Forfatterarkiv: Panther

Sax undervisning igen 🎷

Jeg har gået rundt om mig selv de sidste par måneder, for jeg har ikke kunnet finde ud af, hvornår jeg skulle tilmelde mig saxofon undervisning igen. Dels har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke selv er kommet videre med improvisation, og dels er jeg usikker på, om jeg har tiden til det.

Men, nu har jeg tilmeldt mig. Jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg ikke tilmeldte mig, så ville jeg aldrig gøre det. Jeg vil aldrig blive klar, for så lang tid at jeg ikke har nogle at stå til ansvar over for, så får jeg ikke øvet på tingene.

Samme dag som jeg tilmeldte mig, fik jeg en besked fra Dean (samme lærer som sidste år), hvor han bød mig velkommen tilbage og spurgte, hvad jeg gerne ville arbejde med. Pyha, nu bliver det alvor. Jeg glæder mig, men jeg er også lidt nervøs for, om jeg magter det.

My terrace after the gardener has done the work
Min fine terrasse uden ukrudt

Indkøbstur til Tyskland 🛒

Jeg har været på indkøbstur til Tyskland. Langt de fleste tror, at jeg ‘bare’ tager ned til grænsebutikkerne og køber ind, men jeg kører i tyske supermarkeder i stedet. Jeg er nemlig interesseret i det store udvalg af varer, som man har i Tyskland. Flere af varerne er også af en væsentlig bedre kvalitet, for tyskerne finder sig ikke elendig kvalitet, som vi gør i Danmark.

Billedet viser ⅔ af hylden med survarer i et større supermarked. Det gør det en gang imellem svært at vide, hvad man skal vælge 🙂

Part of a shelve with groceries in a German store

Ny dirigent i big bandet 🎺

Vi har fået en ny dirigent i big bandet. Det er stadig uklart, om det er permanent, eller om det kun er til sommeren 2025, men lige nu nyder jeg, at jeg lærer noget om mandagen.

Den nye dirigent er rigtig god, og han er i gang med at lære os at spille swing. Ja, det lyder tosset, men det fleste i bandet ved faktisk ikke, hvordan det skal gøres. Og det er lidt tåbeligt, eftersom vi stort set ikke spiller andet, og flere af dem har gjort det i mere end 10 år!

Nåh, men det bliver bedre, og det er fedt at blive udfordret. Han har også et meget bedre overblik end vores gamle dirigent. Han kan høre, når der er nogle, som ikke spiller det, der står, og så får han rettet op på det. Så lyder alting meget bedre. Ikke alle er lige begejstrede, men jeg synes, at det er skønt. Vi bliver ikke bedre, hvis ikke vi bliver rettet, når vi gør noget forkert.

Jeg er virkelig spændt på, hvordan vi spiller efter et halvt års tid med denne dirigent.

Part of the pathway before the weed was removed
Før gartneren har været her
Part of a pathway without weed
Efter gartneren har været her

Anlægsgartner 🍃

Det har været svært at få hjælp til at fjerne ukrudt fra min have. Det er tilsyneladende ikke noget, som de fleste anlægsgartnere gider, men nu har jeg endelig faldet over en, som gerne vil.

Det har selvfølgelig taget nogle dage, men det har pyntet gevaldigt på haven og fliserne. Jeg kan slet ikke udtrykke min tilfredshed, for arbejdet er bare så flot. Jeg havde ikke troet, at resultatet ville blive så godt. Anlægsgartneren har lavet alt det (og lidt til), som jeg gerne ville have. Hun har også beskåret nogle af mine busker, og det er bare så flot.

Heldigvis er vedkommende også interesseret i at passe min have fremover, så vi har lavet en aftale, hvor hun kommer med jævne mellemrum og holder ukrudtet nede.

Nu er det en fornøjelse at kigge ud i min have.

