Tag-arkiv: Music

Tysklandsferie – Thomann

Turen mod Sydtyskland var smertefri, og vi kørte længere end forventet den første dag. Derfor var det rart, at vi ikke havde booket overnatning nogle steder, for det gjorde, at tingene flaskede sig bedre de næste par dage.

Første stop på turen var Thomann. Thomann er en stor forretning, der handler med musikinstrumenter og tilbehør. Det var simpelthen overvældende. Når man skal finde forretningen, så kører man rundt i en lille landsby med meget smalle stræder og har egentlig lidt svært ved at forestille sig, hvor den kæmpe forretning ligger. Faktisk ligger den overfor byens gadekær og består af flere huse i flere etager, som er bygget sammen. Det første indtryk var da også, at det var lidt af en labyrint at finde rundt i, men der var god skiltning. Forretningen var indvendigt meget moderne og sikke et stort udvalg!

Lageret lå 5-10 min gang derfra, og man kom dertil ved at køre op ad en smal, stejl bakke. Her fandtes også deres værksted, og jeg havde selvfølgelig medbragt min saxofon, så den lige kunne blive gennemgået. Her møder man så den første forskel på danske og tyske forretninger. De ville faktisk ikke rigtig tage imod den. Manden tog den lige med ud bagved og prøvede den, hvorefter han kom tilbage og sagde, at der ikke var nogen grund til at gøre noget ved den, da den var meget velspillende. Nåh, men efter en smule pres fra min side, så blev vi enige om, at han ville gå den igennem, smøre den osv. Havde det været en dansk forretning, havde de bare taget imod den uden at tjekke, om det var nødvendigt.

Derefter var det tilbage til forretningen, for jeg ville jo gerne se på et nyt mundstykke. Jeg havde selvfølgelig ikke tænkt over, at jeg skulle prøve mundstykket på min egen saxofon. Faktisk havde jeg bare regnet med at få lidt vejledning og så købe noget. Men næh nej, jeg skulle prøve nogle forskellige stykker, og jeg kunne da bare lige låne en saxofon. Okay, tænkte jeg, stik mig en alt sax af en eller anden slags. Og nej, det var heller ikke godt nok. Jeg skulle ud med både mærke og præcis model, så jeg kunne få noget, som var så tæt på min egen saxofon som muligt. Efter lidt forsøg med de forskellige mundstykker og en venlig bemærkning fra en kunde, endte jeg med at købe et mundstykke, som jeg ikke havde regnet med. Så det var altså godt, at jeg blev ‘tvunget’ til at prøvespille.

Herefter var der lige et par andre ting, som jeg skulle have. Noget havde de i forretningen, noget andet skulle hentes på deres lager. Og der har de altså et smart system. Der er skærme overalt i forretningen, som angiver, om ens varer er klar til afhentning på lageret. Det gør, at der ingen kø er ved vareudlevering. Jeg dukkede bare op, og så fik jeg mine varer – nemt og bekvemt.

Sidst på dagen skulle jeg hente min saxofon fra værkstedet. Her blev jeg så udsat for den anden forskel mellem danske og tyske forretninger. For i modsætning til danske forretninger som i bedste fald regner med påbegyndt halve time, eller mere normalt påbegyndt time, så regner tyskerne i enheder af 6 min. Det gør det jo trods alt billigere.

Jeg endte med at komme hjem med en nysmurt saxofon, nyt mundstykke, kunstblad, play-along noder og 2 nodestativer. Så lidt penge fik jeg da brugt 🙂

Billede: Billedet er fra Schmetterling park i Burg auf Fehmarn

Butterfly

Årets første arrangement

Årets første arrangement med orkesteret er vel overstået. Vi skulle spille på en skole, mens forældrene ankom for at se deres børn spille et teaterstykke. Det var meget hyggeligt, og endnu engang var jeg glad for min iPad. Vi skulle nemlig spille i dunkel belysning, men mens der blev arbejdet på at sørge for tilstrækkeligt med lys til mine medmusikanter, så havde jeg ikke problemer med at se noderne 😉

Der var ellers købt transportabelt lys, der kunne sidde på nodestativerne, men ikke alle modeller var lige gode. Men det lykkedes da til sidst at skabe lys nok. Vi spillede godt, og efterfølgende begav vi os stille og roligt hen på en anden del af skolen, hvor vi brugte resten af aftenen som øveaften. Arrangørerne havde nemlig været så søde at stille et lokale til rådighed.

Pedaler

Ok, noderne er skannet ind. Der er fundet en god app til noderne på iPad’en. Hvad mangler der så? Jeg skal give et lille hint: Ikke alle noder består kun af 1 side. Nemlig, hvad gør man lige, når man er midt i en passage, hvor begge hænder er optaget, og det er tid til at bladre? Bruger næsen?

