Tag-arkiv: Bracelet

Armbånd

Først vil jeg gerne sige, at jeg ikke er typen, der går med smykker til daglig. Selvom jeg har et kontornusser-arbejde, så er det nu meget rart, at man ikke skal stå og være påpasselig, hvis man ved et ‘uheld’ får stukket fingrene i en server eller skal ligge og fiske efter kabler under gulvet. På den anden side har jeg længe godt kunnet tænke mig at finde et smykke, som passer med mit online-navn, hvilket ikke har været nemt. Den anden ting, jeg har kigget langt efter, er et læderarmbånd.

For et par måneder siden fik jeg en reklame for Red Orangutangen, som i samarbejde med WWF og en kunstner solgte et armbånd, hvor pengene gik til orangutangerne på Borneo. Det købte jeg. Det var med sorte snore og 2 sølv dimser, der hang sammen (de skulle ligne en menneskehånd og en orangutanghånd, der gav hånd – se billedet nedenfor). Det var nu meget pænt, men ‘lukkemekanismen’ var dårlig udtænkt. Så der gik ikke lang tid, før jeg opgav at gå med det, da jeg var bange for at tabe det hele tiden.

Op til jul fik jeg en reklame for et storcenter ind ad døren, og der så jeg pludselig et læderarmbånd med en panter. Wow, jeg var solgt. 2 ønsker opfyldt på en gang, men selvfølgelig skulle det ses, før jeg ville købe det. Jeg smuttede i forretningen og så smykket an. Det viste sig, at firmaet (Rebeligion True Silver) laver en hel serie, og at valgmulighederne er mange. Armbåndet findes i 2 tykkelser, i enkelt eller dobbelt og desuden i et hav af farver. Dertil er der forskellige låse at vælge imellem og masser af forskellige ‘dimser’ der kan sættes på armbåndet.

Jeg startede med at prøve armbåndet og blev hurtig enig med mig selv om, at det skulle være sort, tykt og enkelt. Den rigtige længde havde de desværre ikke hjemme, men det blev bestilt. Låsen var også nem – mørk sølv med kugler for enden. Til sidst skulle jeg vælge ‘dims’. Selvfølgelig skulle det være en panter. Forretningen havde ikke den, som var i brochuren, men til gengæld havde de 2 andre. Efter lidt overvejelse valgte jeg den, som jeg syntes var pænest (se billedet nedenfor). Sættet blev samlet en smule dyrere end det i brochuren – men hvad søren, jeg køber ikke smykker hver dag 😉

Efter et par uger med armbåndet er jeg stadig meget tilfreds med det, men det har allerede fået sin første arbejdsskade. Men sådan er det med mig og smykker/ure, de skal kunne holde til det, ellers kan jeg lige så godt lade være med at købe/gå med dem. 

BOS bracelet
Armbånd fra Red Orangutangen
Rebeligion bracelet
Armbånd fra Rebeligion