Part of the pathway before the weed was removed
Før gartneren var her
Part of the pathway without weed
Efter gartneren var her

Ny varmestyring ♨️

Jeg har fået ny varmestyring til min gulvvarme. Det tidligere system fra Uponor var ikke særlig optimalt. Det har sikkert været super for 15 år siden, men tiden er løbet fra det. Derudover har jeg skiftet kontrolboksen til det en gang, og min nabo har skiftet deres 2 gange. Så der er ingen tvivl om, at det nok ikke varede længe, før min kontrolboks skulle skiftes igen. Jeg havde derfor besluttet, at jeg ville skifte hele systemet inden for de næste par år.

VVS manden som var hos mig for nogle uger siden gav mig et tilbud på et nyt system, og så kunne jeg lige så godt takke ja. Det er nu installeret, og jeg er tilfreds med det. Som det kan ses, så kunne man ikke se temperaturen på Uponor termostaterne, så man skulle prøve sig frem for at få den ønskede temperatur i rummet. Dernæst havde jeg det problem, at jeg aldrig vidste, hvilken vej jeg skulle skrue, så det endte altid med, at jeg fandt manualen frem.

Heldigvis er det ikke noget problem med de nye termostater (nederste billede). Jeg kan både se rumtemperaturen, og jeg kan også se, hvilken temperatur de er sat til at tænde ved. Det hele styres ‘selvfølgelig’ via en app på min telefon, men jeg kan også styre det på den enkelte termostat, hvilket er nemt. Jeg er meget glad for det nye system.

Old room thermostats
Gammel termostat
New room thermostats
Ny termostat

Pynt i alrummet 🌸

Jeg har længe overvejet, hvordan jeg skal pynte lidt op på den store væg, jeg har i mit alrum. Tidligere har jeg haft et billede hængene, men det så nærmest tosset ud, fordi billedet ikke var stort nok.

Sidste år valgte jeg at komme en julemand i en kane, som jeg kunne klistre på væggen. Jeg var lidt i tvivl om, hvor nem den var at tage ned, men det var slet ikke noget problem. Jeg blev derfor modig, da jeg så et flot kirsebær træ, der kunne klistres på væggen. Efter lidt arbejde, så er det nu sat op, og jeg er godt tilfreds. Nu mangler jeg bare nogle andre farver. Jeg kunne godt tænke mig lidt grønt, men jeg har også set, at man kan få nogle blå rænker – det kunne være flot.

Billedet er ikke særlig godt, da det er svært pga genskær. Væggen er lysegul, så det er en flot kontrast.

Cherry tree wall sticker

Spil med bariton og tuba 🎺

Jeg er begyndt at lufte min saxofon noget mere. For ikke lang tid siden spillede jeg sammen med en ny tenor sax, og selvom det ikke blev til mere, så har jeg sagt ja til at spille sammen med et bariton horn og en tuba. Det var fantastisk.

Ham, der spiller bariton horn, han spiller trombone i det big band, jeg spiller med i. Vi snakkede efter en af vores øveaftener om, at vi gerne vil lidt mere og glæder os til en professionel dirigent. Det gjorde, at han ringede til mig dagen efter og spurgte, om jeg havde lyst til at spille sammen med ham og en tuba spiller, som han kender. Jeg syntes, at det lød spændende og sagde straks ja.

Det var nogle fantastiske timer, for de er begge nørder i forhold til at spille, som jeg er. De var så fascinerede over de noder, jeg havde med, og det var bare nogle fantastisk hyggelige fyre at være sammen med. Det var meget opløftende, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad det fører til.

Room being cleaned
Jeg er stadig i gang med hovedrengøring – denne gang er det et af værelserne.

Uduelig til armaturer 🚰

I mit tidligere hus kunne jeg skille armaturerne ad og skifte pakninger, når de begyndte at dryppe. Det var rart at kunne klare den slags småting selv. Desværre er det ikke tilfældet i mit nuværende hus.

Termostaten i mit brusearmatur har ikke virket helt efter hensigten siden sommeren sidste år, så jeg købte et nyt, men jeg har ikke fået det skiftet, men nu skulle det være. Brusearmaturet er nemlig begyndt at dryppe, og så skal det altså skiftes. Jeg tænkte, at det måtte være nemt, men jeg kunne ikke tage det gamle brusearmatur ned, og jeg var bange for at ødelægge noget, så jeg ringede efter en VVS’er. Ved samme lejlighed bad jeg ham om at tjekke og evt skifte defekte stopventiler under vaskene og toiletterne.

