Lugning af ukrudt

Jeg må indrømme, at min have er vokset mig over hovedet. Jeg har en nem have, men efter at have forsømt den flere år i træk, så er den nu i stand, hvor jeg ikke kan magte at gøre den pæn igen. Jeg har derfor besluttet at få noget hjælp til at gøre den pæn. I første omgang vil jeg gerne finde en, som kan luge alt ukrudtet væk og evt beskære et par planter. Senere vil jeg gerne have hjælp til at lave et par ændringer, og så vil jeg gerne have noget hjælp i løbet af året til at holde ukrudtet væk.

Jeg startede med at kontakte Go Go Garden, hvor det ikke nødvendigvis er anlægsgartnere. Jeg tænker ikke, at de har den store lyst til at lave denne slags arbejde, og det vil passe mig fint, hvis det bare er en, som har lyst til at hjælpe. Jeg er ultra kritisk, det skal bare være pænt. Jeg bliver henvist til en mand, som ringer tilbage samme dag, som jeg ligger en besked på hans telefonsvarer. Han vil gerne se haven først, og det kan jeg godt forstå. Jeg hører intet fra ham, selvom jeg kan se på mit overvågningskamera, at han var forbi dagen efter. Efter en uge skriver jeg til ham og spørger, om han har været forbi. Det svarer han på, og han skriver også, at han gerne vil hjælpe, men at det nok vil tage 10-12 dage at lave arbejdet. Umiddelbart synes jeg, at det virker som lang tid, men jeg har jo ikke bundet mig til noget, så jeg kan altid smide ham ud efter et par dage. Han siger, at jeg vil høre nærmere.

En måned senere ringer han og siger, at han har været indlagt på hospitalet, og om jeg stadig vil have lavet arbejdet. Det svarer jeg ja til, og spørger ham samtidig, om han kan klare opgaven. Det svarer han ja til. Han vil så komme mandagen efter. Han kommer ikke, og da der er gået en uge, så skriver jeg til ham, at han ikke behøver komme, for jeg finder en anden. Jeg synes simpelthen, at det er for dårligt, at han ikke overholder aftaler, og at han ikke engang gider ringer og sige, at han ikke kommer.

Jeg tænker, at jeg ikke gider prøve Go Go Garden igen, så jeg skriver til en anlægsgartner. Jeg hører intet. En uge efter ringer jeg og lægger en besked, hvor jeg spørger, om de har fået min mail. En ugen efter (altså 2 uger efter min første henvendelse) svarer de så endelig, at de ikke har tid til at lave opgaven nu. Øh, det har jeg heller ikke bedt om, men ok, de er ikke interesseret i opgaven.

Næste offer er også en anlægsgartner, og han svarer mig et par timer efter, at jeg har skrevet til ham. Han vil også gerne se haven, men han siger, at han gerne vil lave det. Hverdagen efter får jeg en besked om, at han ikke kan lave opgaven. Da jeg har været hjemme hele dagen ved jeg, at han ikke har været forbi.

Nu har jeg så kontaktet anlægsgartner nummer 3. Han svarede heller ikke på min mail, men til gengæld svarede han på min opringning. Han vil gerne komme og lave opgaven uden at se haven først (med mindre han skulle komme med et estimat). Efter et par uger modtager jeg en mail, hvor han spørger, om jeg ikke vil have lavet opgaven alligevel, fordi jeg ikke har svaret på hans sms. Men jeg har aldrig modtaget den, og det viser sig, at han har sendt til det forkerte nummer. Nu er jeg så spændt på, om jeg hører fra ham igen. Jeg regner med at kontakte ham i det nye år og spørger, hvornår han forventer at komme.

Jeg krydser fingre for, at han kommer, og hvis han ikke gør, så må jeg lede videre.

My overgrown garden