Månedsarkiv: november 2014

Travl weekend

Den travleste weekend for orkesteret er den weekend, der indeholder første søndag i advent. For det er i den weekend, at julemanden rundt om i landet skal tænde juletræet i de forskellige byer. Denne weekend bød på en tur til en ny by, og jeg var da lidt spændt på, hvordan det ville gå (jeg har faktisk boet i den by).

Ud over turen til den nye by, så bød weekenden også på en tur på julemarked igen, og så skulle vi selvfølgelig spille i vores hjemby.  Turen til julemarkedet var fyldt med masser af mennesker. Det var svært at finde parkeringsplads, og det var generelt svært at finde hinanden bagefter. Alt for mange mennesker er ikke mig, og da det var næsten umuligt at bevæge sig rundt, så forestil dig at rende rundt med en stor taske med saxofon mm. Så selvom jeg havde medbragt noget af familien, så blev vi ikke længe.

Og spilleriet? Det var s… koldt, da det blæste temmelig meget, og desuden var fugtigheden høj. Så de fleste måtte tage deres jakker ud over vores spilleuniform. Da vi senere skulle til den nye by og spille, ja, så begyndte jeg at fryse igen – selvom jeg stadig sad i en varm bil. Bare tanken om at skulle stå i kulden var nok.

På trods af kulde og meget kolde fingre så gik det godt med at spille, og det må være det vigtigste.

Orchestra

Julemarked

Julemarkeder er en tradition mange steder, og orkesteret har fået æren af at spille i både denne weekend og næste weekend på et af dem. Det afholdes på en gammel borg/slot, og der er mange forskellige stande fra hele landet, hvor der bliver budt på både spiselige/drikkelige ting, men også mange pyntegenstande. Desuden er det også meget besøgt, så der skulle være en chance for, at der ville være et par tilskuere.

Første gang vi skulle var fredag eftermiddag kort efter åbningstid. Da vi ankom var det halvmørkt og det regnede en smule. Heldigvis blev det tørvejr til vi skulle spille, og selvom det var efter solnedgang, så var det rimeligt godt vejr at spille i. Dog gav mørket udfordringer for nogle, da det kunne være svært at se noderne, men det var meget hyggeligt.

Eneste udfordring var, at det kom bag på arrangørerne, at når man inviterer et helt orkester – og så mange er vi heller ikke – så skal vi finde et sted at have vores tasker, og det var de ikke lige forberedt på. Og vi skal også have et sted at mødes, men her var det som om de bare forventede, at vi stod udenfor i regnen. Jeg er helt enig med dem i, at vi selvfølgelig ikke skal stå og spærre for gæsterne, men så skulle de måske have fundet et overdækket sted, hvor vi kunne samles og stille vores tasker.

Christmas lights

Spille for fødselar

Det er blevet tid til at komme ud og lufte orkesteret igen. Denne gang er det et af de lokale supermarkeder, som har fødselsdag, og bestyrelsen har besluttet at give bestyreren en gave ved, at vi kommer og spiller i butikken.

Supermarkedet lægger ikke lige frem i den mest moderne bygning, og der er heller ikke særlig meget plads. Men vi får da klemt tubaerne ind mellem alle dåsevarerne, mens tenorsaxerne står blandt survarerne. Vi andre står i nærheden af en køledisk og med grøntsagsafdelingen i ryggen.

Det var sjovt at spille der, også selvom opstillingen var en smule alternativ 🙂

Billede: Billedet er fra Nürnberg Zoo

Zoo animal

Nodeprogrammer

Ok, nu er jeg udstyret med mit eget band, så jeg kan få fornøjelse af mine gamle noder. Hvad mangler jeg ellers? Tjo, det skulle lige være et program, som kan transponere mine noder, så jeg kan tage play along noder til min saxofon og spille dem på min fløjte og omvendt.

Meget hurtigt fandt jeg ud af, at der er 1 dansk program, PriMus, og 2 udenlandske programmer, Sibelius og Finale, som er værd at se på. Heldigvis var det muligt at få en prøveversion af alle programmer. Det gør det altså meget nemmere at vælge.

Jeg valgte hurtigt det danske program fra. Jeg følte mig sat tilbage til Windows 95 tider, og det er ikke lavet til Mac. Desuden er det altså meget sværere at finde online hjælp til et dansk program, som relativt få bruger sammenlignet med de internationale konkurrenter.

Dermed skulle jeg vælge mellem Finale og Sibelius. Første stjerne gik til Finale. Jeg synes, det var det mest intuitive program, og deres indbyggede hjælpefunktion er fantastisk god. Alligevel endte jeg med at vælge Sibelius, fordi det simpelthen var det bedste, når musik skulle eksporteres til Band-in-a-Box.

En anden ting som jeg også har kigget på er programmer til at læse indskannede noder. Det ville jo være skønt, hvis jeg ikke manuelt skulle skrive alle noder ind, men at jeg simpelthen skannede dem ind, og så kunne et program gøre det til noder, som Sibelius kunne læse.

Når man køber Sibelius, så er Photoscore light inkluderet, men det er ikke godt nok til dagligdagen. Her stod valget mellem Photoscore og SharpEye. Men det tog ikke lang tid at vælge. En test afslørede hurtigt, at SharpEye slet ikke kunne følge med Photoscore.

Nu er jeg vist også godt udstyret med nodeprogrammer – Band-in-a-Box, Sibelius og Photoscore.

Billede: Billedet er fra Nürnberg Zoo

Owl