Månedsarkiv: december 2016

Glædelig jul 2016

Jeg vil gerne ønske alle en glædelig jul. Jeg håber, at I har haft nogle hyggelige juledage med familie og/eller venner. Det var meningen, at jeg skulle have haft fri i ugen op til jul, og jeg ville have brugt den på at lave forskellige slags hjemmebag, for det er lang tid siden, at jeg har taget mig tid til det. Men en lille tur til London ændrede mine planer.

Min juleaften og 1. juledag har jeg tilbragt med familie og venner, og det har været både hyggeligt og afslappende, men det har nu også været rart med et par slapper-dage hjemme, hvor jeg har kunnet koncentrere mig om at spille julemusik på både tværfløjte, klarinet og saxofon.

Nytårsaften skal jeg tilbringe i selskab med familie og venner (igen), og det glæder jeg mig til.

Glædelig jul

Christmas tree

The Really Christmassy Flute Day

Jeg ved ikke, om du kan huske det, men jeg deltog i en masterclass med en berømt fløjtenist sidste år (Gareth McLearnon). I den forbindelse valgte jeg at ‘følge ham’ på facebook. Han laver en del sjove opslag, og det er temmelig interessant at høre nogle af de ting, han spiller.

Nåh, men pludselig var der en invitation til ‘A Really Christmassy Flute day’. Det gik i al sin enkelhed ud på, at han og konen (Abigail Burrows) inviterede dem, som havde lyst til at komme, til at få nogle gode råd til, hvordan man spiller fløjte samt spille julemusik sammen med en masse andre i et såkaldt flute choir.

Der var selvfølgelig et begrænset antal pladser, og jeg syntes heller ikke, at jeg lige havde tiden/pengene til det. Da vi kom tættere på dagen, lavede han et opslag mere, for der var stadig pladser. Initiationen var en youtube video, som jeg viste til min far, for jeg synes, at den var rigtig godt lavet. Hans umiddelbare kommentar var, om jeg havde bestilt billet? Næh, det var jo ikke lige planen, at jeg skulle afsted. Og så kom hans gode argument om, at jeg jo allerede havde fri fra arbejdet, og jeg vidste ikke, om jeg ville få muligheden igen.

Det endte med, at jeg bestilte billet til dagen, flybillet og et par overnatninger. Det var en fantastisk god dag med masser af input. Alle aldersgrupper og alle sværhedsgrader var repræsenteret, og vi var i alt ca 40 fløjtenister. Som det sidste på dagen var der selvfølgelig en mini-koncert, så forældre/bedsteforældre kunne komme og høre, hvad vi havde øvet på.

Der var indtil flere, som lige var forbi for at hilse på mig, for jeg var den eneste udlænding. Og selv Gareth McLearnon var imponeret over, at jeg var kommet fra Danmark for at deltage. Jeg måtte jo så pænt forklare, at den slags ting slet ikke bliver dyrket i Danmark, og det giver alverden at få et par tips til, hvad man skal arbejde med for at få det til at lyde bedre – selv for en amatør som mig.

Jeg synes, det er forfriskende og imponerende, at 2 kendte fløjtenister gider tage sig tiden til at beskæftige sig med børn, nybegyndere, øvede, amatører mm. Ja, jeg ved godt, at de bliver betalt, men de gik virkelig ind i det med liv og sjæl. Det var første gang, de afholdt denne dag, og de ville gerne gøre mere af den slags, så jeg håber, at jeg får muligheden for at møde dem igen.

Billede 2: Er den ikke sød – den fik vi udleveret til arrangementet

The Really Christmassy Flute Day poster
Decorative item

Kirkekoncert

Denne gang skulle vi prøve noget nyt. Vi skulle spille i en ny kirke – nej, det er ikke det nye – og vi skulle spille nogle numre sammen med et børnekor.

Igen mødtes vi et par timer før for at få afprøvet akustikken, og vi skulle også øve lidt sammen med børnekoret. I modsætning til vejkirken, så var akustikken elendig i denne kirke. Alting blev mudret totalt sammen, og det var stort set umuligt at spille svagt nok til at børnekoret kunne høres.

Vi spillede godt, og vi fik også ros, men det har nok lydt noget bombastisk som tilhører.

Billede: Udendørsbelysning

Christmas lights