Månedsarkiv: september 2019

Ugen efter ferien

Det er utroligt, hvor meget mine 2 chefer kan flygte fra deres ansvar. Det er nemlig tid til den årlige diskussion om mine flextimer. Som sædvanlig har jeg for mange timer, og jeg har i mange år haft fri i december måned, men i år har mine chefer i deres klogskab lagt en anden plan.

Jeg skal resten af året holde fri om fredagen, men de vil ikke reducere mine arbejdsopgaver. Hvordan de har tænkt sig, at det skal hænge sammen, det ved jeg simpelthen ikke. Men jeg gør selvfølgelig, hvad jeg får besked på, og ser frem til 4-dages arbejdsuge resten af året.

Jeg har også været ude og spille med wienerorkesteret, og det gik fantastisk godt. Mit solo-nummer var en stor succes, og det meste af kirken sad og nynnede med – fedt. Også harmonika solo numrene var en succes, og jeg nyder at spille sammen med så dygtige musikere.

Animal from Schwerin Zoo

Øve, øve, øve

Jeg er glad for, at det ikke er normalt, at jeg skal øve 3 aftener på en uge – det er sørme anstrengende. Der var ingen dirigent til den aften med big bandet, så vi støvede nogle gamle numre af.

Aftenen med mit ‘gamle’ orkester var uden udfordring. Jeg spillede alle numrene direkte fra bladet uden problemer. Så selvom dirigenten virkede glad for, at jeg kom, så var det en lidt kedelig aften.

Aftenen med wienerorkesteret var meget mere udfordrende. Jeg havde fået et nyt solo nummer, som jeg skulle spille, og det gik utrolig godt.

Som en sidste bemærkning så ringede jeg til håndværkeren i løbet af ugen, og jeg vil få lavet mit gulv i oktober/november. Pyha, jeg har det svært, når jeg ikke kan få et tidspunkt. Hvordan skal man planlægge noget som helst i forhold til arbejde, når man ikke kan få en mere præcis dato for starten af projektet.

Schwerin Schloss
Schwerin Schloss

Fløjtemasterclass med Jane

Tidligere på året fandt jeg en fløjtenist online, som tilbød en række kurser, som jeg købte adgang til for det næste år. Samme lærer annoncerede, at hun ville afholde en masterclass, så den skyndte jeg selvfølgelig at melde mig til.

Desværre gik det ikke helt smertefrit for hende. Billedkvaliteten var elendig, og midt i det hele forsvandt alt lyd. Nåh, men senere sendte hun et link til en optaget masterclass med et godt billede og en god lyd, og nogle gode råd til at forbedre lyden på fløjten.  Tja, man kan ikke altid gardere sig over mod tekniske problemer, og når det er første gang, så ‘skal’ tingene altid drille. Jeg håber for hende, at det går bedre næste gang.

Og så er det nu, at jeg starte på nogle hårde uger med masser af øvning med alle 3 orkestre.

Schwerin Schloss
Schwerin Schloss

Hjemad

I dag er dagen, hvor vi vender snuden hjemad. Der skal handles dagligvarer på vejen hjem, for vi vil stoppe i Bad Schwartau og handle ind i en stor Edeka, som ligger der. Selvom vi handlede ind i Real i går, så bliver der lige købt nogle ekstra ting, så bilen bliver fyldt godt op.

Det har været en dejlig tur, og jeg havde valgt at medbringe min aerophone, så min embouchure ikke blev for slap i løbet af ugen, og selvom jeg kun spillede en smule hver anden dag, så har det været en stor success.

Sticker on window
Efterårspynt
Sticker on window
Efterårspynt

Afslutning i Schwerin

Sidste hele dag i Schwerin og vejret er dårligt med masser af byger. Dagen bliver først brugt på at gå rundt i midtbyen uden at kigge forretninger – men bare nyde bymidten. Desværre gør vejret det svært, så det ender hurtigt med, at vi tager på indkøb.

Normalt køber jeg masser af Evian kildevand med hjem, når jeg er i Tyskland. Det er utrolig billigt i forhold til i Danmark. Og ja, det skyldes også, at jeg er kræsen. Men denne gang har det været svært at finde forretninger, der har Evian vand.

Nåh, men tidligere på ugen fandt jeg Real (Bilka lignende butik), og de havde gudskelov nogle vand. De havde også andre sjove ting. Vi har nærmest kun en slags syltede agurker i Danmark – men i Tyskland har de mange forskellige, så der røg nogle forskellige i indkøbskurven, som bliver spændende at smage, når jeg kommer hjem.

Aftenen sluttede af med skøn mad med brasede kartofler på hotellet.

