Jeg har brugt kunstblade til at spille på min saxofon i mere end 10 år. Jeg var nede hos Thomann i Tyskland, og jeg var nysgerrig efter, hvad de anbefalede, for de havde mange valgmuligheder. Ekspedienten gav mig kun 1 valg – Legere Signature – og jeg har ikke fortrudt det. Siden er Legere kommet med American Cut, som jeg har spillet på nogle år, og det nyeste skud på stammen er French Cut, og det skal jeg da også prøve.
Jeg har de sidste par dage testet bladene, og jeg er faktisk blevet noget overrasket. Det blad, jeg synes mindst om, er Amerian Cut, og det undrer mig, for jeg prøvede at sammenligne det med Signature sidste år, og der foretrak jeg American Cut. Nå, men jeg har vel lov til at skifte mening. Jeg kan godt lide både Signature og French Cut. Det er svært at beskrive, og jeg er også sikker på, at andre vil høre det på andre måder, men ifølge mine ører så er Signature bladet mere blødt i kanten af lyden, mens French Cut er mere skarpt. Ikke ment på den måde at French Cut ikke har en dejlig blød klang – den har bare lidt mere skarphed. Umiddelbart vil jeg i en periode spille på Signature (igen), men jeg kunne godt forestille mig, at French Cut ville være bedre i big bandet, men det må tiden vise.