Jeg havde lige deltaget i et møde på et par timer, og jeg stod og snakkede med en kollega, mens vi begge ventede på, at chefen kom retur. Da min kollega så lige skulle åbne et vindue, kom jeg til at tjekke min private mail – det skulle jeg aldrig have gjort!

I min indbakke lå der en mail fra London om, at de havde modtaget min klarinet. Pludselig blev mit fokus flyttet fra arbejde til klarinet. Det var alt for tidligt – faktisk et par uger for tidligt. Det var også blevet svært at snakke arbejde med min kollega, for hvornår skulle jeg vælge at få klarinetten leveret. Enten skulle jeg selv være hjemme, eller også skulle jeg alliere mig med mine forældre.

Efter at have fået det praktiske på plads, så var det jo bare at vente. Gudskelov kom budet forholdsvis tidligt på dagen – og så skulle der pakkes ud! Jeg var så spændt på at se, hvordan min klarinet så ud. Jeg havde valgt at få den lavet i cocobolo træ, som ikke er ensfarvet. Men jeg blev absolut ikke skuffet. Den lå pænt i tasken og så flot ud.

Selvfølgelig kunne mine forældre ikke holde sig væk, så de kom senere og kiggede. Og så skulle de også lige høre, om der var lyd i ‘dyret’. Her kom så skuffelsen, for jeg kunne ikke rigtig spille på den. Den hylede og peb som en stukket gris. Situationen blev heller ikke bedre af, at jeg kun måtte spille 10 min, før den skulle hvile mindst 4 timer (der er klare anvisninger om, hvor meget man må spille i starten, så træet kan vænne sig til at blive fugtigt, så det ikke sprækker).

Heldigvis fandt jeg ud af senere på aftenen, at hyleriet simpelthen skyldtes, at den var så ny, at jeg skulle trykke hårdere på knapperne for at få klapperne til at lukke tæt. Allerede dagen efter kom der god lyd ud af klarinetten, og efter et par dage var jeg blevet så vant til den, at jeg for alvor kunne begynde at spille – men stadig kun 10 min ad gangen. 2 uger er lang tid, og i uge 3 må jeg max spille 30 min. Uge 4 er op til 60 min, og derefter må jeg spille alt det jeg vil. Jeg glæder mig til at nå til uge 4 🙂