Tag-arkiv: Noder

Popular Collection

Jeg må lige nævne det. Før vi tog afsted til Tyskland havde jeg købt en enkelt bog i en node-serie, som hedder Popular Collection. Der er jo lavere moms på bøger i Tyskland, så det kan godt betale sig at købe, når man er dernede. På den anden side ville jeg ikke købe alle bøger i en serie (11 stk) uden at vide, om det over hovedet var noget spændende.

Noget af det som jeg faldt for ved serien var, at bøgerne også indeholdt tyske melodier. Rigtig gættet, bøgerne var fra et tysk forlag, og det giver altså lidt anderledes musikstil. Jeg havde i første omgang udset mig et par enkelte bøger, som jeg købte, men efter noget overtalelse fra min mor, så endte vi med at køre hen til Thomann en gang mere, så jeg kunne købe hele serien. Jeg fik lidt ekstra rabat, og når jeg i forvejen sparede ca 2,5 euro pr hæfte, så blev det til en rigtig god handel.

Sheet Music

Lyssensor i stykker

Forleden aften havde jeg nogle venner på besøg, og da de gik om aftenen, var det næsten blevet mørkt. I den forbindelse fandt jeg ud af, at mine ene lyssensor til udendørsbelysningen ikke virkede. Hvor længe den ikke har virket, ved jeg faktisk ikke, for det er næsten aldrig mørkt på denne tid af året, når jeg går udenfor.

Heldigvis kunne jeg bestille en magen til den, som allerede sad der, så kort tid efter havde jeg skiftet den defekte lyssensor ud med den nye. Så nu er der igen lys om aftenen.

Og så har jeg lige et spørgsmål til dig… vidste du, at julemandens sæk er blå om sommeren? Det er i hvert fald min konklusion. Jeg havde bestilt en del nodebøger på udsalg i England, og her den anden dag ringede postbuddet på min dør. Da jeg åbner døren, står postbuddet med en blå sæk. Jeg kigger lidt mærkeligt på ham og tager imod sækken, mens jeg bemærker, at sådan har jeg da aldrig modtaget pakker før. Og postbuddet måtte ærlig indrømme, at han aldrig havde leveret en pakke i en sæk før. Da jeg fik åbnet sækken, som i øvrigt havde en meget fin håndskrevet adresselabel på, lå en pakke i bunden med almindelig pakkelabel. Måske det var den eneste pakke, der skulle til Danmark den dag???

Mailbag

Diverse

Denne gang har jeg bare et par småting at fortælle om, og jeg vil starte med et teknologisk fremskridt. Det er endelig blevet muligt at købe klippekort til min rejse fra hjemmet og til arbejdet på mobiltelefonen. Det har også været en noget irriterende periode, da der ofte har været fejl på maskinerne, der klipper det fysiske kort.

En lille smule baggrundsviden: Den offentlige transport er delt op i forskellige takst områder, og området der dækker København har for noget tid siden sagt farvel til de fysiske klipperkort. Dette har selvsagt forårsaget, at klippekortmaskinerne ikke er blevet vedligeholdt. Da jeg bor uden for dette hovedstadsområde, så er min billigste billet stadig et klippekort, og det fås kun i fysisk form. Men det er klart, at når jeg skal benytte mig af klippekortmaskinerne i København, så har det været op mod 50%, der ikke har stemplet rigtig dato og/eller tid. Det har været meget frustrerende, for jeg må faktisk ikke stige på mit tog uden gyldig billet. Hver gang jeg ringede til kundeservice, fik jeg beskeden om, at jeg bare kunne tage toget, og så ville de fejlmelde maskinen. Men nu er jeg endelig færdig med alt det pjat, da jeg kan købe en elektronisk version af klippekortet på min telefon, og så stempler den dato og tid, når jeg tager afsted. Det er virkelig nemt.

I forhold til mit spilleri så har jeg fundet ud af, at Saxo faktisk har en hel del noder – også play-along. Derudover tilbyder de et abonnement, hvor jeg får rabat på alt, hvad jeg køber – noder, ebøger mm – samtidig med at der altid er gratis fragt. Jeg sad og sammenlignede priser og fandt hurtigt ud af, at de ca 600 kr jeg skal give pr år for at være medlem, hurtigt er tjent hjem. Jeg fandt noder, hvor jeg sparede 50-100 kr – selv hvis jeg sammenlignede med udenlandske forhandlere!!! Så nu er jeg Saxo Plus medlem.

