Turen går igen i denne ferie til Tyskland. Denne gang er det bare mere mod øst end mod syd. Målet er at opleve Schwerin, som skulle være en hyggelig by med et eventyr slot og en dejlige zoologisk have. Hotellet er ikke booket, men jeg har udset mig et i byen Lützow, som ligger tæt på Schwerin. Efter at have talt om det til mine forældre, så spurgte min mor, om hun måtte kommer med, og det kunne jeg ikke sige nej til, vel? 😉
På vej mod Lützow gør vi stop i Bad Schwartau, som befinder sig en smule nord for Lübeck. Jeg har været der før for at handle i den meget store Edeka, der er i byen. Det er muligt at nå til byen på en endagstur, og jeg var derfor interesseret i at se, hvilke indkøbsmuligheder byen bød på.
Efter at have gået lidt rundt gik vi målrettet efter at finde et par sko, som jeg kan spille i. Det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk ret svært at finde et par sorte sko med sort sål i Danmark i øjeblikket, fordi det er på mode med hvid eller grå sål, og det kan jeg ikke bruge, da jeg skal møde op i sorte sko, når jeg skal ud og spille. Det lykkedes mig rimelig hurtigt at finde et par udmærket sko til formålet, så de blev købt.
Dernæst gik jagten ind på pålægschokolade, og så fandt vi ud af, at det ikke er særlig meget brugt i Tyskland. Nutella lignende produkter er der masser af, men pålægschokolade var ikke rigtig til at finde. Vi var på jagt efter en god kvalitet pålægschokolade og gerne i mørk chokolade, uden at den var alt for bitter. Det lykkedes ikke rigtig.
Vi ankommer i fornuftig tid til hotellet i Lützow, og det virker som et dejligt sted, så vi beslutter at spørge, om vi kan bo der alle 5 nætter, som vi forventer at være væk. Desværre har de kun et ledigt værelse til to nætter, så det accepterer vi, og så må vi finde ud af, hvad vi så gør.
Maden på hotellet er lækker, og personalet er utrolig flinke og meget tålmodige, når jeg forsøger at gøre mig forståelig på mit dårlige tysk. Aftenen går med en lille gåtur rundt i byen. Om aftenen vil vi nyde en øl på værelset, og til min overraskelse er det meget veludstyret – der er både øloplukker og skohorn. Jeg er nemlig blevet helt afhængig af skohorn, lige siden jeg fik indlæg i mine sko sidste år.
Vi tilter omkuld i sengen og sover sødt 🙂