Status på saxofon undervisning 🎷

Jeg har gået og tænkt på, om jeg skal fortsætte min saxofon undervisning. Det tærer alt for meget på mig, at jeg stort set ikke kan slappe af mandag, tirsdag og onsdag. Mandag er forholdsvis hektisk, fordi jeg skal skynde mig hjem fra arbejde, spise og bade, for derefter at panikke rundt i huset for at pakke bilen, så jeg har det hele med til big bandet. Derefter skal jeg skynde mig hjem, spise lidt og så er det på hovedet i seng. I bedste fald får jeg 5 timers søvn, men typisk får jeg max 4 timer, hvilket absolut ikke er nok.

Jeg møder godt træt på arbejde om tirsdagen, som typisk bliver lidt lang, fordi jeg tager tidligt hjem om mandagen. Dvs at jeg typisk er hjemme mellem 18 og 19, og så er den dag også slut. Onsdag er hjemmearbejdsdag, men jeg sover ofte længe, fordi jeg er så træt, så dagen slutter først ved 15-tiden. Så er det tid til den daglige gåtur, hvorefter jeg skal et smut i bad og have en lille bid mad, inden jeg skal afsted til undervisning. Når jeg nu kører lige forbi supermarkedet, så handler jeg ind på vejen hjem, og klokken bliver halv otte, før jeg er hjemme, og endnu en dag er slut. Dermed bliver torsdag nærmest en zombie dag, hvor jeg prøver at hænge sammen, arbejde og slappe af, men jeg har ikke energien til noget som helst andet.

Dertil kommer, at det ikke er billigt at gå til undervisning. En ting er selve kontingentet, men det er heller ikke billigt at køre frem og tilbage. Og så er jeg ved at være træt af den faste rutine i det, hvilket ikke er unormalt for mig. For et par år siden valgte jeg i en periode kun at komme til hveranden øvedag i big bandet for at ikke at køre helt død i det.

Som alternativ har jeg kigget på et online kursus, og jeg har et halvt år til at tænke over det, for jeg vil afslutte det, som jeg har betalt for først. Det kan også være, at jeg bare skal holde et års pause. Jeg er endnu ikke helt sikker på, hvad jeg skal vælge, men det vil tiden vise.

Picture of field, road and forest