Jeg har i bogstavligste forstand taget første skridt mod nye vaner. Faktisk har jeg taget adskillige skridt. Efter jeg har læst Atomic Habits, som er skrevet af James Clear, så har jeg fået en større forståelse for, hvordan jeg kan indføre nye vaner og kommer af med uønskede vaner. Jeg skal starte i det små og gøre det simpelt.
Min første nye vane, som jeg vil indføre, er at gå en tur eller på anden måde motionere i 30 min hver dag, når vi skriver 2024. Jeg startede faktisk med at sige, at jeg ville gå 30 min hver dag, men jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke gider gå en tur, hvis det siler ned. Det skal ikke hver en sur pligt. Nu kommer så det svære, for hvordan får jeg opbygget den vane uden at det bliver en sur pligt, så jeg opgiver?
Ifølge James Clear skal jeg starte i det små og starte med 2 min, for det sværeste er ofte at starte. For mig vil det sige, at jeg skal snøre skoene og gå lidt op ad vejen og tilbage igen. Her kommer jeg lidt op at slås med mig selv, for det synes jeg ikke er nok. Er jeg først gået afsted, så skal det også være en gåtur af en vis længde. Tidligere er der så sket det, at jeg ofte gerne vil gå en time, men det synes jeg ikke altid, at jeg har tid til, og så bliver gåturen helt droppet. Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv om, at mine gåture i februar og marts er på max 30 min, og de må godt være kortere. Dermed er gåturen også klaret, når jeg går ned og handler ind, for det tager 25 min.
Jeg har også konstateret, at jeg er for hård ved mig selv, og at min perfektionisme er medvirkende til, at jeg tidligere har opgivet. Det kom til udtryk, da jeg lagde mig med hormonmigræne i 5 dage tidligere på måneden. Jeg blev irriteret og følte, at jeg blev sat tilbage til start. Derudover så jeg det som, at jeg havde fejlet mit mål om at gå hver dag, for jeg kom jo ikke ud og gå en tur. Jeg har derfor indført 2 nye regler. Den første er permanent og betyder, at migrænedage ikke tæller i regnskabet. Den anden regel er midlertidig og betyder, at jeg må springe over 1 dag om ugen, uden at jeg mentalt straffer mig selv, og ser det som et kæmpe nederlag og alt er tabt på gulvet.
Som det fremgår af ovenstående, så lærer jeg noget om mig selv i processen, og det er nu meget rart. Næste måned starter jeg op på 2 nye vaner. Jeg har valgt, at jeg bruger de første 2-3 uger på at finde ud af, hvordan jeg har det med den pågældende vane, før jeg skruer regelsættet sammen. Mine 2 næste vaner er at stå op senest kl 7 om morgenen og spille minimum 15 min om dagen på et instrument. For begge vaner forventer jeg, at de skal gælde 5 dage om ugen til at starte med, men nu må vi se, hvilke erfaringer jeg gør mig de næste par uger.
Jeg glæder mig til at gøre status igen om en måneds tid.