Månedsarkiv: januar 2017

Et morgenarrangement

Normalt har jeg ikke noget imod at stå tidligt op, men jeg må ærlig indrømme, at da vækkeuret ringede i morges kl 6, så havde jeg allermest lyst til at vende mig rundt og sove videre. Men den gik ikke – så ud af sengen med mig – for jeg skulle sammen med orkesteret spille til åbningen af det lokale supermarkeds nye lokaler.

Supermarkedet havde regnet med, at der kom så mange mennesker, at de skulle lukkes ind i hold, men det var ikke tilfældet. Det var stille og roligt, at der var endda nogle, som blev stående for at høre os spille – og det er fedt. Selv supermarkedets ansatte var ude et par gange lige at lytte, og borgmesteren var der også. Det er nemlig lidt kedeligt, hvis vi bliver hyret til at spille, men der ikke er nogle at spille for. Uddeleren for forretningen var også henne for at rose os, og han var meget glad for, at vi kunne komme og spille.

Nåh, men det var godt at komme hjem til en kop varm kakao, for det var en smule køligt at stå og spille.

Billede: En lille dragefigur

Dragon

Jody Jazz Mundstykke

Jeg har i et halvt års tid tænkt på, om mit saxofon mundstykke stadig er ‘det rigtige’, eller om jeg kan finde et, som passer mig bedre. Specielt når jeg spiller orkester synes jeg, at det er svært at spille svagt på mit Vandoren V16 mundstykke, som jeg købte i Thomann for 2-3 år siden. Og den danske musikforretning Gottfried har indført, at man kan bestille en æske med 5-6 mundstykker, som man kan prøve, men jeg har ikke rigtig fået gjort noget ved det. Hvoedsageligt skyldes det, at Gottfried stort set kun har Vandoren mundstykker, og jeg kunne godt tænke mig at prøve noget andet.

Nu fik jeg jo en rabatkode til Just Flutes, da jeg var i London til The Really Christmassy Flute Day, og da de samtidig har 30 dages fuld returret, så tænkte jeg på, om det var på tide at hoppe ud i det. Jeg tager jo ikke lige saxofonen med til London for at prøve mundstykker, så jeg begyndte at kigge på, hvad Just Flutes havde. Nu har jeg konstateret, at jeg er til den ‘amerikanske’ lyd, efter at have prøvet forskellige klarinetter og fløjter, så jeg hældte lidt til at forsøge mig med et amerikansk mundstykke.

Efter at have kigget rundt og taget en beslutning om, hvad den maksimale pris må være, så blev jeg småforelsket i et mundstykke fra Jody Jazz. Alle deres mundstykker færdiggøres i hånden og testes for at sikre en høj kvalitet. Valget faldt på et HR* Alto 7M.

Jeg har altid fået at vide, at min lyd på saxofonen er blød og rund, så det var til min (og andres) overraskelse, at lyden faktisk godt kan blive endnu blødere. Derudover er det et vidunderligt mundstykke at spille på, og det er meget nemmere for mig at spille svagt – selv i det dybe leje. Så selvom jeg kun har haft mundstykket en uges tid, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg har købt det rigtige.

Afslutningsvis vil jeg lige sige, at det er ikke, fordi mit gamle Vandoren V16 mundstykke er dårligt. Det er stadig et godt mundstykke, men lige nu er Jody Jazz bare et bedre match til mig.

Billede: Mit nye Jody Jazz mundstykke til venstre og det gamle Vandoren V16 til højre.

Mouthpieces

Godt nytår 2017

2016 er brugt, og det er faktisk lidt spændende at kigge tilbage på året, der gik. Det har været et virkelig spændende år. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor sjovt det kunne være at købe et nyt instrument. En ting er, at man kan vælge forskellige mundstykker og blade til en klarinet, men at barrel og bell også er en vigtig del, havde jeg ikke forestillet mig.

Derudover har jeg lært noget om mig selv – at jeg rent faktisk godt kan tage en endagstur til London uden at blive totalt nedlagt af min migræne. Turen til London for at prøvespille klarinetter blev planlagt i en weekend, og ugen efter tog jeg afsted. Så både spontanitet og  nervøsiteten over at skulle klare en endagstur blev øvet, og jeg lærte, at det kan jeg godt.

Og det er kun godt at komme ud af sin komfortzone en gang imellem, for det sikrede endnu en tur til London i december måned. Denne gang for at deltage i en workshop med Gareth McLearnon og Abigail Burrows.

Hvad bringer 2017? Tja, det ved jeg ikke med sikkerhed endnu. Jeg ved, at jeg skal en tur til London i april for at få serviceret min klarinet (gratis 1-års tjek), og jeg har planer om at få nogle saxofon lektioner, så jeg kan blive endnu bedre til at spille. Arbejdsmæssigt bliver det et hektisk år, så jeg tror bare, at jeg læner mig tilbage og ser, hvilke muligheder der dukker op i løbet af året 🙂

Jeg ønsker alle et GODT NYTÅR.

Fireworks