Det var uvirkeligt, skræmmende, spændende og komisk, da jeg hentede min nye bil. Det var uvirkeligt, fordi det ikke rigtig var gået op for mig, at den flotte, nye bil var min. Et lille svip med dankortet og vupti, så ejer man en flot ny bil. Når det drejer sig om så mange penge, så er det næsten for nemt.

Jeg kan godt lide at få nye ting, men det skal helst være sådan, at jeg har tid til at prøve tingene af alene og i mit eget tempo. Sådan er det ikke, når man henter en bil, som dels har automatgear og dels er spækket med udstyr. Næh nej, det er bare at sætte sig ind i bilen og køre ud blandt alle andre, mens man febrilsk forsøger at finde ud af, hvorfor bilen siger en eller anden mærkværdig lyd. Heldigvis var turen fra bilforhandleren og hjem til mig ikke særlig trafikeret, og det forgik på landevej langt det meste af tiden.

Det var spændende at skulle køre hjem i den nye bil på en strækning, som jeg har kørt mange gange før. Gad vide om det ville blive anderledes end i den gamle bil? Ja, det var en meget mere behagelig køretur. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg skal vænne mig til at køre i bilen, og den adaptive fartpilot skal bruges på en helt anden måde end min gamle, standard fartpilot. Heldigvis er der masser af tid og køretur til at lære det i.

En af de ‘store’ forskelle på min gamle bil og den nye er, at benzinpåfyldningen skal ske på den anden side af bilen. Sælgeren var sød at påpege, at jeg kan se på et lille ikon, hvis jeg bliver i tvivl, men som jeg sagde til ham, så skal det nok gå galt for mig. Og ganske rigtigt, da jeg skal tanke bilen første gang, så sidder jeg møjsommeligt og husker mig selv på, at det skal foregå på den anden side af bilen. Jeg parkerer, står ud af bilen og storgriner – jeg holder forkert! Og det til trods for at jeg tænkte over det. Nåh, men der var ikke andet at gøre end at stige ind i bilen og vende den. Det bliver ikke sidste gang, at jeg gør det 🙂