Årsarkiv: 2017

Glædelig jul 2017

Jeg kan hurtigt vænne mig til at have fri i hele december måned. Det giver en stor frihed til at kunne nyde julen, hyggen og familien uden at skulle fare forvildet rundt. Jeg bliver nok ikke ved med at være så privilegeret, så jeg glæder mig over, at jeg har haft muligheden de sidste par år.

De sidste dage skal bruges på at spille masser af julemusik, for om et par dage er det slut. Jeg har som sædvanligt fejret julen sammen med mine forældre og et par venner, og det har været stille og roligt – og meget hyggeligt. Jeg er ikke til de helt store komsammen arrangementer, så det passer mig fint.

En anden obligatorisk del af julen er julekalendere og julefilm. Det lykkedes mig at se alle Pyrus Julekalenderne, og jeg har faktisk investeret i flere julefilm i år, så det har også skabt masser af julestemning.

Jeg vil gerne ønske jer alle en glædelig jul, og jeg håber, at I har haft nogle hyggelig og afslappende juledage.

Christmas tree

Hjem igen

Mini-turen til London er slut, og vi skal hjem til Danmark igen. Nu skal vi bare finde ud af, hvordan vi bedst får pakket, så de flotte kager kommer helskindet hjem. Det ville være synd, hvis de blev ødelagt på vejen.

Allerede fra morgenstunden kan vi se, at vores fly er forsinket, men vi skal alligevel møde til tiden ude i lufthavnen, fordi flyselskabet gør alt for, at vi kan komme afsted så tidligt så muligt. Det er selvfølgelig ikke det mest spændende sted at sidde og vente, men det er da altid noget, at det er nemt at finde en siddeplads. Havde det været i Københavns Lufthavn, så havde vi måttet stå op. Af en eller anden årsag har de i København valgt, at der kun må være 5-10 siddepladser ved gaten.

Igen var vi heldige at få 3 sæder for os selv, og da vi begge var en smule trætte, så blev der blundet i flyet, og turen forløb smertefrit. Hjemme i Danmark havde min far lavet mad, og det er altså bare skønt at få hjemmelavet mad, når man har været ude og rejse. Og så blev der da en klat tilovers, som jeg fik med hjem 🙂

Billede: En af de flotte kager

Cake bought in London

The Really Christmassy Flute Day 2017

Denne gang var vi heldige med, at The Really Christmassy Flute Day blev afholdt 20 min gang fra hotellet. Faktisk skulle vi stort bare krydse Kensington Gardens. I nærheden var Harrods, og der tog min mor hen og tilbragte dagen.

Jeg nød dagen, hvor der ligesom sidste år, faldt nogle gode råd af. Derudover er det bare sjovt at få lov til at spille nogle arrangementer med andre fløjtenister. Et af numrene er lidt avanceret, fordi det benytter avancerede teknikker, men det lyder godt.

Der var ikke så mange i år, fordi invitationen var kommet temmelig sent. Gareth og Abigail havde haft temmelig mange arrangementer i løbet af december, så de havde været tæt på at aflyse. Jeg tror, at det var en af årsagerne til, at der ikke var så mange små børn. Men det var hyggeligt og lærerigt. Om eftermiddagen kom forældrene (inklusiv min mor) for at høre, hvad vi havde øvet i løbet af dagen.

Vi havde planlagt at gå tilbage til hotellet igennem parken, men eftersom det var blevet mørkt, så havde de åbenbart låst den af. Det kunne vi ikke helt forstå, for da vi ankom, kunne vi sagtens komme ind i parken efter mørkets frembrud henne ved hotellet. Så vi forsøgte at gå rundt om i håbet om, at vi kunne komme ind et sted og skyde genvej. Det lykkedes ikke, så det blev noget af en omvej. Vi mødte dog andre, som heller ikke var klar over, at parken blev låst af. Både nogle som var nødt til at klatre over hegnet for at komme ud, men også nogle, der ligesom os, måtte gå den lange vej udenom.

Jeg er glad for, at vi ikke kom ind, for vi var aldrig kommet ud igen.

Christmas decorations in London

Natural History Museum

Egentlig var min mor ikke ret interesseret i at besøge Natural History Museum. Jeg har tidligere spurgt hende, når vi har været i Tyskland, men hver gang har hun sagt, at hun ikke gider se på dinosaurer, og det er også helt ok for mig. Denne gang var hun dog blevet lidt lun på tanken, så vi tog derover. Entreen var gratis, så vi kunne jo bare gå igen, hvis det var helt uinteressant.

Heldigvis viste det sig, at det var et meget godt valg. Der var mange flere ting at se på, end min mor havde regnet med, og jeg må ærlig indrømme, at der var rigtig mange spændende udstillinger. Det er nok ikke sidste gang, at vi kigger forbi.

