Min far er død. Det er måske ikke det mest opløftende emne at skrive om, men det er en naturlig del af livet. Det har en start og en slutning. Dette indlæg starter ved slutningen.

Jeg havde været fysisk inde på min arbejdsplads både mandag og tirsdag, og egentlig havde jeg sagt til mine forældre, at jeg ikke ville ringe til dem før onsdag. Jeg havde fået til opgave at sælge min mors gamle iPad i en forretning, der sælger brugte varer, og det var meningen, at jeg skulle gøre det mandag, men jeg blev forsinket på arbejdet og forretningen var derfor lukket, da jeg kom forbi.

Tirsdag blev til gengæld kun til en halv arbejdsdag, så jeg smuttede forbi forretningen, og til min store overraskelse fik jeg en god pris for hendes gamle iPad. Det var derfor med stolthed, at jeg ringede til mine forældre for at fortælle den gode nyhed, da jeg kom hjem. Mens vi snakkede, fløj en fugle på mine forældres vinduer, så min mor gik ud for at se til den og holde øje med, at katten ikke kom forbi og snuppede den.

Jeg snakkede med min far, og pludselig skiftede hans stemme til en mørk og lidt utydelig stemme. Jeg spurgte, om han havde det godt, og det sagde han, at han havde. Han begyndte at sige nogle hikkelyde, og da jeg aldrig har hørt ham hikke, spurgte jeg igen, om han havde det godt. Han blev lidt irritereret og sagde igen, at han havde det godt, og at vi jo bare sad og snakkede. Det sidste var svært at forstå, og så blev jeg nervøs for, at der var noget galt.

Jeg forsøgte at fortælle ham, at han lød mærkelig, og at jeg ville ringe til min mor, men det kunne han slet ikke forstå. Det endte med, at jeg lagde røret på og ringede til hende, og så styrtede hun ind i huset for at se til min far. Hun kunne med det samme se, at der var noget galt, da hele den ene side på ham hang, så hun ringede 112.

Utålmodigt sad jeg hjemme hos mig selv og ventede på, at min mor ringede til mig. Jeg havde på fornemmelsen, at det kunne være en blodprop, så jeg begyndte at finde lidt tøj, en tandbørste mm frem, så jeg kunne tage op og overnatte hos min mor, hvis det blev nødvendigt – og det blev det.

Da vi kom op på hospitalet fik vi at vide, at min far havde haft en kraftig hjerneblødning i højre side, og han var lam i hele venstre side. Her skal de sarte lukke ørerne/øjnene. Min far var voldsomt ramt af leddegigt og var kommet til det punkt, hvor der var mange ting, som han ikke kunne selv. Han havde svært ved at gå og pga ømhed alle steder, så var det ikke bare at give ham et gangstiv, en stok eller lignende. Han har altid været selvstændig og havde svært ved at affinde sig med, at han skulle have hjælp til rigtig mange ting. Derfor knuste det min mor og mig fuldstændig, da fremtiden for min far pludselig så ud til at være lammelse i venstre side og plejehjem. Jeg har ved flere lejligheder snakket med min far om, hvordan han ønskede at tilbringe sine dage, hvis han ikke kunne bo hjemme hos min mor, og han har altid ønsket at dø i stedet for at komme på plejehjem, og det samme var tilfældet, hvis han skulle havne i en situation, hvor han skulle have hjælp til alting – f.eks. at komme ud af sengen.

Nu har vi ikke mulighed for aktiv dødshjælp i Danmark, men vi snakkede selvfølgelig med hospitalspersonalet om, at de ikke skulle gøre alt for at redde ham. Og vi pointerede, at det var hans eget ønske. Det mest frustrerende var, når vi snakkede med en sygeplejerske eller læge, som troede at det handlede om os. Det handler om min fars ønsker og ikke os, måtte jeg understrege flere gange.

De næste par dage gik op og ned. Min far var så meget ved bevidsthed, at han godt vidste, hvem han var, hvem vi var, hvor han var, hvilken dato det var osv, så på den måde var der gode tegn. Han blev selvfølgelig hurtig træt, og det var ikke muligt at føre lange samtaler. Korte sætninger som krævede korte svar var ok. Her ville mange nok sige, at han jo selv kunne udtrykke ønske om ikke at ville behandles, men desværre var det sådan, at hjerneblødningen havde ramt det center, der styrer sygdomsindsigt, så han var ude af stand til at overskue situationen og konsekvenserne. Det gjorde det endnu sværere i forhold til de læger, som ikke forstod, hvorfor vi var mest interesseret i, at man far ikke overlevede dette.

Torsdag fik vi at vide, at han klarede sig så godt, at de ville sende ham til et genoptræningscenter om fredagen. Heldigvis, undskyld min ærlige mening, gik det ned ad bakke fredag. Han var blevet mærkbart dårligere, og det var svært at komme i kontakt med ham, så flytningen blev udskudt.

Lørdag skulle min mor have besøgt mig, så hun kunne komme lidt hjemmefra. På vejen ned til mig tager hun forbi hospitalet, og der er den helt gal. De kan slet ikke komme i kontakt med min far. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne og tager afsted. Vi får at vide, at vi ikke skal tage for langt væk, så vi tager hjem til min mor for at få noget aftensmad. Hun bor ca 15 km fra hospitalet, og jeg havde heldigvis været forudseende og pakket noget tøj, så jeg overnattede hos hende.

Egentlig kan jeg næsten ikke kalde det at overnatte, for en times tid efter jeg er faldet i søvn, ringer hospitalet. Hvis vi vil nå at se ham, så er det nu. Det viser sig, at blødningen enten aldrig er stoppet helt, eller også er den startet igen. I hvert fald er det nu så slemt, at de ikke kan gøre noget for at redde ham. Igen, når vi ikke har aktiv dødshjælp i Danmark, så betyder det, at man stopper med at behandle ham. I dette tilfælde så fjernede man den iltmaske, som hjalp ham med at trække vejret, og man giver ham noget beroligende og noget smertestillende. Og så venter man. Og venter. Og venter. Imens ligger manden og gisper efter vejret. Jeg har virkelig svært ved at forstå, at vi bilder os selv ind, at det er humant. Det havde vi aldrig tilladt, hvis det havde været et kæledyr. Så havde man kaldt det dyremishandling.

Det tog ca 3 timer for ham at dø. Nu er jeg både glad (på hans vegne) og ked af det (på mine egne vegne). Han havde fortjent aktiv dødshjælp, så det var gået meget hurtigere. Enten tirsdag da han blev indlagt, eller også natten mellem lørdag og søndag, hvor han døde.

Min far er død.