Fibernet

Jeg synes, at det har taget lang tid. Et halvt år skulle der gå, fra der blev sat et rødt kryds på væggen, til at fiberkablet rent faktisk blev ført ind i huset. Selvfølgelig tager det tid at få gravet fiberkabel ned i hele byen, og hele det bagvedliggende teknik skal også være på plads, men når man glæder sig til noget… ja, så er det bare lang tid at vente.

Desværre startede det med skuffelsen af, at firmaet havde problemer i baglandet, så fiberboksen kunne ikke koble op. Nåh, men i løbet af den næste dag var der lys i alle lamperne, og så skulle hastigheden testes. Download hastigheden var i top, men upload hastigheden var nærmest ikke-eksisterende. Ok, så var der ikke andet at gøre end at ringe ind til firmaet. Her støder man så på det første kultur-chok i forhold til YouSee. Her kunne de nemlig ingenting. Følg vejledningen på nettet, bla, bla, bla. De gange jeg har ringet til YouSee har supporten altid haft mulighed for at teste modemmet osv. Men dette firma har altså valgt den billige løsning – at have ‘studenter’ til at tage telefonerne. Det er super for dem, som skal have hjælp til de banale ting, men for sådan en som mig, er det bare træls.

Jeg fulgte vejledningen på nettet, fik taget de forskellige screenshots og sendte det hele i en mail, og så var der ikke andet at gøre end at vente. Men allerede dagen efter virkede det som om, at det var faldet på plads. Jeg havde nu det samme i upload som i download, så jeg måtte til tasterne og skrive, at de godt kunne lukke sagen igen. Hvis nu supporten havde været lidt mere vidende, så kunne de garanteret have fortalt mig, at der stadig var problemer for nye kunder, og at det var årsagen til den langsomme upload.

Jeg er heller ikke tilfreds med fiberboksen. Jeg synes simpelthen, at det er for dårligt, at der kun er 1 internetstik. Sjovt nok skriver de selv på deres hjemmeside, at de anbefaler, at man trækker kabler rundt i huset for at få maksimal hastighed, men med kun 1 tilslutningsmulighed? Så aftenen gik med at finde og bestille en fornuftig 5-ports switch. Den venter jeg på, og så kan jeg ellers bare surfe løs.

I forbindelse med alle koncerterne med wienerorkesteret har jeg taget fri et par dage i løbet af januar. Den ene af dagene blev brugt til at jagte et par fornuftige vinterstøvler. I modsætning til andre år, så kan jeg i år rent faktisk se efter fornuftige og forede vinterstøvler uden hæl på grund af de indlæg, som min fodterapeut lavede til mig i december måned. I første omgang kunne jeg ikke finde nogle, men ekspedienten i forretningen fandt det ‘rigtige’ par på en hylde, hvor jeg aldrig ville have kigget. Så nu er jeg klar til sne og slud.

Winter boots
Vinterstøvler