Tag-arkiv: Køkken

Skærebræt

Tidligere på året så jeg en reklame for et skærebræt, som man kunne hænge beholdere på, så man på den måde kunne skrabe det skårne direkte ned i dem og sætte i f.eks. køleskabet. Det var et meget dyrt produkt, og jeg var meget i tvivl, om det ville være praktisk. Det var selvfølgelig kokke, som havde opfundet det, og jeg er ikke i tvivl om, det virkede rigtig godt for dem. Jeg synes, at det var upraktisk, at beholderne hang mellem mig og skærebræt. Det vil sige, at skærebrættet skulle trækkes ud til kanten af køkkenbordet, og hvis noget røg ved siden af, så ville det ryge på gulvet.

Jeg kunne ikke helt slippe ideen om, at det er praktisk, at man ikke skal samle tingene op fra skærebrættet for at komme det i en skål, så jeg gik i gang med at søge efter alternativer. Efter lang tids søgen fandt jeg en version, som jeg synes kunne være interessant at prøve. Det var ikke særlig dyrt, så jeg var lidt bange for, at det var en dårlig kvalitet, men det var det eneste, som opfyldte mine krav. Et af de svære krav var at få et skærebræt med en fornuftig saftrille.

Nedenfor kan du se et billede af det skærebræt, som jeg valgte at købe. På billedet er der en skål i højre side, men der er også en i venstre side. Dermed kan man bruge den ene til affald, og den anden til det som man skal bruge. På billedet har jeg skåret noget kød i mindre stykker, da jeg skal bruge det til pizza, og det var så nemt bare at skrabe det mod højre, når jeg havde skåret noget. Det sparede tid, da jeg slap for at stoppe hele tiden, for at flytte kødet over en skål. Jeg er meget tilfreds.

Chopping board