Valg af ny bil

Jeg står i den situation, hvor jeg skal have nye sommerdæk til min 11 år gamle Opel Astra Stationcar. Men kan det overhovedet betale sig at ofre nye dæk på den? Umiddelbart vil de fleste svare ja, men når man begynder at tænke nærmere over det, så er beslutningen ikke særlig nem.

Min bil kører dejligt, og der er ikke umiddelbart nogle problemer med den. Hvis jeg vælger at købe nye sommerdæk, så bør jeg også beholde bilen 2-4 år mere, for ellers kan det ikke betale sig. Hvis jeg så bare siger, at den skal holde 2 år mere, så skal jeg minimum ofre 2 serviceeftersyn og 1 syn mere på den. Samtidig er den ved at have den alder, hvor batteri, tandrem og udstødningsrør måske skal skiftes, og så begynder det at blive en dyr dame. Derfor har jeg kigget efter en ny bil, men hvad skal jeg vælge?

Første beslutning der skal tages er, hvilket drivmiddel bilen skal køre på. Diesel er udelukket med det samme, for jeg kører simpelthen ikke nok til, at det kan betale sig. Så overvejede jeg kortvarigt en elbil, men det kan jeg ikke se fornuften i, som det ser ud lige nu. Der er simpelthen ikke nok opladningsmuligheder, der hvor jeg færdes. Faktisk er der slet ingen. Altså er jeg tvunget til kun at køre i forhold til, hvor meget batteri kapacitet der er til rådighed, når jeg tager bilen fra carporten. Og selvom 3-400 km kan lyde af meget, så er det ikke nødvendigvis meget, når man om vinteren kan forvente ned til 2/3 kapacitet. Desuden passer det utrolig dårligt, når jeg kører til Tyskland. Jeg kan godt lide at køre og overnatte de steder, som ser hyggelige ud. Og jeg erindrer ikke, at der var opladningsmuligheder ved overnatningsstederne. Så skal jeg planlægge alting hjemmefra, og det er ikke hensigtsmæssigt pga min migræne. Det bliver helt sikkert bedre med tiden, men lige nu er det ikke en god mulighed. Den næste mulighed er en hybrid-bil, der typisk har en rækkevidde på el på ca 50 km – i medvind, ned ad bakke, og om sommeren. Mine ture er typisk længere, og ja, så ved jeg godt, at så starter benzinmotoren. Men her var det, at den ene bilfabrikant gjorde mig opmærksom på, at det faktisk slider en del på benzinmotoren, fordi den skal tage over, når den er kold. Og så tænker jeg, at det stadig er så nyt, at de faktisk ikke ved, hvordan benzinmotoren bliver påvirket efter 5-7 år. Jeg skal regne med, at jeg skal have min bil i op til 10 år, så heller ikke dette er et godt valg til mig. Hvis jeg havde arbejdet 10-15 km fra mit hjem, så havde det været helt genialt, for så kunne jeg have kørt på el det meste af tiden. Altså faldt valget på en benzinmotor.

Næste beslutning handler om biltype – SUV, stationcar, sedan eller? Til at starte med ville jeg gerne have en stationcar, for det er rart med det store bagagerum til mine instrumenter. Men efter at have kigget lidt rundt, så faldt jeg for mini-SUV eller cross-over bilerne. Det er tilsyneladende lidt forskelligt, hvad de kalder dem. Jeg er tilhænger af den lidt højere indstigning uden at man stiger op i bilen.

Den store beslutning kommer som næste step, for nu skal jeg vælge bilmærke og model. Skal jeg vælge Opel, Audi, Mazda, Skoda, VW, Toyota eller? For det første sætter jeg en max pris, som skal være alt inklusiv. Det vil sige inkl salg af gammel bil, ny bil med diverse tilbehør, undervognsbehandling osv. Dernæst udvælger jeg et par krav til min nye bil. En af de ting jeg faldt for, da det kom frem for 5-6 år siden, var matrix LED lygter. I princippet betyder det, at man kan køre med langt lys hele tiden, og så sørger lygterne for at blænde af for relevante LED elementer, når der kommer modkørende, så man ikke blænder andre bilister. Dernæst vil jeg have nogle sikkerhedsting som f.eks. adaptiv fartpilot, automatisk nødbremsning, blinkvinkel sensor, bakkamera, registrering af foran og bagved krydsende trafik. Her begynder de forskellige mærker at falde fra, når prisen skal holdes nede.

