Jeg har i bogstavligste forstand taget første skridt mod nye vaner. Faktisk har jeg taget adskillige skridt. Efter jeg har læst Atomic Habits, som er skrevet af James Clear, så har jeg fået en større forståelse for, hvordan jeg kan indføre nye vaner og kommer af med uønskede vaner. Jeg skal starte i det små og gøre det simpelt.

Min første nye vane, som jeg vil indføre, er at gå en tur eller på anden måde motionere i 30 min hver dag, når vi skriver 2024. Jeg startede faktisk med at sige, at jeg ville gå 30 min hver dag, men jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke gider gå en tur, hvis det siler ned. Det skal ikke hver en sur pligt. Nu kommer så det svære, for hvordan får jeg opbygget den vane uden at det bliver en sur pligt, så jeg opgiver?

Ifølge James Clear skal jeg starte i det små og starte med 2 min, for det sværeste er ofte at starte. For mig vil det sige, at jeg skal snøre skoene og gå lidt op ad vejen og tilbage igen. Her kommer jeg lidt op at slås med mig selv, for det synes jeg ikke er nok. Er jeg først gået afsted, så skal det også være en gåtur af en vis længde. Tidligere er der så sket det, at jeg ofte gerne vil gå en time, men det synes jeg ikke altid, at jeg har tid til, og så bliver gåturen helt droppet. Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv om, at mine gåture i februar og marts er på max 30 min, og de må godt være kortere. Dermed er gåturen også klaret, når jeg går ned og handler ind, for det tager 25 min.

Jeg har også konstateret, at jeg er for hård ved mig selv, og at min perfektionisme er medvirkende til, at jeg tidligere har opgivet. Det kom til udtryk, da jeg lagde mig med hormonmigræne i 5 dage tidligere på måneden. Jeg blev irriteret og følte, at jeg blev sat tilbage til start. Derudover så jeg det som, at jeg havde fejlet mit mål om at gå hver dag, for jeg kom jo ikke ud og gå en tur. Jeg har derfor indført 2 nye regler. Den første er permanent og betyder, at migrænedage ikke tæller i regnskabet. Den anden regel er midlertidig og betyder, at jeg må springe over 1 dag om ugen, uden at jeg mentalt straffer mig selv, og ser det som et kæmpe nederlag og alt er tabt på gulvet.

Som det fremgår af ovenstående, så lærer jeg noget om mig selv i processen, og det er nu meget rart. Næste måned starter jeg op på 2 nye vaner. Jeg har valgt, at jeg bruger de første 2-3 uger på at finde ud af, hvordan jeg har det med den pågældende vane, før jeg skruer regelsættet sammen. Mine 2 næste vaner er at stå op senest kl 7 om morgenen og spille minimum 15 min om dagen på et instrument. For begge vaner forventer jeg, at de skal gælde 5 dage om ugen til at starte med, men nu må vi se, hvilke erfaringer jeg gør mig de næste par uger.

Jeg glæder mig til at gøre status igen om en måneds tid.

Det bliver et sjovt år. Det bliver et mærkeligt år. Det bliver et år, hvor jeg prøver nogle ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg ville gøre. Og nej, det handler ikke om at gøre ekstreme ting. Jeg skal ikke springe faldskærm eller bungy-jumpe. Til gengæld skal jeg udfordre mig selv på nogle punkter.

Jeg er begyndt at læse non-fiction bøger. Det startede sidste år, hvor jeg fik fat i bogen ‘Building a Second Brain’, som kom sig af, at jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle gemme den digitale information, som jeg faldt over. Jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle holde styr på og prioritere alle mine småopgaver – både privat og på arbejdet. Det sidste fik min nysgerrighed på produktivitet til at dukke frem. Der er så mange ting, som jeg synes er spændende, men jeg har valgt at stoppe op og prioritere mit helbred. Til det formål skal jeg have indført nogle nye vaner, som kan erstatte nogle af de uønskede vaner, som har sneget sig ind med årene. Til det formål er jeg startet med at læse ‘Atomic Habits’, selvom jeg ikke er til selvhjælpsbøger. Normalt synes jeg ikke, at de kan bruges til meget, da de har det med at være overfladiske og påstå, at alting er lige til, hvis bare man følger den opskrift, som de foreslår. Jeg er spændt på, hvad jeg synes om bogen, når jeg er færdig.

Jeg har også overvejet, om jeg får de vitaminer og mineraler, jeg skal have, men jeg er altså ikke typen, der gider kaste sig over multivitaminpiller. Der findes et hav i forretningerne, og det er en jungle at finde ud af. Så nu er jeg gået min helt egen vej, og har valgt at prøve Heights, som skulle indeholde stoffer, som er specielt gode for hjernen. Jeg er ekstremt skeptisk, og jeg er også godt klar over, at tingene ikke bliver bedre i løbet af 1 nat. Desuden ved jeg også, at når tingene langsomt bliver bedre, så bliver man ikke nødvendigvis opmærksom på det, før man holder op, og tingene bliver dårlige igen. Nåh, men jeg har købt pillerne, og så må jeg se, om jeg kan mærke en forskel om 3-6 måneder.

Se, det er hele 2 nye ting, som jeg har givet mig i kast med i år. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvilken retning de skubber mig i.

Der var engang, da de billeder man tog blev sat i et fotoalbum, som man med jævne mellemrum tog frem og bladrede igennem. Det bragte minder frem og var en god måde at huske de mange gode ting, der var sket i tidligere år. Efter jeg købte mit første digital kamera, så bliver billederne lagret på en harddisk, som jeg ikke ser på, at det er synd. Tilbage i 2005 var jeg så heldig at rejse en del, og de billeder har jeg skrevet ud i miniature, men jeg ser aldrig på dem. De er for små, og der er alt for mange af dem.

I år blev jeg inspireret af mit Building a Second Brain kursus, så jeg gik i gang med at lave en fotobog over 2022. Resultatet ville blive en bog, som jeg fik tilsendt. Jeg sidder nu med bogen i hånden, og jeg er ikke sikker på, at jeg er tilfreds med den. Det er ikke, fordi jeg er utilfreds med kvaliteten, men jeg synes, at der mangler noget. Jeg kunne godt tænke mig, at der var noget mere tekst. Det var egentlig lidt med vilje, for jeg ville gerne holde prisen nede, og jeg ville også gerne være færdig, så jeg kunne se et eksempel.

Nu overvejer jeg, om jeg skal give den trykte fotobog en chance mere. Det generer mig lidt, at fremmede har adgang til at se billeder og tekst, for noget af det er meget privat for mig. Fotobogen vil være for min skyld, når jeg bliver ældre, og jeg ikke har nogle at mindes fortiden med. Af den grund vil jeg gerne have, at der er nogle kommentarer, som jeg kan støtte mig op af.

Fotobogen er ikke billig, men det vil det heller ikke være, hvis jeg selv skal printe den. Fordelen ved at printe den selv er, at jeg selv kan redigere billederne, og jeg kan skrive lige præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg kan også lave en side om, hvis jeg fortryder layoutet, når jeg printer den. Mit største problem med at lave fotobogen selv er, at jeg skal finde en template eller en anden nem måde at lave den på, så jeg kun skal koncentrere mig om at vælge billeder og skrive tekst. Jeg glæder mig til at give det et forsøg.