Nej, vel? Så er det på tide at hive den store internet søgning frem og lede. Faktisk var det ikke svært, og udvalget var heller ikke specielt stort. Det var kun prisen, som holdt mig tilbage. Men det varede heldigvis kun et kort øjeblik, og så blev et par pedaler bestilt.

Pedalerne fungerer upåklageligt. Det eneste som jeg skal vare påpasselig med er, hvor pedalerne er i forhold til den fod, som jeg bruger til at holde takten. Det vil jo ikke ligefrem være praktisk, hvis jeg midt på en side får bladret, fordi foden vipper en gang på pedalen. Og tro mig, indtil flere af mine medmusikanter har med et smil på læben tilbudt at hjælpe med at ‘træde’ 🙂

Page turner for iPad

Musikcafe

Jeg anede ikke, at der var en musikcafe i den nærliggende by, men det er der altså. Og til min store overraskelse så bor en af hovedmændene bag faktisk på samme vej som mig. Han var vist lige så overrasket over at finde ud af, at jeg spiller med i et orkester, som jeg var over at finde ud af, at han stod for denne musikcafe.

Nå, men denne musikcafe ville gerne have, at vi dukkede op og spillede lidt julemusik på årets sidste musikcafe-dag, og det ville vi selvfølgelig ikke sige nej til – men det burde vi have gjort.

Det viste sig nemlig, at vores dirigent og trommeslager begge var nødt til at melde afbud. Derfor fandt vi ud af på den hårde måde, at vi ikke er dygtige nok til at spille uden disse to medlemmer.

Billede: Billedet er fra Disneyland

Minnie from Disneyland Paris

Juletræstænding

Første december, første søndag i advent og første gang jeg skal opleve juletræstænding. Juletræstænding er en tradition i mange byer, hvor julemanden kommer og tænder byens juletræ, og så deler han godter ud til børnene. Men det er altså første gang, at jeg skal opleve den gerning.

Selvfølgelig er der en god grund, for det var ikke for godternes skyld, at jeg dukkede op. Næh nej, sammen med orkesteret skulle vi skabe julestemning ved at stå og spille julemusik, og det glædede jeg mig meget til. Og denne gang havde jeg taget mit eget heppekor med – både en god ven og mine forældre havde nemlig valgt at dukke op og lytte.

Det var selvfølgelig ikke den mest varme oplevelse, for det bliver altså lidt småkoldt omkring kl 16, hvor vi skulle spille. Og til min store overraskelse skulle vi spille næsten en hel time. Det var utrolig hyggeligt, og det gik faktisk meget godt. Vi lavede nogle fejl, men til vores forsvar skal lige siges, at vi havde en reserve-dirigent, som vi aldrig havde mødt før. Og det giver lidt ufordringer. På den anden side kan man også sige, at vi ikke er et professionelt band, der øver flere gange om ugen, så egentlig syntes jeg, at det gik fantastisk godt. Og vi blev rost af flere tilhørerne.

Billede: Mit vitrineskab, når der er pyntet op i december måned

Christmas Decorations

Nyt stativ til ???

Det er lidt sjovt, som en hobby altid ‘kræver’ noget tilbehør, som på ingen måde kan undværes. Langt de fleste har en eller anden form for stativ til deres musikinstrument, så man sikkert kan lægge/stille instrumentet fra sig. Jeg har aldrig haft stativ til mine instrumenter, fordi det altid har været max 1 times spil, og så har jeg ikke det store behov for et stativ. Men det er anderledes med mit orkesterspil.

Orkesterspillet varer totalt 2,5 time inkl ca. 15-20 min pause. Og det er i pausen, at det er rart, at man kan lægge instrumentet fra sig uden at være bekymret for skrammer eller andet. Og alle andre i orkesteret har da også stativ til deres instrument, så jeg skulle helst ikke være ‘uden for’ 😉 Pjat til side, så er det nu meget rart med et stativ, men hvad skal man vælge? Jeg er jo ikke interesseret i et billigt stativ, der ikke beskytter godt nok. Det skal også kunne slås sammen, så det er let at transportere. Og den sidste overvejelse er, om der også skal være plads til tværfløjten.

