Månedsarkiv: februar 2024

Ny type blad 🎷

Jeg har brugt kunstblade til at spille på min saxofon i mere end 10 år. Jeg var nede hos Thomann i Tyskland, og jeg var nysgerrig efter, hvad de anbefalede, for de havde mange valgmuligheder. Ekspedienten gav mig kun 1 valg – Legere Signature – og jeg har ikke fortrudt det. Siden er Legere kommet med American Cut, som jeg har spillet på nogle år, og det nyeste skud på stammen er French Cut, og det skal jeg da også prøve.

Jeg har de sidste par dage testet bladene, og jeg er faktisk blevet noget overrasket. Det blad, jeg synes mindst om, er Amerian Cut, og det undrer mig, for jeg prøvede at sammenligne det med Signature sidste år, og der foretrak jeg American Cut. Nå, men jeg har vel lov til at skifte mening. Jeg kan godt lide både Signature og French Cut. Det er svært at beskrive, og jeg er også sikker på, at andre vil høre det på andre måder, men ifølge mine ører så er Signature bladet mere blødt i kanten af lyden, mens French Cut er mere skarpt. Ikke ment på den måde at French Cut ikke har en dejlig blød klang – den har bare lidt mere skarphed. Umiddelbart vil jeg i en periode spille på Signature (igen), men jeg kunne godt forestille mig, at French Cut ville være bedre i big bandet, men det må tiden vise.

Box of French Cut reeds for Clarinet and Alto Sax

Rengøring af bil 🚗

Jeg har fået min bil gjort ren af Steamrex. Jeg har gået og kigget på firmaets hjemmeside i et halvt års tid, for jeg synes, at det er smart, at de kommer hjem til mig. Derudover var jeg ikke helt tilfreds med den sidste rengøring, som Byens Bilpleje foretog.

Manden kommer en halv time tidligere end planlagt, men det gør mig ikke noget. Jeg arbejder alligevel hjemmefra, så om han kommer på det ene eller andet tidspunkt er sådan set lige meget. Han går i gang med at gøre bilen ren, og til min store overraskelse, så tager det ham 1,5 time. Til gengæld står bilen også bare super flot. Den står meget flottere, end da den havde været ved Byens Bilpleje. Også det indvendige er gjort rent, og jeg kan ikke klage over noget som helst – ikke engang prisen.

Det er ikke sidste gang, jeg får Steamrex til at komme forbi. Nu glæder jeg mig til at komme ud og køre i den, så jeg kan se, om også forruden er gjort helt ren – den har nemlig ikke været pæn de sidste to gange Byens Bilpleje har haft fat i den.

Clean car

Ny type genopladelige batterier 🔋

Jeg har nogle LED bloklys stående i vinduerne om vinteren, og jeg har tidligere forsøgt mig med genopladelige batterier, men det var et flop. For det første lyste de ikke særlig kraftigt fra starten, og så holdt batterierne ikke ret længe. Derfor bruger jeg normale batterier, men de holder ikke mere end 2 uger, før skal de skiftes. Det bliver til en del batterier i løbet af vinteren, og jeg vil gerne være mere miljøvenlig.

I efteråret fik jeg en reklame for en ny genopladelig batteritype, som dels var på 1,5 V, og derudover krævede de ikke separat lader. Jeg købte en pakke for at prøve dem, og det var en success. Jeg kunne ikke se forskel på de genopladelige batterier og almindelige batterier til at starte med. Eneste forskel er, at disse batterier kun holder 1 uge, men når de er genopladelige, så er det ok. Og det tager ikke mere end et par timer at lade dem op.

Ulempen ved de nye genopladelige batterier er, at de er dyre – ca dobbelt op i forhold til 1,2 V genopladelige batterier. Men jeg har nu købt dem alligevel til mine bloklys. Det glæder mig, at jeg ikke skal købe et hav af almindelige batterier næste vinter.

The new battery type
Den nye type genopladelig batterier med ladekabel

God start på året 👍

Jeg er glad for starten på året. Jeg synes, at det er gået godt med at få lavet noget mere, end jeg har gjort de sidste år. Når jeg kigger tilbage på januar måned, så er jeg tilfreds.

Jeg har også brugt januar måned på at gøre status på mine mål og vaner, og jeg har fundet ud af, at jeg skal gøre tingene anderledes i år, end jeg gjorde sidste år. For det første skal jeg skrue ned for forventningerne i forhold til vaner. Målet angående vanerne er, at jeg skulle kunne fuldføre dem – også selvom jeg har det dårligt, eller jeg har en dag, hvor jeg bare ikke gider. Så jeg er spændt på, hvordan det går i februar måned.

Jeg er også godt i gang med at gøre hovedrent i huset. Det trænger flere steder. Tidligere gjorde jeg hovedrent i løbet af året, så hele huset fik en tur. Det skal jeg i gang med igen. Men jeg overvejer også, om jeg skal skrue ned på det i fremtiden. Hvert andet år er måske bedre.

Jeg gjorde også status i forhold til min drøm om at lave en hjemmeside om play-along noder. Jeg har indset, at jeg har alt for mange igangværende projekter, så jeg har besluttet, at jeg skal afslutte to af dem, før jeg går i gang med min hjemmeside, og de skal være færdige inden 1. juli. For det første skal jeg have styr på alle blog posts på denne hjemmeside, så jeg ikke har flere hængepartier. For det andet skal jeg være færdig med omorganiseringen af mine noder. Når det er klaret, så har jeg luft til en ny hjemmeside. Det betyder højst sandsynligt, at jeg skruer ned på frekvensen af blog posts til denne hjemmeside, men det er også ok.

Til gengæld mangler jeg min musik. Det hænger virkelig med at komme i gang med at spille regelmæssigt igen. Målet er også at lære nogle melodier udenad, og det er jeg slet ikke startet på. Og så var der pludselig et projekt mere 🙂 Så, jeg starter med at få planlagt at skrive de manglende blog posts, inden jeg kaster mig over musikken.

Before I cleaned the shower
Gulvet i brusekabinen inden rengøring
After I cleaned the shower
Gulvet i brusekabinen efter rengøring