Inside Schwerin Schloss
Indenfor i Schwerin Schloss

Schwerin Slot

Vejret er fantastisk i dag – 21 grader og solskin. Det er derfor i dag, at prinsesseslottet i byen skal besøges. Først bliver det til en tur rundt i haven, og bagefter en tur i parken. Parken er ikke helt så spændende som først antaget, men det er hyggeligt at gå rundt og nyde vejret.

Slottet skal selvfølgelig ses indenfor, og ved første øjekast ser det ikke videre spændende ud. Men efterhånden som vi kom et par etager ad trappen, så udfoldede der sig et flot interiør med masser at kigge på.

Schwerin Schloss

Indkøb i Schwerin

I dag skal være indkøbsdag. For en gangs skyld er en del af formålet med turen, at jeg skal have nogle nye bukser. Dem jeg render rundt i er ved at være godt slidte, og det er vel ikke så mærkeligt, når de er over 6 år gamle.

Hurtigt finder jeg ud af, at det ikke er nemt at finde et par bukser, der passer mig. Hvis jeg endelig finder et par, hvor mine lår kan være i, så kan jeg samtidig have 3 maver i dem – og det er altså ikke pænt. Hvis bukserne passer i forhold til maven, så kan lårene ikke være i dem. Derudover er der en vis sprogbarriere, da jeg ikke ved hvad mave og lår hedder på tysk. I en af forretningerne har ekspedienterne ikke tid (de havde travlt med kunder), og jeg er ikke den mest tålmodige type, når jeg skal købe tøj. I bund og grund så gider jeg ikke. Min mor var dog ikke sådan at skræmme væk. Hun blev ved, og jeg var ved at blive en smule irriteret på hende. Det endte med, at hun hev fat i en ekspedient i en forretning, og så overgav jeg mig. Det viste sig at være en god beslutning, for ekspedienten var utrolig flink og tålmodig.

Det lykkedes mig at forklare, hvad jeg gerne ville have, og så begyndte hun at finde bukser frem. Da vi havde fundet den rigtige størrelse, ledte vi efter en model, der passede. Efter at have fundet modellen, så bad jeg om alle de farver/stoftyper de havde i den pågældende kombination.

Nogle stoftyper sad bedre på mig end andre, og desværre var der en farve, som de ikke havde i min størrelse. Nåh, men det hele endte med 4 par bukser, hvilket jeg er utrolig glad for, så mon ikke jeg kigger efter nye farver næste gang, jeg er i Tyskland.

Når jeg er ude og spille, så bruger jeg en af mine gamle veste. Den er utrolig flot og elegant – men desværre også for lille til mig, så en ny vest stod også på ønskelisten. Her måtte jeg gå på kompromis. Jeg fandt en dejlig vest fra Gerry Weber, men hvis du spørger mig, så ligner den en almindelig termovest, og ifølge mig er det ikke elegant. Til gengæld er den let og alligevel varm, og det har jeg behov for, for nogle af kirkerne jeg spiller i er meget kolde.

Alt i alt en god dag.

Clothing
Vest til når jeg skal spille

Schwerin Zoo

Vejrudsigten har op til ferien truet med regnvejr, så min mor og jeg har besluttet, at vejret om morgenen ville være afgørende for, hvad vi ville foretage os. VI tager et hurtigt kig på vejrudsigten og konkluderer, at der bliver lovet godt vejr, og dermed går turen til den zoologiske have i Schwerin.

Det kommer ikke længere som nogen overraskelse, men det er stadig dejligt at opdage, at også denne zoologiske have ligger i et skovområde. Det er en skøn dag, og vi nyder ‘skovturen’, samtidig med at vi kigger på dyrene. Også her er der dyr, som vi ikke får set, fordi de har frihed til at fortrække til rolige områder. Det giver os en glæde, selvom vi selvfølgelig hurtig kan blive enige om, at det aldrig er optimalt at holde vilde dyr i fangenskab.

På turen hjem kører vi forbi et lille indkøbscenter, som indeholder en meget stor dagligvareforretning, som hedder Real. Den minder meget om en stor Bilka. Vi slår et smut indenfor for at sondere terrænet, så vi ved, om det skal være et af de steder, vi handler ind, når vi kører hjem. De har mine vand og et meget stort udvalg af tyske varer, så vi aftaler at vende tilbage, inden vi kører hjem.

Inden vi kører tilbage til hotellet, forsøger vi at søge på alternative hoteller. Der er udsolgt på mange overnatningssteder, men jeg finder et i nærheden af indkøbscenteret, så vi kører derhen og kigger. Det er af ‘Hilton’-typen, og prisen er derefter. Vi opgiver at køre efter andre steder og snakker om, hvorvidt vi i stedet har mulighed for at leje et værelse til 4 personer, og så måske få en smule rabat.

