Så er efterårsferien overstået. For en gangs skyld har jeg haft ferie i den sædvanlige uge 42, men jeg har også haft fri i uge 41, og det var den spændende uge. Kærestens forældre havde nemlig inviteret os til Disneyland Paris for at fejre deres bryllupsdag. Vi valgte at køre derned med overnatning undervejs, da vi ikke ville køre den lange tur i et stræk.
Rejsen til Disneyland startede lørdag morgen, hvor turen til overnatning i Aachen skulle foretages. Sidste gang vi kørte til Frankrig oplevede vi ikke de ‘berømte’ tyske motorvejskøer, men tro mig, det gjorde vi denne gang. I næsten 1½ time holdt vi stort set stille på en 73 km lang strækning med vejarbejde. Heldigvis var vi kørt afsted i god tid, så ankomsten blev ikke for sen. Søndagen gik uden problemer, og vi ankom til hotellet Santa Fe i Disneyland ved 13-tiden. Her mødtes vi med kærestens forældre og havde aftalt, at vi skulle en tur til outlet centeret, som ligger ca. 5 min kørsel fra hotellet. Desværre var det et totalt flop og spild af tid.
Med hele 5 dage i Disneyland parkerne havde vi tid til at se det hele. Vi prøvede en hel del af forlystelserne, og vi mødte Mickey, Minnie, Fedtmule, Pluto, Peter Pan, Jack Sparrow, Lilo og mange flere. Til min store overraskelse fik kæresten mod på at prøve Space Mountain, som er en rutchebane med loop og skruer. Jeg syntes, at turen var lige kort nok, men der var nogle flotte scenarier derinde i mørket. Rutchebanen foregår nemlig i en lukket kuppel. I år var der også ‘New Generation’ i parkerne, så der var ikke helt så meget Halloween over det, som der var i 2005, da vi var der første gang. Så vi savnede græskarmænd og hekse i gaderne, som lavede ballede. Vi så dem stort set kun i paraden. I 2005 løb de rundt i parken og lavede sjov og ballade – det var lidt ærgerligt. Men alt i alt var det en god tur.
Hvad vi så har foretaget os i uge 42, det må I vente lidt med at få at vide.