Mit første bad med det nye brusearmatur gik fint, men da jeg et par timer senere var på toilettet kunne jeg høre noget, der dryppede – brusearmaturet. Det dryppede ud af bruseren – øv. Nåh, men jeg havde stadig det gamle, så jeg tænkte, jeg ville skille det ad og finde ud af, hvilken pakning der skulle skiftes. Hvor svært kunne det være? Det blev weekend, og jeg forsøgte at skille brusearmaturet ad, men det kunne jeg ikke. Jeg forsøgte også at skille det gamle ad, men det kunne jeg heller ikke.

Derefter kastede jeg mig over at skifte indmaden i armaturet ved vasken i badeværelset. Det var nemlig utæt, når det stod på koldt vand. Også her måtte jeg opgive, da jeg ikke kunne skille armaturet ad. Og nu var det for alvor utæt, så jeg måtte lade stopventilerne til armaturet være lukkede. Jeg ringede til VVS’eren igen, og de sendte en, som skulle hjælpe, men han kunne heller ikke skille armaturet ad, så jeg tog en hurtig beslutning og bestilte nye armaturer.

Jeg valgte at bestille et lidt mere avanceret køkkenarmatur i forhold til, hvad jeg havde. Jeg har nemlig fået et med udtrækstud, og samtidig er der to typer stråler. Jeg glæder mig til at bruge det i dagligdagen.

Nu virker alting, og der er ikke noget der drypper eller er utæt. Det var dejligt, men det tog også 4 uger at komme dertil.

My new kitchen tip with pull-out

Nye tips til mine AirPod Pro 👂

Jeg er stadig utrolig glad for mine AirPods, men jeg kan ikke helt få de originale tips til at passe, så de har det med at komme til at sidde løst og nogle gange falde ud. Jeg er derfor gået på jagt efter et alternativ, og jeg har fundet et par stykker.

For det første så kan man købe skumgummi tips, og for det andet kan man købe en form for ‘vinger’, så AirPods’ne sidder bedre i ørerne. Jeg startede med at købe nogle skumgummi tips, men de fungerede kun godt i det ene øre. Nu er spørgsmålet så, om en anden størrelse er nok, eller om jeg skal købe de ‘vinger’. Jeg valgte at købe begge dele.

Indtil videre så fungerer det fantastisk med to forskellige størrelser skumgummi tips. Jeg skal lige klemme dem lidt sammen og sætte dem i ørerne, og så sidder de der. Og de sidder også godt efter en lang gåtur, så det kan vist ikke blive bedre 😃

Foam tips for AirPods Pro

Spil med klarinet og tenor sax 🎷

Jeg skal spille med en klarinet og en tenor sax. Normalt spiller jeg sammen med hende, som spiller klarinet, en gang om måneden. Hun spiller også tenor sax, så vi blander lidt rundt mellem klarinetter og saxofoner. Det har jeg været rigtig glad for. Hun spiller så sammen med en mand, som spiller tenor sax, og vi skal nu prøve alle at spille sammen. Jeg har fundet nogle big band numre med play-along, og så må vi se, om det går godt.

Manden var vidst ikke helt tilfreds. Han er mere til at spille melodi hele tiden, og gider ikke rigtig bruge tid på sammensdelen i big band numre. Det har jeg fuld respekt for. Men han kunne godt bruge at spille lidt mere til play-along, for han er ikke særlig god til pauserne – han kommer konsekvent for tidligt, fordi han ikke gider vente. Og det vil også kunne høres, når han spiller melodi.

Helt generelt var det nogle hyggelige timer, så jeg havde ikke noget imod at gøre det igen, men manden synes, at han spiller nok i forvejen. I stedet aftalte kvinden og jeg, at vi skal spille sammen lidt oftere.

Picture of a landscape I saw on a walk