Månedsarkiv: januar 2014

Pedaler

Ok, noderne er skannet ind. Der er fundet en god app til noderne på iPad’en. Hvad mangler der så? Jeg skal give et lille hint: Ikke alle noder består kun af 1 side. Nemlig, hvad gør man lige, når man er midt i en passage, hvor begge hænder er optaget, og det er tid til at bladre? Bruger næsen?

Nej, vel? Så er det på tide at hive den store internet søgning frem og lede. Faktisk var det ikke svært, og udvalget var heller ikke specielt stort. Det var kun prisen, som holdt mig tilbage. Men det varede heldigvis kun et kort øjeblik, og så blev et par pedaler bestilt.

Pedalerne fungerer upåklageligt. Det eneste som jeg skal vare påpasselig med er, hvor pedalerne er i forhold til den fod, som jeg bruger til at holde takten. Det vil jo ikke ligefrem være praktisk, hvis jeg midt på en side får bladret, fordi foden vipper en gang på pedalen. Og tro mig, indtil flere af mine medmusikanter har med et smil på læben tilbudt at hjælpe med at ‘træde’ 🙂

Page turner for iPad

Godt nytår 2014

2013 er brugt, og jeg har lige taget hul på 2014. Et splinternyt år som jeg glæder mig meget til. Selvom jeg havde ønsket mig et stille og roligt 2013, så synes jeg nu alligevel, at der er sket en masse ting. Men det er selvfølgelig også nu, at man både kigger tilbage og frem, så her er min opsummering for 2013 og ønsker til 2014.

2013 startede stille og roligt, mens 2. halvdel bød på en del mindeværdige stunder. En rejse til et nyt sted er altid spændende, og turen til Ljubljana skuffede absolut ikke. Byen var ikke så stor men meget hyggelig, og vores tur til grotterne og en meget gammel slotsruin var en stor oplevelse. Jeg er også startet med at spille alt sax i et orkester. Det er alt for længe siden, at jeg har dyrket den hobby, også selvom jeg dyrkede spilleriet intenst for mange år siden. Sidst men ikke mindst har der været en del personlig udvikling, dels med et kursus hos Joan Ørting men også som en del af mit medlemskab på et datingsite. Pludselig skal man tage stilling til, hvad man egentlig gerne vil resten af sit liv, når det gælder et evt nyt forhold.

Arbejdsmæssigt bød 2013 på et farvel til en kollega og et velkommen til en ny kollega. Den nye kollega er ikke ukendt, eftersom han har været hos os en del gange som konsulent. Jeg glæder mig til samarbejdet.

Hvad skal der så ske i 2014? Jeg er absolut ikke synsk, men jeg har da nogle ønsker. Indskanningen af mine gamle billeder blev ikke til noget i 2013. Det blev overskygget af ønsket om at skanne orkester noder ind, så jeg kunne bruge min iPad som nodelæser. Derfor vil jeg gerne have startet projektet i 2014. Derudover skal spilleriet dyrkes mere – både på alt sax og på tværfløjte.

Arbejdsmæssigt ønsker jeg i højere grad at kunne lægge ‘arbejdstankerne’ fra mig, når jeg har fri. Forhåbentlig kommer det helt af sig selv – dels pga min nye kollega, som har samme holdning til arbejdet som mig, og dels pga arbejdet med orkesteret.

Og med det sagt, vil jeg ønske alle et GODT OG LYKKEBRINGENDE NYTÅR.

Fireworks