Denne weekend skal jeg spille med det ‘gamle’ orkester. Desværre så har dirigenten sat mig en plads ‘ned’, så det var ærlig talt meget kedeligt. Dels syntes jeg ikke, at der var ret mange gode numre i repertoiret, dels var numrene helt uden udfordring for mig.

Derfor har jeg besluttet at stoppe helt. Jeg har ikke brug for ‘bare’ at spille. Der skal være udfordring i et par af numrene, ellers vil jeg hellere bruge min tid på noget andet.

Det har ellers været en lang uge med konsulentbesøg, men gudskelov er det lykkedes mig at holde min migræne væk. Så jeg fortjener at nyde sæsonens første julefilm – glæder mig allerede 🙂

Vi har tidligere haft en hel øvedag i det ene orkester, hvor der bliver inviteret ekstra lærere, så vi for alvor kan blive dygtigere til at spille vores numre. Nu har vi ikke så mange penge, og den slags lærere er dyre, så egentlig var det ikke meningen, at det skulle blive til noget i år, men så var der heldigvis nogle, som ville sponsorere nogle penge til formålet – skønt.

Vi er 3 træblæsere, så det bliver en intensiv dag, når der bliver inviteret en lærer til træblæsere. Her skal lige bemærkes, at der er flest messingblæsere i orkesteret (ca 15), og vores dirigent er også messingblæser, så til dagligt får jeg ikke nogle god råd fra dem omkring det at spille på saxofon. Der skete så det, at begge de 2 andre træblæsere meldte afbud til dagen, så der stod jeg alene – faktisk glædede jeg mig meget.

Desværre startede dagen temmelig dårligt, eftersom min lærer tilbød at tage en af messingblæserne med ind, fordi vi ofte spiller samme rytme i numrene. Den messingblæser er nemlig på begynderstadiet, så der skal læses noder, rytmen skal studeres, og der bliver ikke altid spillet de rigtige toner. Heldigvis fandt min lærer hurtigt ud af, at det var et meget dårlig match (jeg sad og kedede mig det meste af tiden), så hun undskyldte os med, at vi skulle snakke mundstykker, blade osv, og så var vi alene resten af tiden.

Hurtigt fik min lærer sat fingeren på nogle dårlige vaner, som jeg skulle rette op på – dejligt. Til gengæld var vi ikke helt enige omkring udstyr. Det var helt tydeligt, at hun ikke vidste, hvad der var nyt, så mit kunstblad og mit ‘mærkelige’ ligatur var straks noget hun bemærkede. Men det var altså ikke årsagen til mine problemer (hun testede det selvfølgelig ved at lade mig spille med hendes ligatur, hvilket ikke hjalp på mit problem). I stedet fik jeg lige ændret på min embouchure, hvilket gjorde en verden til forskel, så nu skal der hjem og øves.

Små arrangementer er der også plads til. Denne gang skulle vi spille for formanden i orkesteret. Hun fyldte rundt og havde spurgt, om vi havde mulighed for at komme og spille nogle numre. Det er en tradition, at vi dukker op til den slags, når orkestermedlemmerne f.eks. fylder rundt, så selvfølgelig dukkede vi op.

Vores normale trommeslager kunne ikke komme, og da vi ikke er særlige gode til at holde tempoet oppe uden, så var vi lidt på spanden i dette tilfælde. Heldigvis har formandens søn spillet tromme i en garde, så han blev spurgt, om han havde lyst til at slå løs på en tromme. Det ville han gerne, og så blev den lille koncert vel overstået.

Det var igen blevet tid til den årlige ‘Foreningernes Dag’ i kommunen, og i år skulle vi spille 2 gange i løbet af dagen. Sædvanen tro spillede vi til åbningen af dagen i en halv times tid, og til vores store overraskelse blev vi udnævnt til husorkester.

Det betyder, at vi fremover får penge for at spille til åbningen, hvilket er skønt, da det koster os penge, når vi deltager i dagen, da vores dirigent skal have løn. Vores numre var en success, og vi syntes også selv, at det gik godt. Derudover var vejret for en gangs skyld med os, hvilket gjorde dagen så meget mere hyggelig.