Vi beslutter os for at tage hjem via Oxford Street, fordi vi gerne vil købe et par ting med hjem, men vi fortrød hurtigt, at vi ikke havde købt det et par dage før. Der var stopfyldt med mennesker alle vegne. Det var stort set umuligt at komme frem, og uanset hvilken vej vi forsøgte, så endte vi op som sild i en tønde. Vi fik da fat i de par ting, som vi ønskede, men så var det også bare max fart ned i en undergrund, så vi kunne trække vejret og tage tilbage til hotellet.

Christmas decorations in London

Croydon

I dag skulle min fløjte til tjek, så det var en tur til Croydon, hvor vi startede med at aflevere fløjten og aftalte, at vi ville komme og hente den om eftermiddagen. Croydon er åbenbart den by med flest indkøbsmuligheder, og vi fandt da også uden problemer et stort indkøbscenter.

Både min mor og jeg var en smule trætte i bentøjet efter gårsdagens vandring, så vi nøjedes med at tulle rundt i indkøbscenteret og spise frokost på et af de mange spisesteder. Og så snakkede vi 🙂

Da jeg hentede min fløjte fik jeg at vide, at jeg behandlede den utrolig pænt, og at det ikke kunne gøres bedre. Det var faktisk noget, jeg havde planlagt at spørge om, for det kunne godt være, at jeg gjorde noget forkert. Nu var det en musikforretning, og der var tilbud på nogle af deres noder, så… ja, I kender mig jo snart meget godt. Der blev lige købt et par nodebøger eller to.

Billede: Juleudsmykning på Oxford Street

Christmas decorations in London

Oxford Street

Sidste år da vi var i London, så vi ikke rigtig noget juleudsmykning. Indrømmet, vi havde heller ikke mange dage, så denne gang havde vi forberedt os. Den første dag gik derfor til Oxford Street, hvor vi var inde i Marks & Spencer, Debenhams og John Lewis. Vi kiggede dels på julepynten i forretningerne, men også på juleudsmykningen på gaden. Det så utrolig flot ud, og vi planlagde, at det også skulle ses i mørke.

Derefter gik turen til Winter Wonderland i Hyde Park, som er en blanding af forlystelser og boder. Her brugte vi nogle timer på at kigge på et hav forskellige ting – nogle ting var endda hjemmelavede. Vi savnede dog et indendørssted, hvor vi kunne få noget varme, men man kan ikke få alle ønsker opfyldt 🙂

Nu var det ved at blive mørkt, så vi vendte snuderne tilbage mod Oxford Street, så vi kunne nyde juleudsmykningen med lys.

Der var ikke så meget julepynt i forretningerne på Oxford Street, men vi så nogle helt fantastisk flotte kager. Der skal nok sådan et par stykker med hjem. Og jeg fandt da også en julekugle, som skal med hjem.

Billede: Winter Wonderland i Hyde Park

Winter Wonderland in London

Til London

Juletiden er traditionernes tid, og det lader til, at jeg har fået en ny tradition – tage til London for at deltage i The Really Christmassy Flute Day med Gareth McLearnon og Abigail Burrows. Denne gang skulle jeg dog også til service med min fløjte, så det blev to fluer med et smæk

Et par dage før jeg skulle afsted sammen med min mor, havde der været et voldsomt snevejr i London, som havde skabt en del kaos for flytrafikken, så vi var noget spændte på, om det ville påvirke vores tur. Heldigvis var det ikke tilfældet. Til gengæld var vi så heldige, at flyet ikke var fuldt booket, og da jeg havde reserveret plads bagerst i flyet, så endte vi med at dele 3 sæder. Det var skønt for en gangs skyld at have lidt ekstra plads. Og nej, jeg skal ikke klage, når flyveturen kun er på 2 timer, så er det helt fint, men vi nød alligevel den ekstra plads.

Lige som sidst havde vi bestilt billetter til Heathrow Express, og det er bare en skøn måde at komme til Paddington Station. Derfra tager det ca 15 min at gå til hotellet. Da vi ankom var det tørvejr, så vi valgte selvfølgelig at gå, men det skulle vi aldrig have gjort. Efter kort tid begyndte det at småregne, og da vi nåede cirka halvvejs, væltede det ned. Så vi lignede 2 druknede mus, da vi ankom til hotellet, og jeg kan godt afsløre, at det stykke papir, jeg skulle udfylde ikke var helt tørt, da jeg var færdig.

The Really Christmassy Flute Day poster

Ferie – igen

Det var blevet tid til at spille julen ind i den sædvanlige kirke, og igen i år var Santa Baby på programmet. Det er nummeret, hvor jeg er solist. Vores nye dirigent er nu altså god til at skrue et godt program sammen, og vi havde en del af vores jule brass band numre på programmet, som jeg synes bedre om, end de numre der er arrangeret af Holger Beck.