Billede: Pas på kyllingerne – nu har de invaderet stuen

Easter decorations

Noder til klarinet

Nu har jeg haft min klarinet i over en måned, og det går utrolig godt. Faktisk går det meget hurtigere med at lære de nye greb, end jeg havde forventet. Da jeg købte klarinetten, valgte jeg kun at købe nogle enkelte nodebøger med, for der var ingen grund til at kaste en masse penge efter noget, jeg muligvis ikke kom til at bruge. Men nu er tiden altså inde til at se, hvad der findes.

Jeg har mine sædvanlige nodepushere, hvor jeg kigger efter noder, og jeg fandt da hurtigt et par mulige kandidater. Og når jeg nu var i gang og skulle betale porto, så kunne jeg også lige så godt kigge efter julenoder til klarinetten. Jeg bestilte nogle noder dels fra et tysk forlag, og dels bestilte jeg noder igennem Saxo. Nu mangler jeg bare at skanne noderne ind, rippe musikken og klargøre det hele på iPad’en, så er jeg kørende… eller rettere, spillende 🙂

Billede: Hagenbeck Zoo

Picture from Hagenbeck Zoo

Julenoder

Du læste fuldstændig rigtig – JULE-noder. Ja, de fleste tager sig nok til hovedet, for det er vist ikke den helt rigtige årstid at købe julenoder. Til mit forsvar kan jeg kun sige, at de var billige. Altså, hvis jeg kan spare 30-50% på julenoder, ja, så køber jeg dem gerne uden for sæson. Det bliver jo nok jul en gang til, og så kan de bruges mange år fremover 🙂

Med hensyn til orkesteret jeg spiller med i, så har jeg sagt ‘ja’ til at opdatere hjemmesiden. Efter at have kigget lidt på det, så er jeg ikke sikker på, at jeg skulle have gået med til det. For det første så ligger den nuværende hjemmeside i en simpel form for CMS system, som ikke har været opdateret i meget lang tid. Så først skulle jeg igennem en lang proces med at finde ud af, hvordan jeg ville fortsætte. Enten skulle jeg opdatere det nuværende CMS, bruge den hjemmesidebygger, som udbyderen havde, eller også skulle jeg bruge et helt tredje program. Jeg skal jo også tage hensyn til, at nogle skal overtage det efter mig.

Efter et stykke tid blev jeg enig med mig selv om at bruge den hjemmesidebygger, som orkesteret allerede betaler for ved at have hjemmesiden hostet hos udbyderen. Der er fordele og ulemper ved alt, og uanset hvad, så synes jeg altid, at jeg kommer til at gå på kompromis med layoutet. Nåh, men efter et stykke tid så lykkedes det da at bakse en template sammen, hvorefter jeg skulle kigge på indholdet. Her var der absolut ingen hjælp at hente fra bestyrelsen, så det skulle jeg også bruge en masse tid på. Det blev til en forholdsvis enkel hjemmeside. Nu er problemet blot, at de gerne vil have galleri og et forum for orkesterets medlemmer. Og hvad lige med en mail formular? Eller hvad med et lukket område, hvor man selv kan hente sine noder?

De ting overvejer jeg stadig, hvordan jeg skal få gjort 🙂

Billede: Hagenbeck Zoo

Hagenbeck Zoo

Nodeprogrammer

Ok, nu er jeg udstyret med mit eget band, så jeg kan få fornøjelse af mine gamle noder. Hvad mangler jeg ellers? Tjo, det skulle lige være et program, som kan transponere mine noder, så jeg kan tage play along noder til min saxofon og spille dem på min fløjte og omvendt.

Meget hurtigt fandt jeg ud af, at der er 1 dansk program, PriMus, og 2 udenlandske programmer, Sibelius og Finale, som er værd at se på. Heldigvis var det muligt at få en prøveversion af alle programmer. Det gør det altså meget nemmere at vælge.

Jeg valgte hurtigt det danske program fra. Jeg følte mig sat tilbage til Windows 95 tider, og det er ikke lavet til Mac. Desuden er det altså meget sværere at finde online hjælp til et dansk program, som relativt få bruger sammenlignet med de internationale konkurrenter.