Da vi kommer tilbage til hotellet, så henvender en af medarbejderne sig til os og siger, at ejeren gerne vil snakke med os, men han er lige optaget. Vi går en tur rundt i området, og da vi kommer tilbage, venter ejeren på os. Han har hørt, at vi gerne vil blive i flere nætter, og han kan muligvis godt lave plads til os, hvis vi stadig er interesserede. Det siger vi ‘ja tak’ til. Om vi så skal flytte værelse et par gange, så er det helt ok for os.

Oppe på værelset forsøger jeg igen at finde overnatningsmuligheder i nærheden, men det er stort set umuligt, med mindre vi vil give dobbelt så meget for overnatningen. Så vi krydser fingre og går ned til aftensmad. Her får vi overrakt den gode nyhed om, at vi kan blive boende. Hvis vi skal flytte værelse, så vil vi få besked. Så hvis vi ikke hører noget, så skal vi bare blive boende – jubiiii.

Picture from Schwerin Zoo

Kurs mod Schwerin

Turen går igen i denne ferie til Tyskland. Denne gang er det bare mere mod øst end mod syd. Målet er at opleve Schwerin, som skulle være en hyggelig by med et eventyr slot og en dejlige zoologisk have. Hotellet er ikke booket, men jeg har udset mig et i byen Lützow, som ligger tæt på Schwerin. Efter at have talt om det til mine forældre, så spurgte min mor, om hun måtte kommer med, og det kunne jeg ikke sige nej til, vel? 😉

På vej mod Lützow gør vi stop i Bad Schwartau, som befinder sig en smule nord for Lübeck. Jeg har været der før for at handle i den meget store Edeka, der er i byen. Det er muligt at nå til byen på en endagstur, og jeg var derfor interesseret i at se, hvilke indkøbsmuligheder byen bød på.

Efter at have gået lidt rundt gik vi målrettet efter at finde et par sko, som jeg kan spille i. Det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk ret svært at finde et par sorte sko med sort sål i Danmark i øjeblikket, fordi det er på mode med hvid eller grå sål, og det kan jeg ikke bruge, da jeg skal møde op i sorte sko, når jeg skal ud og spille. Det lykkedes mig rimelig hurtigt at finde et par udmærket sko til formålet, så de blev købt.

Dernæst gik jagten ind på pålægschokolade, og så fandt vi ud af, at det ikke er særlig meget brugt i Tyskland. Nutella lignende produkter er der masser af, men pålægschokolade var ikke rigtig til at finde. Vi var på jagt efter en god kvalitet pålægschokolade og gerne i mørk chokolade, uden at den var alt for bitter. Det lykkedes ikke rigtig.

Vi ankommer i fornuftig tid til hotellet i Lützow, og det virker som et dejligt sted, så vi beslutter at spørge, om vi kan bo der alle 5 nætter, som vi forventer at være væk. Desværre har de kun et ledigt værelse til to nætter, så det accepterer vi, og så må vi finde ud af, hvad vi så gør.

Maden på hotellet er lækker, og personalet er utrolig flinke og meget tålmodige, når jeg forsøger at gøre mig forståelig på mit dårlige tysk. Aftenen går med en lille gåtur rundt i byen. Om aftenen vil vi nyde en øl på værelset, og til min overraskelse er det meget veludstyret – der er både øloplukker og skohorn. Jeg er nemlig blevet helt afhængig af skohorn, lige siden jeg fik indlæg i mine sko sidste år.

Vi tilter omkuld i sengen og sover sødt 🙂

Shoehorn and bottle opener

Oprydning

Det er næsten normalt, at når jeg har ferie, så starter jeg et oprydningsprojekt. Denne gang syntes jeg, at computerværelset trængte til en omgang. Specielt var det tid til at få kigget mine kabler og små elektronik dimser igennem.

Jeg har i mange år opbevaret mine kabler i et par store plastikkasser, så hver gang jeg skulle have fat i et kabel et sted nede i kassen, så var der rod i det hele – igen. Derfor gik jeg i gang med at lede efter mindre plastikkasser, så jeg nemt ville kunne få fat i diverse kabler.

Der er nu ryddet op. Dels har jeg smidt en del kabler ud, og dels har jeg puttet resten af kablerne i mindre kasser og mærket dem op, så kablerne er nemme at finde.

Jeg har også kastet mig over at komme igennem min store bunke med noder, der skal skannes ind, registreres og lægges over på min iPad. Det er jeg næsten i bund med, så jeg er helt stolt over den gode start på min ferie.

Boxes