Når vi har spillet i halvanden time i den kirke, så bliver jeg helt i julehumør. Det er så hyggeligt. Det eneste, jeg synes, vi kunne gøre bedre, er at have nissehuer på hele tiden. Men de andre i orkesteret synes, at det er for varmt osv. Min holdning er, at vi er til for publikum, og da vi ikke har en speciel juleuniform (vi spiller i mørkeblå trøjer og sorte bukser), så giver det altså mere stemning, hvis vi har nissehuer på hele tiden. Desværre er det nogle værre klynkehoveder, hvad den slags angår, så jeg må jo bare rette ind 🙂

Arbejdsmæssigt er det lidt øv. Jeg skulle have haft ferie d. 1. december og frem, men pga problemer med nogle drivere henne på arbejdet, så ville de gerne have, hvis jeg lige kunne fikse det. Det endte med, at jeg torsdag aften sad længe på arbejdet og forberedte nogle computere med andre drivere, som nogle skulle teste. Fredag høre jeg ingenting og måtte selv ringe og finde ud af, hvad status var. Og det havde åbenbart været svært at finde folk, som ville teste de computere. Efter min mening er problemet dermed ikke særlig stort, men nu afventer jeg besked fra arbejdet, om jeg kan holde fri eller ej.

Christmas bow

Juletræstænding

Det er ikke altid lige nemt at få tingene til at passe sammen, men denne weekend lykkedes det faktisk. Der har været en del problemer med vores backup server på det sidste, og vi havde prøvet en masse løsningsforslag, samt vi havde haft en ekstern konsulent til at kigge på problemet. Som sidste krampetrækning, inden jeg går på juleferie hele december måned, havde vi bestilt en ny server, som skulle køres op.

Torsdag eftermiddag var serveren sat op, og fredag fik jeg den installeret med styresystem og software. Fredag aften flyttede jeg filserver backup’en til den nye server, og det meste af lørdagen blev brugt på at få den gamle backup server til at slippe backup jobbene, så de kunne flyttes til den nye server.

Søndag manglede der stadig at blive taget backup af nogle ting, men det passede med, at jeg kunne sætte det i gang, inden jeg skulle spille til juletræstænding i en nærliggende by. Det var i øvrigt utrolig hyggeligt. Hvor dejligt at det kunne flaske sig på den måde, når det nu skal være. Heldigvis er det sjældent, at vi har den slags brandslukningsting på arbejdet, og så er det dejligt, at privatlivet stadig kan passes, selvom der selvfølgelig blev arbejdet en del timer.

Billede: Så blev kalenderlysene brugt – dette er en af dekorationerne

Christmas decoration

Jazz

Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har hørt live musik, og det syntes jeg, at jeg ville lave om på. Jeg havde hørt om et spillested i nærheden, så jeg kiggede på deres hjemmeside for at se, om der var noget interessant i nærmeste fremtid. Heldet var med mig, og jeg bestilte billetter. Jeg undrede mig godt nok over, at det var om formiddagen, men der stod ikke rigtig noget specielt.

Jeg tog min mor og min moster med, og så dukkede vi op ved spillestedet. Her fandt jeg ud af, at det var børnejazz. Hmmm, straks blev jeg bekymret for, om det var godt. Gudskelov var billetterne ikke særlig dyre, så jeg tænkte, at så har jeg lært det. Men det var faktisk utrolig godt.

Spillestedet havde selvfølgelig gjort noget specielt for børnene, hvor de kunne tumle rundt på gulvet, hvis de ville. Der var også sækkestole til dem, hvis de bare ville slænge sig. Musikken var fantastisk god, og musikerne kom da ned på gulvet og gik rundt blandt børnene. Helt igennem en god time med musikalsk underholdning i topklasse, som jeg varmt kan anbefale.

Mine vinterdæk til bilen var slidt, så jeg havde bestilt nogle nye. Dem har jeg så fået sat på bilen, og jeg havde egentlig ikke troet, at det ville gøre den store forskel, men der tog jeg fejl. De er mere lydløse, og bilen triller simpelthen længere i frigear. Derudover har de selvfølgelig bedre vejgreb og er dermed mere sikre, men jeg er forbløffet over, hvor lydløse de er. Skønt.

Hvad gør man, når man ikke kan få fat f.eks. pizzadej fra Maizena? Jeg har rendt rundt i forretningerne i nærheden, og jeg har sendt min mor i diverse supermarkeder, hvor hun bor. Alt sammen uden held. Så fandt jeg ud af, at jeg kunne bestille det hos nemlig.com, men det krævede, at jeg bestilte for en vis mængde penge. Nåh ja, det kunne jeg jo også. Så jeg endte med at bestille 27 pakker – gad vide, hvad dem, der har pakket dem, har tænkt??? Jeg glæder mig over, at jeg nu kan lave 27 hjemmelavede pizzaer. De første par stykker bliver nok med andekød.

Billede: Nye vinterdæk – og så skal jeg for første gang ikke selv opbevare mine sommerdæk

Winter tires