Dermed skulle jeg vælge mellem Finale og Sibelius. Første stjerne gik til Finale. Jeg synes, det var det mest intuitive program, og deres indbyggede hjælpefunktion er fantastisk god. Alligevel endte jeg med at vælge Sibelius, fordi det simpelthen var det bedste, når musik skulle eksporteres til Band-in-a-Box.

En anden ting som jeg også har kigget på er programmer til at læse indskannede noder. Det ville jo være skønt, hvis jeg ikke manuelt skulle skrive alle noder ind, men at jeg simpelthen skannede dem ind, og så kunne et program gøre det til noder, som Sibelius kunne læse.

Når man køber Sibelius, så er Photoscore light inkluderet, men det er ikke godt nok til dagligdagen. Her stod valget mellem Photoscore og SharpEye. Men det tog ikke lang tid at vælge. En test afslørede hurtigt, at SharpEye slet ikke kunne følge med Photoscore.

Nu er jeg vist også godt udstyret med nodeprogrammer – Band-in-a-Box, Sibelius og Photoscore.

Billede: Billedet er fra Nürnberg Zoo

Owl

Flere Play Along noder

Jeg er blevet så glad for de play-along noder, som jeg købte hos Thomann, at jeg har investeret i flere. Dels køber jeg fra samme forlag/forfatter, som de første, men jeg er også begyndt at eksperimentere med andre forlag og typer.

Indtil nu har jeg ikke fortrudt et eneste af de køb, jeg har foretaget – snarere tværtimod. Det er så givtigt, og jeg er blevet meget bedre til at spille, så det kan jeg kun anbefale på det kraftigste. Derudover synes jeg også, at det er meget sjovere at øve og spille, når der er ekstra musikere med, i stedet for at man bare står helt alene og trutter.

Sheet Music

Play along noder

Det er nu 14 dage siden, jeg kom hjem fra Tyskland med et par småting fra musikforretningen Thomann. Derfor er det vel på sin plads, at jeg fortæller om min erfaring med mine køb.

Jeg har aldrig før prøvet play-along noder, så det var noget helt nyt. Jeg har jo et dejligt nodeprogram til min iPad, men første skal noderne skannes ind, og hvordan gør man det nemmest muligt? Jeg valgte at få skåret ryggen af nodebøgerne, skanne noderne, hulle dem og sætte dem i ringbind. Så var der styr på det. Næste trin var den medfølgende CD. Okay, med en iPad er det måske ikke svært at gætte, at CD’en blev rippet i iTunes og overført til iPad’en. Nu kommer det smarte, for det nodeprogram (eller mere korrekt, nodeapp), som jeg bruger, kan rent faktisk læres, hvornår den skal bladre i forhold til, hvor langt nummeret er i afspilningen. Det er dejligt nemt, at jeg ikke skal tænke over at bladre eller jokke på pedaler 🙂

Derudover er det utrolig lærerigt med play-along noder. Det stiller nogle simple men i starten svære krav . For det første er det bare om at hænge på. Hvis man har tendensen til lige at rette en forkert node, tja, så er ‘orkesteret’ altså videre i nummeret, og hvis man sænker tempoet i svære passager, så venter ‘orkesteret’ ikke på en. For det andet så lærer man at intonere i hele registret. Der er selvfølgelig nogle, som kan høre, når de spiller, om de stemmer, men det kan jeg ikke. Og jeg tror ikke, at der er nogle blæseinstrumenter, som ikke har en tone eller to som per definition ikke stemmer helt, men hvor man er nødt til at intonere for at få det til at lyde godt – og med play-along så kan jeg pludselig høre det og rette ind.

Jeg købte også et nyt mundstykke, og det fungerer meget bedre for mig end det gamle. Mere er der sådan set ikke at sige til det. Til gengæld er det en noget anderledes følelse at spille på et kunstblad sammenlignet med et bambus blad. Det første stykke tid bruger man på at holde op med at fugte bladet. Et bambusblad kræver lidt fugt og suger også noget, mens det med et kunstblad bare føles som, at man savler på bladet 😉 Men efter lidt indkøringstid så er min umiddelbare holdning, at jeg bliver meget glad for det i længden. Det skal nemlig ikke spilles til på samme måde som et bambusblad – det virker bare. Og så er det alle blade, man køber, som virker, hvorimod man med bambus blade ofte kasserer ca halvdelen af pakken. Men ja, kunstbladet er dyrere, så det er i sidste ende et spørgsmål om smag og behag.

Sheet Music