Endelig lykkedes det – jeg er blevet bilejer. Og det skete tidligere end forventet. Jeg har i flere måneder prædiket, at det tidligst skulle være til efteråret. Men omstændighederne gjorde, at den ‘rigtige’ bil til den ‘rigtige’ pris pludselig var der. Okay, mystik til side… jeg har købt mine forældres gamle bil. Dvs den er ikke mere end 2 år, så den er ikke så gammel endda. Den har nu holdt de sidste par dage i min carport, men der går nok noget tid, før det for alvor går op for mig, at det er min (de manglende penge på bankkontoen burde også give mig et hint).

Pludselig er der også en masse ting, jeg skal tage stilling til. For det første skal der vælges forsikringsselskab, så man kan få bilen omregistreret. Dernæst skulle der træk på bilen – hvilken type skal det være? Skal bilen til service i Danmark eller måske i Tyskland? Skal lakforseglingen vedligeholdes? Og hvad med undervognsbehandlingen? Som om der til daglig ikke er nok beslutninger, der skal tages (hvad skal jeg have at spise 😉

Jeg er glad for, at der fulgte vinterdæk med, så er der da en ting mindre, der skal tages stilling til om et halvt års tid. Advarselstrekanten fik jeg også med, og fra en tur til Frankrig for nogle år siden havde jeg også refleksveste liggende, så de har fundet vej til bilen.

Nu skal der pludselig tænkes i andre baner, og det skal jeg altså vænne mig til. En tur i nærmeste storcenter skal ikke planlægges på samme måde, for der er en meget fleksibel køreplan til den bil… når man er klar, så kører den. Ikke noget med at stå og vente, mens armene bliver længere og længere pga indholdet i indkøbsposerne. Påklædningen skal heller ikke gennemtænkes i samme grad, for man risikerer ikke at skulle vente en halv time på næste bus/tog. Det er dejligt. Og så kan man pludselig have mere med hjem. Man er ikke længere begrænset af, hvad man kan slæbe i ca. 20 min (man skal nemlig huske, at der kan være langt hjem fra stationen med oppakning).

Heldigvis har jeg ikke haft bilen så længe, så de store regninger (specielt forsikringen) er ikke begyndt at dumpe ind af postkassen endnu, så den ‘glæde’ venter stadig. Og jeg har endnu ikke brugt den første tankfuld benzin heller, så det chok har jeg heller ikke fået. Men det kommer, og jeg betaler med glæde for friheden. For nu kan jeg glæde mig over, at det ikke er noget problem at besøge venner og bekendte. Sidste bus eller tog er ikke længere en begrænsning – det bliver skønt.