Efter at have kigget rundt på forskellige hjemmesider, fandt jeg et stativ, som jeg syntes, så godt ud. Da jeg modtog det, blev jeg positivt overrasket. Det var solidt og med ordentlig beskyttelse her og der, så instrumenterne ikke blev ridsede. Og ja, instrumenterne – flertal – for jeg valgte et stativ, hvor der også var plads til tværfløjten. Jeg var så lidt i tvivl om, hvorvidt ‘pinden’ til tværfløjten var permanent, eller om den kunne tages af. Det viste sig, at den var med gevind, så den kunne skrues af og på efter behov. Og så kan den endda flyttes fra den ene ‘fod’ til den anden, hvis man hellere vil have den siddende til venstre for saxofonen i stedet for til højre. Det betyder reelt også, at jeg kan købe en ‘pind’ mere til instrument nr 3, hvis jeg gerne vil have flere valgmuligheder 😉

Og det er ikke kun til orkesterspil, at jeg bruger stativet. Det er også skønt, når man står og spiller, og telefonen pludselig ringer. Så skal jeg ikke finde et eller andet passende sted at lægge mine instrumenter – jeg stiller dem simpelthen i stativet – skønt.

Saxophone and flute stand

Orkesterdebut

Uha, jeg var godt nok en smuuuule spændt i morges, da jeg vågnede. Jeg havde nemlig valgt at sige ja til at tage med ud og spille med orkestret. Og det endda til trods for, at jeg kun har spillet sammen med dem 2 gange – og nogle af melodierne så jeg for første gang i onsdags!

Men det gik godt, og det var en fed oplevelse igen at komme ud og lufte instrumentet. Nu skal det så også siges, at det blæste en smule i dag. Så langt de fleste af mine medspillere kæmpede med deres papirnoder og klemmer. Nu beskæftiger jeg mig jo med it, og jeg elsker at få it’en til at gøre min hverdag nemmere. Så jeg havde skannet mine noder ind og købt en app til min iPad. Og nu kunne jeg bekvemt sidde med min iPad uden bekymring for, at den skulle flyve væk – det var bare så sejt.

Jeg var selvfølgelig i starten ikke sikker på, om det ville være en succes at bruge min iPad som opbevaring til mine noder. Dels er skærmen en tand mindre end et A4-ark, og dels så kan der være problemer med genskær i skærmen. Indtil videre har jeg ingen problemer med, at skærmen er mindre, og at noderne derved også bliver mindre (men det kommer måske med alderen 😉 og i dag havde jeg ingen problemer med genskær, men jeg kunne overveje at købe en anti-glare beskyttelse til skærmen, men det venter jeg lidt med. Til gengæld skal jeg have købt en regnfrakke til iPad’en, så jeg har kigget på et cover, som også kan beskytte den, hvis den skulle ryge en tur på gulvet (hvilket jeg absolut ikke håber).

Jeg kan kun sige det igen… det var skønt at spille igen. Og jeg glæder mig over, at jeg tog skridtet og meldte mig til det orkesterspil. 

Saxophone
Min alt sax

Orkester

Så kom tiden på året, hvor der dumper en masse brochurer ind fra diverse aftenskoler. Nogle gange bladrer jeg dem igennem – andre gange ikke. Denne gang kiggede jeg lidt i det ene af dem, og minsandten om ikke jeg faldt over en reklame for et orkester. Hmmm, skulle jeg give det et forsøg?

For en del år siden spillede jeg faktisk en hel del. Nogle af jer ved det godt, mens det er nyt for andre. Så lad mig give lidt baggrundsviden. Jeg startede i min ‘pure’ ungdom med at spille blokfløjte, som så mange andre børn. Det blev til ca. 7 års undervisning. Undervejs prøvede jeg et år med sang, hvilket absolut ikke var mig. Jeg forsøgte mig også et par år med elorgel. Til trods for at jeg imponerede min lærer, så valgte jeg at stoppe, for det var svært at øve, når min far sad ved siden af og sagde: Du skal bare… Ja, ja, det er da nemt at sige. Men jeg syntes ikke, at det var ‘bare’. I forbindelse med at vi flyttede, fik jeg på den nye musikskole muligheden for at gå til saxofon, så det valgte jeg, og året efter igen valgte jeg også tværfløjte. Det blev til ca. 7 års undervisning i begge dele.

På den nye musikskole var det også muligt at deltage i orkester og sammenspil. Så i de ca. 7 år jeg modtog undervisning, deltog jeg i et orkester for meget øvede elever, men også i et orkester for let øvede. I begge orkestre vekslede jeg mellem saxofon og tværfløjte alt efter behov. Endelig valgte min tværfløjte lærer at lave noget sammenspil med et par tværfløjter, som jeg også deltog i. På grund af mit studie måtte jeg på et tidspunkt lægge det hele på hylden, men nu fik jeg chancen for at tage det op igen. Og ja, jeg har savnet det.

Jeg skrev til orkestret og spurgte lidt til hvordan og hvorledes og fik at vide, at jeg bare kunne dukke op første gang og se det hele an uden at binde mig. Så det gjorde jeg – og jeg var begejstret. Det var meget hyggelige mennesker. Spilleriet blev taget seriøst, men der var også tid til hyggesnak. Så jeg har tilmeldt mig. 

Flute
Min tværfløjte