Arbejdsweekend

Aldrig har jeg arbejdet så mange timer ud af 48 timer – i alt 39 timer blev det til, og jeg skal stadig på arbejde mandag også. Forhåbentlig ikke så mange timer, for jeg er fuldstændig og aldeles udmattet og ekstremt træt.

Det var et filserver cluster, der skulle flyttes til nye servere. Samtidig skulle samtlige rettigheder gennemgås, og evt uhensigtsmæssigheder skulle udbedres. Det blev de også, og der blev ryddet op, så der var en vis chance for, at jeg havde overset noget, og nogle brugere ikke ville have adgang til deres data.

Der var ikke en eneste henvendelse, som var relateret til udskiftningen, så weekendens arbejde kan vist roligt kategoriseres som vellykket. Og her mandag ved frokosttid har jeg så taget fri resten af dagen. Jeg kan stort set heller ikke hænge sammen, men jeg må ikke lægge mig til at sove endnu, for så kan jeg ikke sove i nat. Til gengæld glæder jeg mig over, at det er vel overstået.

Og så kan jeg glæde mig til at kaste mig over mit nye projekt i slutningen af ugen, hvor jeg har taget fri et par dage – at lave juledekorationer af kunstige ting. Jeg kunne godt have tænkt mig, at jeg kunne have set og købt tingene i Danmark, men det var ikke muligt. I stedet gik jeg amok på Amazon, for jeg var jo nødt til at købe lidt ekstra i tilfælde af, at det jeg fik hjem ikke var brugbart. Heldigvis er jeg blevet positivt overrasket, så nu glæder jeg mig til at komme i gang.

Artificial decoration things
Ingredienserne til de kunstige juledekorationer