningsmuligheder ved overnatningsstederne. Så skal jeg planlægge alting hjemmefra, og det er ikke hensigtsmæssigt pga min migræne. Det bliver helt sikkert bedre med tiden, men lige nu er det ikke en god mulighed. Den næste mulighed er en hybrid-bil, der typisk har en rækkevidde på el på ca 50 km – i medvind, ned ad bakke, og om sommeren. Mine ture er typisk længere, og ja, så ved jeg godt, at så starter benzinmotoren. Men her var det, at den ene bilfabrikant gjorde mig opmærksom på, at det faktisk slider en del på benzinmotoren, fordi den skal tage over, når den er kold. Og så tænker jeg, at det stadig er så nyt, at de faktisk ikke ved, hvordan benzinmotoren bliver påvirket efter 5-7 år. Jeg skal regne med, at jeg skal have min bil i op til 10 år, så heller ikke dette er et godt valg til mig. Hvis jeg havde arbejdet 10-15 km fra mit hjem, så havde det været helt genialt, for så kunne jeg have kørt på el det meste af tiden. Altså faldt valget på en benzinmotor.

Næste beslutning handler om biltype – SUV, stationcar, sedan eller? Til at starte med ville jeg gerne have en stationcar, for det er rart med det store bagagerum til mine instrumenter. Men efter at have kigget lidt rundt, så faldt jeg for mini-SUV eller cross-over bilerne. Det er tilsyneladende lidt forskelligt, hvad de kalder dem. Jeg er tilhænger af den lidt højere indstigning uden at man stiger op i bilen.

Den store beslutning kommer som næste step, for nu skal jeg vælge bilmærke og model. Skal jeg vælge Opel, Audi, Mazda, Skoda, VW, Toyota eller? For det første sætter jeg en max pris, som skal være alt inklusiv. Det vil sige inkl salg af gammel bil, ny bil med diverse tilbehør, undervognsbehandling osv. Dernæst udvælger jeg et par krav til min nye bil. En af de ting jeg faldt for, da det kom frem for 5-6 år siden, var matrix LED lygter. I princippet betyder det, at man kan køre med langt lys hele tiden, og så sørger lygterne for at blænde af for relevante LED elementer, når der kommer modkørende, så man ikke blænder andre bilister. Dernæst vil jeg have nogle sikkerhedsting som f.eks. adaptiv fartpilot, automatisk nødbremsning, blinkvinkel sensor, bakkamera, registrering af foran og bagved krydsende trafik. Her begynder de forskellige mærker at falde fra, når prisen skal holdes nede.

Audi bliver meget dyr, da de fleste af sikkerhedstingene samt lygterne er tilvalg. Derfor kiggede jeg på et tidspunkt på, om jeg skulle købe den som varevogn, men det gik jeg væk fra. Efter at Opel er blevet overtaget af franskmændene, så er de blevet dårlige til at sætte sikkerheden i højsædet, så de faldt også fra. Skoda er tilsyneladende en kvindebil – undskyld, hvis nogle føler sig krænkede – men det er virkelig mærkeligt, at når man skal konfigurere en Skoda, så bliver man som det første spurgt om, hvilken farve bilen skal have. Helt ærligt, hvis man skal finde en pris på en bil, så er farven da det sidste, man skal tage stilling til. Motor, manuel/automatgear, sikkerhedsudstyr osv er efter min mening det vigtige. VW har valgt, at man skal op i en middelstor bil, før man overhovedet har mulighed for at vælge matrix LED lygter, så de faldt også fra.

En bil som jeg ikke havde forventet, at jeg ville falde for, var Mazda’en. En af de ting, som jeg synes er ekstra positivt i forhold til Mazda, er, at de faktisk har videreudviklet benzinmotoren. De har sat et mål om, at deres biler fra vugge til død skal udlede 50% mindre CO2 i 2030. De er også realistiske nok til at se, at det ikke kan gøres ved at producere rene elbiler, da der i 2030 vil være ca 85% af bilparken, der stadig har behov for en forbrændingsmotor, som f.eks. i hybrid biler. Altså har de udviklet en motor, som har en bedre forbrænding. Derudover er meget af sikkerhedsudstyret standard, og det hele fås til en overkommelig pris.

Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gå efter en firehjulstrukket model, og om bagagerummet var stort nok. Så det krævede en tur til den lokale Mazda forhandler. Som udgangspunkt var jeg bare interesseret i at se bilen i virkeligheden. Det ville være lidt træls, hvis jeg faldt for bilen ‘online’, men jeg slet ikke kunne lide den, når jeg så den. Det kunne også være, at jeg slet ikke sad godt i bilen, og så ville den også falde fra.

Jeg er i øvrigt ikke den spontane type, og jeg kommer ikke særlig godt ud af det med ‘rigtige’ sælgertyper. Den type sælgere, der vil sige hvad som helst, for at sælge, gennemskuer jeg hurtigt, at jeg kan slet ikke klare nærgående sælgere. Til min overraskelse så var det en stille og rolig sælger, og så var han helt perfekt til mig. Det lykkedes ham forholdsvis nemt at lokke mig ud at køre i bilen. Jeg var ellers ikke meget for det, for bilen var med automatgear, og det har jeg aldrig prøvet før. Men det gik utrolig godt, og jeg forelskede mig straks i bilen.