Det er i øvrigt ferietid for mig, og jeg er klar til at tage til Tyskland om et par dage. Jeg glæder mig.

Picnickoncerten er vel overstået. Vejret artede sig rimelig pænt. Det var varmt, og der kom kun en enkelt byge midt i det hele. Den var heldigvis ikke særlig stor, så det var til at leve med.

Koncerten startede med, at vi alle skulle marchere frem til flagstangen, samtidig med at vi spillede et nummer. Stadsorkesteret er jo vant til at marchere, men det er vi ikke. Og sådan en som mig har aldrig prøvet det, og eftersom jeg ikke var forberedt på det, så kunne jeg heller ikke melodien uden ad. Så det endte med, at jeg bare gik uden at spille. Derudover var der problemer med at følge tamburmajoren, så nogle gjorde den fejl, at de fulgte sidemanden. Problemet med det er, at når man er mange nok, der går efter hinanden, så vil det give en ekko effekt – og det gjorde det også. Nå, men sådan er det, når man skal gøre noget, man aldrig har prøvet før, og så endda uden generalprøve.

Hvert orkester skulle spille ca 25 min, og der blev spillet meget forskellig musik. Til min overraskelse var det ene orkester temmelig dårligt, og det undrede mig meget, da jeg tidligere har hørt dem spille helt fantastisk. Hvad der lige var gået galt for dem, ved jeg ikke.

Igen skulle jeg spille sammen med stadsorkesteret, og jeg var ikke den eneste, der var midlertidigt medlem. Det lød ærlig talt meget godt, og jeg ærger mig lidt over, at jeg ikke har nemmere tilgang til at kunne spille sammen med dem. De har i øvrigt en meget dygtig slagstøjsspiller, som i dagens anledning var blevet lånt ud til alle orkestre. Han hjalp også os med alt det slagtøj, som ikke var trommesæt.

Det var en hyggelig dag, hvor både min mor og moster var dukket op som tilskuer. Og fordi der var flere andre orkestre, så var der rimelig pænt med tilskuere – dejligt.

Det sædvanlige orkester jeg spiller med i er blevet inviteret til picnickoncert. Invitationen kom fra et stadsorkester, som har tradition for at invitere forskellige orkestre fra landet til at spille til en picnickoncert, og det lød rigtig hyggeligt og spændende, så det sagde vi ja til.

I den forbindelse syntes de, at det kunne være sjovt at blive fuldtallige på de forskellige instrumenter. De manglede bl.a. en 2. alt sax, og så blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at spille med. Det havde jeg selvfølgelig, men jeg ville da gerne lige spille med dem en gang før, så vi aftalte at jeg skulle møde op en dag, hvor de skulle holde generalprøve.

Jeg havde så ikke lige regnet med, at det var foran publikum, så det var bare lige i ilden med det samme. Og det orkester var altså noget mere øvede, end jeg er vant til, så pludselig kom jeg på overarbejde. De havde dog været så flinke at sende mig noderne på forhånd, men jeg antog, at de spillede numrene i samme tempo, som vi ville spille dem – det gjorde de ikke. Der var noget mere fart over feltet.

Det var en fed oplevelse, og hvis der ikke var så langt mellem dem og mig, så havde jeg nok overvejet, om jeg skulle spille med dem noget oftere.

Orkesteret jeg spiller med i er ikke særlig gammelt. I år var det derfor vores 5 års jubilæumskoncert, da vi spillede vores forårskoncert. Samtidig har vi også haft ny dirigent i et år, og han havde valgt at introducere en ny genre i vores repertoire – klassiske numre arrangeret for brass band, som var poppet en smule op (men ikke for meget).

Koncerten var utrolig vellykket, og der dukkede faktisk nogle folk op, som ikke på den ene eller anden måde var tilknyttet orkestret, så det var også en succes.