Årsarkiv: 2013

Glædelig jul 2013

Jeg vil gerne ønske alle en glædelig jul. For mig er det den hyggeligste tid på året, og i år havde jeg besluttet mig for at invitere til julehyggedag. Meningen var, at de indbudte kunne møde op i løbet af dagen, og så ville jeg byde på varme æbleskiver og hjemmebagte småkager. Desværre måtte en del melde afbud.

Det blev nu hyggeligt alligevel, selvom vi ikke var så mange. Det er heller ikke nemt at ramme en dag, når flere af de indbudte nogle gange har weekend-vagter, men så er der heldigvis mulighed igen næste år.

Juleaften blev fejret på behørig vis sammen med mine forældre og 2 gode venner af familien, og så kan man da ikke ønske sig en bedre en gave, vel?

Christmas tree

Musikcafe

Jeg anede ikke, at der var en musikcafe i den nærliggende by, men det er der altså. Og til min store overraskelse så bor en af hovedmændene bag faktisk på samme vej som mig. Han var vist lige så overrasket over at finde ud af, at jeg spiller med i et orkester, som jeg var over at finde ud af, at han stod for denne musikcafe.

Nå, men denne musikcafe ville gerne have, at vi dukkede op og spillede lidt julemusik på årets sidste musikcafe-dag, og det ville vi selvfølgelig ikke sige nej til – men det burde vi have gjort.

Det viste sig nemlig, at vores dirigent og trommeslager begge var nødt til at melde afbud. Derfor fandt vi ud af på den hårde måde, at vi ikke er dygtige nok til at spille uden disse to medlemmer.

Billede: Billedet er fra Disneyland

Minnie from Disneyland Paris

Juletræstænding

Første december, første søndag i advent og første gang jeg skal opleve juletræstænding. Juletræstænding er en tradition i mange byer, hvor julemanden kommer og tænder byens juletræ, og så deler han godter ud til børnene. Men det er altså første gang, at jeg skal opleve den gerning.

Selvfølgelig er der en god grund, for det var ikke for godternes skyld, at jeg dukkede op. Næh nej, sammen med orkesteret skulle vi skabe julestemning ved at stå og spille julemusik, og det glædede jeg mig meget til. Og denne gang havde jeg taget mit eget heppekor med – både en god ven og mine forældre havde nemlig valgt at dukke op og lytte.

Det var selvfølgelig ikke den mest varme oplevelse, for det bliver altså lidt småkoldt omkring kl 16, hvor vi skulle spille. Og til min store overraskelse skulle vi spille næsten en hel time. Det var utrolig hyggeligt, og det gik faktisk meget godt. Vi lavede nogle fejl, men til vores forsvar skal lige siges, at vi havde en reserve-dirigent, som vi aldrig havde mødt før. Og det giver lidt ufordringer. På den anden side kan man også sige, at vi ikke er et professionelt band, der øver flere gange om ugen, så egentlig syntes jeg, at det gik fantastisk godt. Og vi blev rost af flere tilhørerne.

Billede: Mit vitrineskab, når der er pyntet op i december måned

Christmas Decorations

Juledekorationer

Julen sig nærmer, og til den hører sig juledekorationer. Der er som regel to måder at gribe sagen an på, enten køber man en eller også kaster man sig ud i at lave dem selv. Igen i år valgte jeg at lave dem selv. Så jeg lavede en aftale med en god ven, så vi kunne hygge os med at lave juledekorationer – men selvfølgelig skulle der først købes ind.

Min gode ven havde tidligere på måneden kigget på kalenderlys, så de var i hus – og leret var også købt. Men sammen tog vi ud for at kigge på diverse typer gran og pynt. Efter at have brugt en mindre formue (det er jo kun jul 1 gang om året) så var det tid til at vende næsen hjem og være kreative.

Oprindeligt var det ideen, at vi skulle lave en dekoration til os hver, og jeg skulle lave en ekstra til mine forældre. Men der var så meget til overs, at vi besluttede at lave 2 ekstra mindre dekorationer. Mine kreative evner kan ses herunder.

Christmas Decoration
Christmas Decoration
Christmas Decoration

Joan Ørting

Jeg valgte at tage en dyb indånding, springe ud i det og tilmelde mig. Pyha, det var hårdt. Jeg er normalt ikke typen, der deltager på ‘kend dig selv’-kurser. På den anden side syntes jeg, at jeg manglede en anden vinkel på mit liv – både privat og arbejdsmæssigt. Mon det er, hvad alle kalder en midtvejskrise 🙂

Familie og venner ville have været chokeret, hvis det ‘bare’ var et ‘kend dig selv’-kursus, men da det ydermere var hos sexologen Joan Ørting, tja, så var der altså et par kæber, som faldt til jorden 🙂 Nåh, men som sagt, så ville jeg prøve noget nyt, og dette var absolut i den modsatte ende af min normale skala og langt uden for min komfort zone. Og ja, jeg var da lidt nervøs for, hvad jeg ville blive udsat for.

