Jeg havde lige deltaget i et møde på et par timer, og jeg stod og snakkede med en kollega, mens vi begge ventede på, at chefen kom retur. Da min kollega så lige skulle åbne et vindue, kom jeg til at tjekke min private mail – det skulle jeg aldrig have gjort!

I min indbakke lå der en mail fra London om, at de havde modtaget min klarinet. Pludselig blev mit fokus flyttet fra arbejde til klarinet. Det var alt for tidligt – faktisk et par uger for tidligt. Det var også blevet svært at snakke arbejde med min kollega, for hvornår skulle jeg vælge at få klarinetten leveret. Enten skulle jeg selv være hjemme, eller også skulle jeg alliere mig med mine forældre.

Efter at have fået det praktiske på plads, så var det jo bare at vente. Gudskelov kom budet forholdsvis tidligt på dagen – og så skulle der pakkes ud! Jeg var så spændt på at se, hvordan min klarinet så ud. Jeg havde valgt at få den lavet i cocobolo træ, som ikke er ensfarvet. Men jeg blev absolut ikke skuffet. Den lå pænt i tasken og så flot ud.

Selvfølgelig kunne mine forældre ikke holde sig væk, så de kom senere og kiggede. Og så skulle de også lige høre, om der var lyd i ‘dyret’. Her kom så skuffelsen, for jeg kunne ikke rigtig spille på den. Den hylede og peb som en stukket gris. Situationen blev heller ikke bedre af, at jeg kun måtte spille 10 min, før den skulle hvile mindst 4 timer (der er klare anvisninger om, hvor meget man må spille i starten, så træet kan vænne sig til at blive fugtigt, så det ikke sprækker).

Heldigvis fandt jeg ud af senere på aftenen, at hyleriet simpelthen skyldtes, at den var så ny, at jeg skulle trykke hårdere på knapperne for at få klapperne til at lukke tæt. Allerede dagen efter kom der god lyd ud af klarinetten, og efter et par dage var jeg blevet så vant til den, at jeg for alvor kunne begynde at spille – men stadig kun 10 min ad gangen. 2 uger er lang tid, og i uge 3 må jeg max spille 30 min. Uge 4 er op til 60 min, og derefter må jeg spille alt det jeg vil. Jeg glæder mig til at nå til uge 4 🙂

Det var en success på mange måder. Min smuttur til London i går gav mig to gode oplevelser. Dels fandt jeg ud af, at jeg kan klare at tage på en endagstur til London uden at blive nedlagt af min migræne. Derudover var det fedt at prøve forskellige klarinetter, men det var også svært at vælge.

Jeg var på forhånd lidt fascineret af Backun klarinetten, fordi den kunne fås i Cocobolo træ, hvilket efter min mening er utrolig elegant. Derudover tilføjede sælgeren en dyrere Buffet klarinet, end den jeg havde valgt, og jeg måtte indse, at det var et rigtig godt valg, han havde gjort. Måske skyldtes det, at jeg ikke har spillet klarinet særlig længe, men jeg syntes, at der var utrolig mange parametre at tage hensyn til. Min far havde også snakket noget om, at visse instrumenter bare føltes ‘som de rigtige’, men det kunne jeg ikke rigtig forholde mig til, så jeg gik efter lyden. Og tro mig, efter et stykke tid blev det ikke nemmere.

Jeg prøvede Selmer, Yamaha, Buffet og Backun klarinetter, og jeg fandt ud af, at jeg i længden bedst kunne lide lyden i Backun klarinetten. Yamaha var den første, jeg sortede væk. Dernæst var det den ‘billigere’ Buffet klarinet, der blev lagt væk. Jeg var også nødt til at bede om en anden Selmer klarinet, fordi jeg var nysgerrig. Efter et stykke tid stødte jeg i to problemer. For det første var det ikke muligt at bruge mit harness på andre end Backun klarinetten, og da jeg ikke er vant til at holde klarinetten uden støtte, så blev det hurtigt hårdt for mine hænder. Dernæst så er jeg ikke så øvet, at jeg kan spille i timevis. Men, jeg fik taget en beslutning, tog hjem med flyveren, og bestilte klarinetten via forretningens hjemmeside, da jeg kom hjem. Så nu venter jeg spændt på en Backun Protege klarinet i Cocobolo træ og med rose gold keys og en Eb lever.

Billede: Normalt kigger jeg op på skyerne, men denne gang kigger jeg ned

You won – jeg læste det igen og igen, og stadig var budskabet det samme – jeg havde vundet. Jeg er ellers ikke typen, der vinder noget som helst, men denne gang var det altså lykkedes for mig. Det var sent en aften, og jeg kunne ikke lade være med at sende en besked til min far, hvor jeg bare skrev, at jeg havde vundet. Der gik ikke længe, før han ringede, for han anede ikke, hvad jeg snakkede om 🙂

Jeg bestilte jo et kursus hos en canadisk klarinettist (Michelle Anderson) på årets sidste dag, og derved fik jeg muligheden for at vinde en 30 minutters lektion med hende, og det havde jeg altså. Lektionen blev foretaget over nettet (selvfølgelig), og jeg fik utrolig mange gode råd. Og endnu bedre så optog hun lektionen, så jeg kunne se den igen og igen. Hun var utrolig sød, og hun var en smule forbavset over, hvor godt jeg spillede, i forhold til hvor længe jeg havde haft en klarinet. En af de sidste ting jeg spurgte hende om var, hvad hun ville anbefale, hvis jeg overvejede at købe en ‘ordentlig’ klarinet. En af hendes anbefalinger var, at jeg kiggede på firmaet Backun, som er et canadisk familie firma. Hendes kommentar var, at deres kvalitet simpelthen var uovertruffen, og derved var sandsynligheden for, at jeg fik en god klarinet højere, end hvis jeg skulle prøve mig frem med f.eks. Selmer eller Buffet.