Jeg nævnte firehjulstrækket over for sælgeren, og han spurgte mig, hvorfor jeg ville vælge det. Tja, jeg havde set på Youtube, at det var med til at øge køreglæden og stabiliteten af bilen. Dertil sagde sælgeren, at det kunne der godt være noget om, men at jeg i sammenligning med min gamle bil, ville få en bil, der lå meget bedre på vejen, og som ville have meget bedre køreegenskaber. Han ville selvfølgelig gerne sælge det, men han syntes, at jeg skulle spare pengene. Og her skal det lige siges, at han ikke havde nogle af modellerne hjemme, så for ham kunne det sådan set være ligegyldigt, om jeg valgte det ene eller det andet.

Efter noget betænkningstid tog jeg igen hen til bilforhandleren. Denne gang havde jeg nogle instrumenter med, så jeg kunne teste bagagerummet. Selvfølgelig er bagagerummet mindre end i min stationcar, men det er faktisk ikke så meget, når det kommer til stykket. Det blev godkendt, og så skrev jeg under på en kontrakt.

Mit valg blev:

Mazda CX-30 Cosmo m. technology pack og med en Skyactiv-X motor med automatgear.

Desværre er der 3 måneders leveringstid, så jeg går spændt og venter. Det bliver en hård tid.

Car

Fejl på stol igen, igen

Så er den igen gal med min stol. Først begyndte den at sige mærkelige lyde, når fodskamlen var kørt helt op. Nu vil den kun hæve og sænke. Hverken fodskammel eller ryglæn vil bevæge sig. Jeg er ærlig talt ved at være lidt træt.

Jeg er glad for, at jeg ikke er afhængig af stolen, men jeg er derhenne, hvor jeg bare ønsker mig en stol, som virker – i mere end 2 måneder ad gangen. Først havde jeg fejlmeldt stolen, fordi den kom med mærkelige lyde, og firmaet ville komme forbi, når de alligevel var i nærheden.

Så måtte jeg ringe til dem igen ugen efter for at fortælle dem, at nu virkede fodskammel og ryglæn slet ikke. Eftersom jeg har fået ok til at få lavet mit gulv, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte rykke firmaet, så de kunne komme ud og se på stolen. Jeg vil nødig have, at de ødelægger et nyt gulv.

Nu har manden så været forbi. Heldigvis kunne han godt se, at der var problemer, og det relaterer sig muligvis til den transportskade, som den havde, da jeg fik den (foden var skæv). Han konstaterede, at den larmer, fordi den er en smule skæv i stellet. Samtidig konstaterede han, at der er en dårlig ledning et sted, og derfor virker fodskammel og ryglæn kun en gang imellem.

Han var meget grundig, og nu er der så to muligheder. Reparatøren vil helst have lov til at skifte stel, motorer, logik osv. Altså vil han gerne skifte alt med undtagelse af selve fodskammel, sæde og ryglæn. Hvis fabrikanten ikke siger god for det, så skal de have den på fabrikken, så de kan se på den – og det tager tid. Hvis reparatøren får sin vilje, så ville jeg kunne få den lavet inden for ca 2 uger. Hvis fabrikken skal have den, så vil der går ca 3 måneder. Det er sørme lang tid at undvære min stol, når jeg i forvejen ikke har kunnet bruge den halvdelen af den tid, som jeg har haft den.

Jeg krydser fingre for, at reparatøren får sin vilje.

Artificial bouquet

Vurdering af gulvskade

Forsikringssager tager åbenbart meget lang tid. For et par måneder siden fik mit trægulv inde i stuen nogle dybe ridser. Det skete i forbindelse med reparation af min stol, og derfor skulle firmaets forsikringsselskab ind over skaden. Det gik hurtigt med at få den første mail med instruktioner om, hvad jeg skulle gøre.

Jeg skulle kontakte to håndværkere og få dem til at vurdere, hvad det ville koste at få repareret skaderne. Nu har jeg ikke så meget kontakt til håndværkere, så jeg startede med at ringe til det firma, som havde lavet mit klinkegulv i køkken/alrum. De kom ud og kiggede på det, og dommen var, at ridserne var så dybe, at det ikke ville kunne laves pænt. Altså skulle jeg have et nyt gulv.

Jeg vidste ikke, hvem jeg ellers skulle kontakte. For det første hader jeg at spilde andre menneskers tid, og jeg ville egentlig bare gerne have det valgte firma til at lave opgaven. På den anden side forstår jeg godt, hvorfor forsikringen vil have to tilbud, men hvem skulle være håndværker nummer 2?

Det endte med at jeg spurgte den første håndværker, om han kendte til en anden snedker, som lavede et godt og pænt stykke arbejde, som jeg kunne spørge. Jeg var ikke interesseret i en, som ville lave noget makværk.

Den anden håndværker kom forbi, og dommen var den samme: Nyt gulv. Pyha, på sin vis er jeg glad for, at konklusionen var den samme, men på den anden side kan jeg også forudse en del arbejde i at skulle tømme stuen for møbler, når arbejdet skal laves.

Efter at have sendt de to tilbud og fire billeder til forsikringsselskabet, har jeg endelig fået besked på, at jeg kan bestille den billigste håndværker (den første), og at de betaler hele regningen. Jeg har selvfølgelig skrevet til begge håndværkere og afventer svar fra den første på, hvornår de har tid til at komme og skifte mit gulv.

I mellemtiden skal jeg finde ud af, hvordan jeg får tømt min stue. Det er altså ikke verdens nemmeste opgave, når man er ene om den.

Easter decoration