Jeg overlevede selvfølgelig kurset. Der var lige et par ting, som ikke var mig. Den ene ting var, at vi skulle sidde og røre hinanden i ansigtet og på hænderne. Jeg bryder mig ikke så meget om nærkontakt med fremmede, så det var ikke lige min kop te. Den anden ting var, da vi skulle sidde og sige til os selv, at vi var smukke. Hmmm, jeg ser da ok ud, men smuk… det ved jeg ikke lige, om jeg vil kalde det.

Til gengæld var der rigtig mange gode ‘opsange’, bl.a. skal man lade være med at tale ned til sig selv hele tiden. Det er åbenbart noget, som kvinder er gode til. I stedet bør man stå ved, hvem man er. Det var en af de ting, der ramte hårdt hos mig. Jeg er temmelig god til at dømme mig selv hårdt og konstant vurdere, om jeg gør det godt nok. Set i bakspejlet har min chef forværret situationen de sidste par år ved konstant at fortælle mig, hvor mærkelig, sær og unormal, jeg er. I realiteten er jeg bare en anden type end mine kolleger. Jeg går på arbejde for at arbejde og for arbejdets skyld. Mine kolleger går på arbejde for de sociale stunder og for at hygge med de søde kolleger. Hvis en kollega kritiserer mig for et stykke arbejde, så er det mit ‘arbejds’-jeg, som tager kritikken og gør arbejdet bedre næste gang. Hvis en af mine kolleger bliver kritiseret, så tager de det dybt personligt og bliver stødte. Jeg vil gerne pointere, at der ikke er noget ‘rigtigt’ eller ‘forkert’, men det er nu rart at vide, at jeg ikke er den eneste, der er som mig. Jeg er bare tilfældigvis den eneste under min chef.

Der var også lærerige ting om psyken. Om hvorfor vi er, som vi er. Hvorfor vi ikke bryder os om specielle egenskaber hos andre osv. Alt det handler om skyggesider, hvilket er et virkelig spændende emne.

Den sidste ting jeg vil nævne er kærlighedssprog. Også en ting man kan bruge i hverdagen – og ikke kun i parforhold. I bund og grund handler det om, hvordan man viser et andet menneske, at man godt kan lide vedkommende. Og hvad der har betydning for en selv. Og hvis man ikke har samme sprog, så kan man gå forkert af hinanden. De 5 kærligshedssprog er: Tid til hinanden, anerkendende ord, modtage gaver, tjenester og fysisk berøring.

Jeg kan kraftigt anbefale, at man 1 gang i sit liv deltager i sådan et kursus (og nej, ikke nødvendigvis med Joan Ørting). Jeg tror, det er både gavnligt og lærerigt at blive ‘sparket bagi’ – også selvom nogle af tingene er indlysende – for i en travl hverdag har man nogle gange svært ved at stoppe op og se tingene i perspektiv.

Billede: Fra Ljubljana

Dragon in Ljubljana

Dating

Ja, jeg er hoppet på dating-vognen. Det vil sige, at jeg har oprettet en profil på en dating side, men jeg har udeladt billede, fordi rygterne gik på, at kvinderne får ufattelig mange henvendelser. Så jeg tænkte, at et manglende billede nok ville få en del til at afholde sig fra at sende en besked.

Om det er det manglende billede eller profilteksten, der skræmmer, ved jeg ikke, men jeg er tilfreds med resultatet. Jeg får ikke et hav af henvendelser, og det er jeg godt tilfreds med, da jeg har det fint med at tage den med ro.

Det er et sjovt univers at begå sig i. Ofte oplever jeg, at profilerne enten er meget detaljerede og specificerende, eller også står der stort set intet. Men en ting er sikkert… udseende er alt. Også selvom der i profilen står, at det er det indre og kemi, der tæller. Jeg har valgt at søge venner, og alligevel er et billede ofte et krav. Jeg ved ikke med dig, men for mig er udseende altså ikke vigtigt, når det drejer sig om venner.

