Jeg vil ikke skrive detaljer om MMS her, da det bare bliver alt for langhåret. Jeg kan kun sige, at indholdet af konferencen er lige så godt i år som sidste år. Jeg var ellers lidt spændt på, om det ville være mindre spændende, når man kom år efter år, men det er absolut ikke tilfældet. Og det skyldes ikke kun, at der er kommet nye versioner. Niveauet er højt, sessionerne er gode, og jeg får en hel del ud af det. Jeg håber, at der bliver tid til at udforske de nye versioner, når jeg kommer tilbage til kontoret. Og selvom jeg ved, at jeg igen i år vil brokke mig over flyveturen (jeg skal altså finde en måde at gøre den mere behagelig på), så håber jeg, at jeg kan få lov til at deltage mere regelmæssigt.
The Venetian er et meget flot hotel, og det er fascinerende på en måde, som Mandalay Bay ikke er, men jeg synes, at Mandalay Bay er bedre egnet. Det skyldes måske, at vi på The Venetian går blandet med deltagere til andre konferencer. Det er f.eks. forvirrende, at der ved forfriskningerne står ‘Private Function’. Hvem i alverden ved, hvad det betyder? Ja, at det ikke er for alle, men hvem er det så for? Og fordi området er for mange deltagere, så skal man konstant vise sit ‘hundeskilt’. På Mandalay Bay skulle det vises ved indgangen til området, og så var det det.
Til gengæld var jeg nær ved at fare vild – på dametoilettet. Ja, I tror mig måske ikke, men de er enorme. Jeg tog mig selv i at tænke, om de var større end vores hus! Og da jeg så skulle ud igen, så endte jeg i en blindgyde. Nå, jeg var bare drejet til den forkerte side, men det var lidt underligt, for jeg har ingen problemer med at finde rundt på hotellet eller tage turen igennem The Grand Canal Shoppes. Gad vide om det betyder, at jeg kan fare vild i en telefonboks men ikke i en storby???
Konferencen slutter halv seks, og så er jeg på vej tilbage til hotellet. I dag har jeg det bare super godt. Egentlig havde jeg planlagt en stille og rolig aften, men jeg griber chancen og tager afsted til Fremont Street. Det er 3. gang, jeg er i Las Vegas, men det er første gang, jeg skal se Fremont Street. Der er masser af andre mennesker med bussen, og de skal stort set alle sammen til Fremont Street.
Jeg stiger af bussen, og det første der møder mig, er tonerne fra en saxofonist. Wow, det lyder fantastisk godt. Jeg står og nyder musikken, men jeg ved også godt, at jeg ikke skal blive stående for længe. Jeg skal også tilbage til hotellet på et tidspunkt og have noget at spise, og jeg skal jo stadig tidligt op om morgenen. En stor souvenir forretning lokker, så jeg smutter indenfor. Den er i 2 etager, og jeg finder nogle flotte T-shirts til min mor. Hun har bedt mig om at købe nogle med hjem til hende, og her er et par kandidater.
Så er det ud igen, og så får jeg et chok, fordi nogen skriger. Det går pludselig op for mig, at man kan ‘glide’ fra den ene ende af Fremont Street til den anden oppe under loftet. Det ser spændende ud. Nu ønsker jeg så bare, at jeg enten ikke havde kamera med, eller også at jeg ikke var alene, for jeg tør ikke lade mine ting være alene. Så er det forbi en, som står og spiller på trommer – det lyder også fantastisk. Der er en skøn stemning. Ligesom på The Strip om aftenen når der er mange mennesker. Alle ved godt, at alle skal videre, men det går i et stille og roligt tempo. Der er ingen, som maser på. Det er skønt.
En anden forretning som jeg også går ind i er en indianer forretning. Det vil sige, de har altså også drage-ting osv, så jeg synes, at det er lidt malplaceret men uanset hvad, så har de de flotteste T-shirts, jeg længe har set. Jeg står og savler, men beslutter mig for kun at vælge 2. Der skal også være råd til andre ting. I løbet af ingen tid, er der gået flere timer, og jeg er ved at være sulten. Så det er på tide at vende snuden hjem, så jeg kan få noget mad, inden klokken bliver 10. Jeg skal jo også have noget søvn, for der er endnu en konference dag i morgen. Og de lange 9-timers dage kan altså mærkes.
Nedenfor: Billede af Fremont Street