Microsoft eksamen nr. 3 blev bestået i fredags. Det var selve opgraderingseksamen fra de gamle Windows 2003 eksaminer til de nye Windows 2008 eksaminer, og dermed de nye Microsoft titler. Eksamen dækkede 3 ‘grund’ eksaminer, og den var tilsvarende delt op. Det vil sige, at der var 3 sektioner, som hver skulle bestås med 70%. Den ene sektion indeholdt kun 9 spørgsmål, så der var ikke plads til at svare forkert på 3 af de spørgsmål. Men det gik godt, og jeg kan nu kalde mig MCITP: Server Administrator. Sidste eksamen skal tages om ca. 2½ uge, og så kan jeg holde juleferie med god samvittighed.
De sidste par uger har været tæt pakkede med læseplaner, for det er ikke så lidt læsestof, der er til sådan en opgraderingseksamen. Og når den dækker flere emner, så kan spørgsmålene jo omhandle næsten hvad som helst. Så denne weekend har stået på afslapning og hygge.
Nåh, ja, vi har også købt en XBOX Kinect. Så vi får også viftet med både arme og ben, hvilket til tider giver ømme og forstrakte sener og muskler – men det er nu sjovt. I den anledning har vi inviteret naboerne til næste weekend, så vi alle kan få rørt os og grinet. Den kan klart anbefales. Vi har også en Wii, som vi har meget fornøjelse af, men det er nu sjovt, når man kan blive helt fri for en controller til at styre spillene. Spørgsmålet er bare, om jeg nogensinde får kæresten med på at købe et dansespil, så jeg kan se alle hans ‘smarte’ bevægelser…