En anden ting som er typisk i dating mijøet er en tilsyneladende skræk for at sige ‘nej tak’ eller ‘ikke interesseret’ direkte til modparten. Hyppigst anvendte metode er tavshed. Og tænk engang, det synes jeg, er utrolig uhøfligt. På dating siden, hvor jeg har en konto, er det også muligt at skrive diverse opråb til alle, og ofte ser jeg mænd skrive, at kvinder ikke svarer. Jeg kan så af erfaring sige, at det gør mænd heller ikke. Og jo, selvfølgelig er det en generalisering, men det er noget i stil med 9 ud af 10, som bruger tavshed som svar. Og hvad skal man med tavshed? Og hvor lang tid skal man vente, før man er klar over, at det er tavshed og ikke bare en, som lige har et par travle dage? Nåh, nu må jeg se, hvor længe jeg gider dette, for tavshed er ikke min ønskede kommunikationsform 🙂

Sunset

Hundepasser

Jeg har nogle fantastisk flinke naboer, som altid springer til og passer mit hus, når jeg skal nogle steder. Derfor var det skønt at kunne få lov til at gøre gengæld en dag. Godt nok skulle jeg ikke passe deres hus, men jeg skulle passe deres to hunde. Heldigvis er jeg hundemenneske, og jeg ville ønske, at jeg selv kunne have hund, så jeg sagde straks ‘ja’ til at være hundepasser for en dag.

Det nemmeste var, at jeg passede dem i eget hus, så de var i vante omgivelser. Og da det var en hverdag, så tænkte jeg, at jeg bare kunne tage min arbejds-pc med derover og arbejde noget af tiden, men der tog jeg fejl. I min naivitet tænkte jeg, at hvis jeg smuttede derover ved frokosttid og gik en god lang tur med hundene, så kunne jeg få lov til at arbejde nogle timer bagefter. Men der gik ikke lang tid, før den ene hund gik sådan lidt hvileløst omkring. Jeg forsøgte mig med at lukke den ud i haven, men det var ikke godt nok. Den anden prøvede hele tiden at springe op til mig (jeg sad ved deres spisebord). Den store af hundene blev åbenbart så utålmodig med mig efter en times tid, at han resolut lagde sit hoved på min ene arm, og så var det altså slut med at bruge den til at arbejde med.

Ja, ja, tænkte jeg, så stopper jeg med arbejdet og sætter mig ind i sofaen og læser en god bog. Men først skulle der lige leges. Derefter fik jeg lov til at sidde ned, og så fik jeg straks den lille hund på skødet, mens den store hund stadig ville lege lidt. Så efter bedste evne legede jeg med den ene hund, mens jeg holdt på den anden, så den ikke drattede ned af mit skød. Men der var ingen tvivl om, at det med at arbejde, når man er hundepasser, det passede ikke de to søde hunde. Det var nu også skønt bare at hygge om eftermiddagen i stedet 🙂

Billede: Godt at det ikke er en kat, jeg skal passe (billedet er fra Zoopark i Næstved)

Tiger

LED Lys

Så gik den første LED pære i stykker på det ene badeværelse – øv. Nåh, men der var der ikke noget at gøre ved – jeg måtte bare i gang med at bestille en ny. Jeg regnede egentlig bare med at bestille en magen til den, der gik i stykker, men det var ikke muligt, da den model var gået ud af produktion. Så der var ikke nogen vej udenom, jeg var nødt til at undersøge markedet for at finde en ny pære.

Det gik hurtigt op for mig, at den øgede fokus på LED pærer har sat gang i udviklingen af dem. Da jeg købte LED pærer som erstatning for mine halogenpærer for nogle år siden, var problemet at få nogle pærer med et ordentligt lys. LED pærer havde en tendens til at være meget ‘kolde’ eller blå i deres lys og spredningen på lyskeglen var mildest talt elendig, og det samme var udvalget. Men for miljøet skyld, så skiftede jeg alligevel til LED dengang.

Da jeg modtog den nye pære blev jeg noget overrasket – positivt. Lyset minder utrolig meget om halogenpæren – varmt og gyldent. Og spredningen på lyskeglen er også meget bedre en mine ‘gamle’ LED pærer. Så den slags pærer skal der købes nogle flere af, og de skal bruges til begge badeværelse, så der kan komme mere og bedre lys. Og så gør det ikke noget, at pærerne er blevet billigere.

Billede: Las Vegas er berømt for al deres belysning

Las Vegas

Blade

Der skal bruges blade til en saxofon. Blade.. hmm… hvis man ikke lige kender til det, så kan man få alle mulige mærkelige associationer til sådan en sætning. Saxofonen er en træblæser, og det er den af den simple årsag, at der på undersiden af mundstykket sidder et stykke bambus, som vibrerer. Disse stykker af bambus kaldes blade.