Backun? Det var ikke lige et mærke, jeg havde hørt om, og jeg havde heller ikke lige set det, da jeg kiggede på klarinetter på nettet. Efter lang tids søgen så måtte jeg konstatere, at det nærmeste (og nemmeste) sted, hvor jeg kunne se både Backun, Selmer, Buffet og Yamaha, det var i London.

Efter endnu mere søgen rundt på nettet kunne jeg konstatere, at det er forholdsvis dyrt at overnatte i London, hvis det skal være i nærheden af musikforretningen. Det tog mig et par dage at blive moden til det, men jeg endte op med at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne tage på en endagstur til London for at kigge på klarinetter. Jeg skulle jo ikke have noget bagage med, så det ville være at møde op i lufthavnen, igennem sikkerhedskontrollen og ud i flyet. Egentlig er det ikke meget værre, end hvis jeg skulle med et tog til den anden ende af landet, vel? Jeg glæder mig i hvert fald til turen.

Billede: En gæst i haven

Jeg ved egentlig ikke helt, hvordan snakken startede, men en dag sad jeg og snakkede med min far om, at det kunne være sjovt at starte med at spille på et nyt instrument. Umiddelbart ville det være nærliggende at pege på en tenor sax, også fordi jeg faktisk godt kan lide den lidt dybere klang.  Største ulempe med den er vægten, som har stor betydning for mig pga min migræne og tilhørende nakkespændinger. Selv efter at have overvejet at leje en tenor sax, så blev den dømt ude.

Ok, hvad er der så? I orkesteret spiller en del cornetter, og vi har haft en gæstedirigent, som havde sin trompet med, og den lød temmelig godt efter min mening. Den store udfordring ved at skifte fra træblæs til messingblæs er, at jeg skal lære en hel ny måde at puste på udover at skulle lære nye ‘greb’, for pludselig er der kun 3 ‘dimser’ at gøre godt med, og jeg er vant til mere end 10 stk.

Jeg havde købt nogle bøger om saxofon spil, og i dem stod nævnt at udover fløjte, så var det normalt for saxofonister at spille klarinet. Så måske en klarinet ville være et godt valg? Min far havde hørt, at de var svære at spille på, men han havde også hørt fra sin frisør, at det ikke var så slemt.

Næste overvejelse – skal jeg købe eller leje? Fordelen ved at leje er, at jeg for forholdsvis billige penge kan prøve en lidt dyrere klarinet. Det skulle jo helst ikke være sådan, at jeg blev ked af at kaste mig ud i klarinet spilleriet, fordi jeg havde valgt en klarinet, som gav en dårlig oplevelse. Ulempen ved at leje er, at det er en tidsbegrænset periode, så hvis jeg pludselig ville være nødt til at lægge klarinetten i en periode pga arbejdet, så begyndte det at blive en dyr fornøjelse.

Resultatet blev, at jeg fandt en billig, men ikke den billigste, klarinet, som Thomann havde sat deres navn på. Jeg havde skrevet til dem, og de sagde, at det var en fin klarinet at forsøge sig på, men at jeg, pga min erfaring med saxofon, skulle skifte mundstykket ud efter relativt kort tid.

Så det var med spænding, at jeg åbnede kassen fra Thomann, da klarinetten kom hjem. Til de billige skulle der spares et sted, og det var helt klart ligatur og mundstykke, det var gået ud over. Ligaturet var af plast og kunne dårlig nok holde et blad på plads. Mundstykket smagte mærkeligt og var ikke særlig godt at spille på, så der gik ikke mange uger, før jeg satte mig ned for at kigge på en erstatning. Valget faldt på et mundstykke fra Vandoren kaldet Black Diamond, og samtidig købte jeg også et ligatur, som var samme model som det, jeg har til saxofonen.

Noder har jeg også købt, og de er bare så gode. Selv med tre toner og lidt play-along, så lyder det godt. Og jeg er imponeret over, hvor godt den billige klarinet lyder. Jeg er ærlig talt også lidt imponeret over, hvor hurtigt jeg kan vænne mig til nye greb. Det var lidt min frygt, at jeg hurtigt ville opgive, fordi jeg skulle lære en masse nyt. Det er ikke tilfældet – endnu – så jeg glæder mig over at have fået et nyt stykke ‘legetøj’ indenfor døren.

Mangler jeg mere? Kun en lille ting mere… og det er en dims til min saxofon stander. Jeg har en til min fløjte, som kan skrues på det ene ben på standeren, og nu har jeg købt en til klarinetten, som kan skrues på det andet ben. Pyha, så er der heller plads til flere instrumenter.