Audi bliver meget dyr, da de fleste af sikkerhedstingene samt lygterne er tilvalg. Derfor kiggede jeg på et tidspunkt på, om jeg skulle købe den som varevogn, men det gik jeg væk fra. Efter at Opel er blevet overtaget af franskmændene, så er de blevet dårlige til at sætte sikkerheden i højsædet, så de faldt også fra. Skoda er tilsyneladende en kvindebil – undskyld, hvis nogle føler sig krænkede – men det er virkelig mærkeligt, at når man skal konfigurere en Skoda, så bliver man som det første spurgt om, hvilken farve bilen skal have. Helt ærligt, hvis man skal finde en pris på en bil, så er farven da det sidste, man skal tage stilling til. Motor, manuel/automatgear, sikkerhedsudstyr osv er efter min mening det vigtige. VW har valgt, at man skal op i en middelstor bil, før man overhovedet har mulighed for at vælge matrix LED lygter, så de faldt også fra.

En bil som jeg ikke havde forventet, at jeg ville falde for, var Mazda’en. En af de ting, som jeg synes er ekstra positivt i forhold til Mazda, er, at de faktisk har videreudviklet benzinmotoren. De har sat et mål om, at deres biler fra vugge til død skal udlede 50% mindre CO2 i 2030. De er også realistiske nok til at se, at det ikke kan gøres ved at producere rene elbiler, da der i 2030 vil være ca 85% af bilparken, der stadig har behov for en forbrændingsmotor, som f.eks. i hybrid biler. Altså har de udviklet en motor, som har en bedre forbrænding. Derudover er meget af sikkerhedsudstyret standard, og det hele fås til en overkommelig pris.

Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gå efter en firehjulstrukket model, og om bagagerummet var stort nok. Så det krævede en tur til den lokale Mazda forhandler. Som udgangspunkt var jeg bare interesseret i at se bilen i virkeligheden. Det ville være lidt træls, hvis jeg faldt for bilen ‘online’, men jeg slet ikke kunne lide den, når jeg så den. Det kunne også være, at jeg slet ikke sad godt i bilen, og så ville den også falde fra.

Jeg er i øvrigt ikke den spontane type, og jeg kommer ikke særlig godt ud af det med ‘rigtige’ sælgertyper. Den type sælgere, der vil sige hvad som helst, for at sælge, gennemskuer jeg hurtigt, at jeg kan slet ikke klare nærgående sælgere. Til min overraskelse så var det en stille og rolig sælger, og så var han helt perfekt til mig. Det lykkedes ham forholdsvis nemt at lokke mig ud at køre i bilen. Jeg var ellers ikke meget for det, for bilen var med automatgear, og det har jeg aldrig prøvet før. Men det gik utrolig godt, og jeg forelskede mig straks i bilen.

Jeg nævnte firehjulstrækket over for sælgeren, og han spurgte mig, hvorfor jeg ville vælge det. Tja, jeg havde set på Youtube, at det var med til at øge køreglæden og stabiliteten af bilen. Dertil sagde sælgeren, at det kunne der godt være noget om, men at jeg i sammenligning med min gamle bil, ville få en bil, der lå meget bedre på vejen, og som ville have meget bedre køreegenskaber. Han ville selvfølgelig gerne sælge det, men han syntes, at jeg skulle spare pengene. Og her skal det lige siges, at han ikke havde nogle af modellerne hjemme, så for ham kunne det sådan set være ligegyldigt, om jeg valgte det ene eller det andet.

Efter noget betænkningstid tog jeg igen hen til bilforhandleren. Denne gang havde jeg nogle instrumenter med, så jeg kunne teste bagagerummet. Selvfølgelig er bagagerummet mindre end i min stationcar, men det er faktisk ikke så meget, når det kommer til stykket. Det blev godkendt, og så skrev jeg under på en kontrakt.

Mit valg blev:

Mazda CX-30 Cosmo m. technology pack og med en Skyactiv-X motor med automatgear.

Desværre er der 3 måneders leveringstid, så jeg går spændt og venter. Det bliver en hård tid.

Car