Jeg anede ikke, at den slags eksisterede, men nu er jeg heller ikke elektriker, og jeg kender heller ikke nogle, der er. I forbindelse med opsætning af alle de Hue lamper, jeg har købt, så kom min far med et forslag om, at jeg købte en speciel tang, der kunne afisolere ledning. Han var selvfølgelig en smule ‘egoistisk’, for jeg har også sat lamper op for mine forældre, og de har flere på ønskelisten.
Så min far og jeg gik på jagt efter en afisoleringstang, men det er svært at vide, hvad der er godt, og hvad der er skidt, når man ikke kender området. Vi famlede lidt rundt på internettet, herunder Amazon, og brugte en del tid på også at læse anmeldelser.
Vi valgte at købe en af mærket Knipex, som er automatisk. Det vil sige, at man stopper en ledning i munden af tangen, klemmer sammen og vupti, så er isoleringen forsvundet. Jeg har nu afprøvet den et par gange, og den ser ud til at virke efter hensigten. Nu glæder jeg mig til at afprøve den i forbindelse med opsætning af en lampe.