Indkøb i Schwerin

I dag skal være indkøbsdag. For en gangs skyld er en del af formålet med turen, at jeg skal have nogle nye bukser. Dem jeg render rundt i er ved at være godt slidte, og det er vel ikke så mærkeligt, når de er over 6 år gamle.

Hurtigt finder jeg ud af, at det ikke er nemt at finde et par bukser, der passer mig. Hvis jeg endelig finder et par, hvor mine lår kan være i, så kan jeg samtidig have 3 maver i dem – og det er altså ikke pænt. Hvis bukserne passer i forhold til maven, så kan lårene ikke være i dem. Derudover er der en vis sprogbarriere, da jeg ikke ved hvad mave og lår hedder på tysk. I en af forretningerne har ekspedienterne ikke tid (de havde travlt med kunder), og jeg er ikke den mest tålmodige type, når jeg skal købe tøj. I bund og grund så gider jeg ikke. Min mor var dog ikke sådan at skræmme væk. Hun blev ved, og jeg var ved at blive en smule irriteret på hende. Det endte med, at hun hev fat i en ekspedient i en forretning, og så overgav jeg mig. Det viste sig at være en god beslutning, for ekspedienten var utrolig flink og tålmodig.

Det lykkedes mig at forklare, hvad jeg gerne ville have, og så begyndte hun at finde bukser frem. Da vi havde fundet den rigtige størrelse, ledte vi efter en model, der passede. Efter at have fundet modellen, så bad jeg om alle de farver/stoftyper de havde i den pågældende kombination.

Nogle stoftyper sad bedre på mig end andre, og desværre var der en farve, som de ikke havde i min størrelse. Nåh, men det hele endte med 4 par bukser, hvilket jeg er utrolig glad for, så mon ikke jeg kigger efter nye farver næste gang, jeg er i Tyskland.

Når jeg er ude og spille, så bruger jeg en af mine gamle veste. Den er utrolig flot og elegant – men desværre også for lille til mig, så en ny vest stod også på ønskelisten. Her måtte jeg gå på kompromis. Jeg fandt en dejlig vest fra Gerry Weber, men hvis du spørger mig, så ligner den en almindelig termovest, og ifølge mig er det ikke elegant. Til gengæld er den let og alligevel varm, og det har jeg behov for, for nogle af kirkerne jeg spiller i er meget kolde.

Alt i alt en god dag.

Clothing
Vest til når jeg skal spille