Ferien

Sikke en skøn ferie! Det er nu skønt, at min mor og jeg har det godt med at rejse sammen. Da jeg boede hjemme, uha, der skændtes vi til tider (ofte). Det er sikkert ikke unormalt, men jeg er stadig glad for, at vi har det så godt sammen i dag, at vi kan rejse sammen. På den måde får begge et afbræk fra hverdagens trommerum, og det trænger vi begge til en gang imellem.

Vi havde en dejlig tur, og jeg kan varmt anbefale at besøge Lübeck. Det er en hyggelig by med masser af skønne forretninger. En af dem man dog skal passe lidt på er Niederegger – hvis man altså er til marcipan. For det var godt nok svært ikke at rende afsted med hele forretningen 🙂

Til gengæld var vores tur til Hamborg ikke lige os. Der var masser af de store, dyre forretninger (Gucci osv), men det er ikke lige den type forretninger min mor og jeg gider. Så vores tur til Hamborg endte med, at vi gik en dejlig lang tur i parken, hvilket vi nød. Det var fint nok at få set Hamborg, så det var ikke som sådan spild af tid, men vi vender nok ikke tilbage dertil. Derimod kunne en tur til Lübeck igen godt være en mulighed.

Som en fast del af vores rejser, fandt vi en zoo, som vi ville besøge. Min mor valgte denne gang, og det blev Hagenbeck Zoo, som ligger i Hamborg. Det var en dejlig dag, og jeg kan godt anbefale en tur i den zoologiske have.

En af dagene på vores tur blev brugt til at udforske den by, som vi boede i. Der var et stort park/skovområde, og det er nu meget rart med en slapper-dag. Vi fik da også en stor oplevelse – og jeg mener STOR. Jeg ved ikke præcis, hvilken ugle der boede i den skov, men hold da op hvor var den stor. Det var fascinerende at se det store dyr let og elegant navigere rundt.

Lübeck
Den berømte Lübeck port
Lübeck
Porten fra den anden side