Bladene bliver med tiden flossede i kanten og skal skiftes. Der findes mange forskellige typer og mærker, så det kan godt være lidt af en jungle. Mine saxofonblade er ved at have mange år på bagen (alt for mange), så de holder ikke særlig længe, så jeg skal have købt nogle nye. Spørgsmålet er bare, hvad skal jeg købe? Skal jeg evt prøve nogle andre? Dem af jer, som kender mig, er ikke i tvivl – selvfølgelig skal jeg prøve nogle andre blade 😉

Så jeg gik i gang med at kigge efter, hvad der fandtes. Jeg blev hurtig enig med mig selv om, at jeg ville holde mig til det mærke, som jeg i forvejen har. De er af mærket Vandoren, og de er (stadig) de bedste, der fås. Til gengæld laver de 6 forskellige typer blade. Straks gik jeg på jagt, for jeg ville gerne have et par stykker af hver, så jeg kunne teste. Da blade er et naturmateriale, og dermed ikke nødvendigvis er ens fra gang til gang, så ville jeg gerne have 2 stk af hver. Så jeg kom hjem med en pose, der var fyldt med noget, der lignede slik, fordi indpakningen omkring bladene er meget farvestrålende og glitrende.

Jeg var selvfølgelig nødt til at alliere mig med lidt familie, som testlyttere, for der er faktisk stor forskel på, om man hører sig selv, eller man står foran saxofonen. Egentlig var jeg noget forbavset over, at der var så stor forskel på at spille på bladene. Ja, man kan få dem i forskellige hårdheder, men alle dem jeg havde bestilt, var i samme hårdhed. Alligevel var forskellen stor. Standard bladet var utrolig nemt at spille på og krævede stort set ingen tilspilning. I stor modsætning til det havde jeg stort set ikke luft til at spille på et af de andre blade – det var hårdt. Resultatet blev, at jeg valgte 2 typer ud, som jeg dels godt kunne lide at spille på, men som jeg også kunne lide klangen i.

En anden ting jeg fandt ud af i min søgen efter information om blade er, at de faktisk også laves i kunstmateriale (kan saxofonen så stadig kaldes en træblæser?). De er selvfølgelig dyrere, men holder til gengæld også meget længere. Det skal jo nok afprøves på et tidspunkt, men det må vente til en gang i det nye år 🙂

Reeds

Nyt stativ til ???

Det er lidt sjovt, som en hobby altid ‘kræver’ noget tilbehør, som på ingen måde kan undværes. Langt de fleste har en eller anden form for stativ til deres musikinstrument, så man sikkert kan lægge/stille instrumentet fra sig. Jeg har aldrig haft stativ til mine instrumenter, fordi det altid har været max 1 times spil, og så har jeg ikke det store behov for et stativ. Men det er anderledes med mit orkesterspil.

Orkesterspillet varer totalt 2,5 time inkl ca. 15-20 min pause. Og det er i pausen, at det er rart, at man kan lægge instrumentet fra sig uden at være bekymret for skrammer eller andet. Og alle andre i orkesteret har da også stativ til deres instrument, så jeg skulle helst ikke være ‘uden for’ 😉 Pjat til side, så er det nu meget rart med et stativ, men hvad skal man vælge? Jeg er jo ikke interesseret i et billigt stativ, der ikke beskytter godt nok. Det skal også kunne slås sammen, så det er let at transportere. Og den sidste overvejelse er, om der også skal være plads til tværfløjten.

Efter at have kigget rundt på forskellige hjemmesider, fandt jeg et stativ, som jeg syntes, så godt ud. Da jeg modtog det, blev jeg positivt overrasket. Det var solidt og med ordentlig beskyttelse her og der, så instrumenterne ikke blev ridsede. Og ja, instrumenterne – flertal – for jeg valgte et stativ, hvor der også var plads til tværfløjten. Jeg var så lidt i tvivl om, hvorvidt ‘pinden’ til tværfløjten var permanent, eller om den kunne tages af. Det viste sig, at den var med gevind, så den kunne skrues af og på efter behov. Og så kan den endda flyttes fra den ene ‘fod’ til den anden, hvis man hellere vil have den siddende til venstre for saxofonen i stedet for til højre. Det betyder reelt også, at jeg kan købe en ‘pind’ mere til instrument nr 3, hvis jeg gerne vil have flere valgmuligheder 😉

Og det er ikke kun til orkesterspil, at jeg bruger stativet. Det er også skønt, når man står og spiller, og telefonen pludselig ringer. Så skal jeg ikke finde et eller andet passende sted at lægge mine instrumenter – jeg stiller dem simpelthen i stativet – skønt.

Saxophone and flute stand