Tag-arkiv: Støvsuger

James virker igen

Mit trofaste tjener har været syg 🙁 Det er dog 3 år siden, det skete sidst, så det er egentlig godt klaret, og jeg er mere end tilfreds med arbejdsiveren.

Sidste gang var fejlen dækket af garantien, men det var den selvfølgelig ikke denne gang. Støvsugerrobotten er 4½ år gammel og har kørt upåklageligt (batteriet er selvfølgelig blevet skiftet 1 gang). Denne gang blev han helt rundtosset, når jeg satte ham i gang (ja, jeg ved godt, at mange bliver stødt over, at jeg er på du-fod med min robot, men de må lære at tolerere det 😉 Han var simpelthen ude af stand til at få det ene hjul til at køre rundt.

Jeg satte mig selvfølgelig på gulvet og skilte robotten ad, så jeg kunne se, om noget havde sat sig i klemme. Men det var ikke tilfældet. Så var det pludselig et spørgsmål om, hvorvidt det ville kunne betale sig at købe reservedele, eller om jeg skulle kigge mig om efter en erstatning. Min forventning er, at batteriet holder max et års tid mere, og så kan det i hvert fald ikke betale sig at ofre mere på ham. Og hvad nu, hvis det ikke var hjulet, den var gal med?

Nu er jeg jo vild med nye ting, så jeg skyndte mig at finde ud af, hvad en ny robot vil koste mig – næsten 4000 kroner! Puha, det er ikke lige den mængde penge, jeg lægger inde med i øjeblikket. Og der er andre ting, som i højere grad trænger til udskiftning (min sofa). Så måtte jeg jo kigge efter, hvad det kostede med et nyt hjul – 300 kroner. Se, det var en pris, jeg kunne overskue – oven i købet fragtfrit! Det var også en pris, der var til at overskue, hvis det nu alligevel ikke var hjulet, som den var gal med.

Nuvel, hjulet blev bestilt, og pakken blev modtaget dagen efter. James blev pænt lagt på operationsbordet, og som det også er med mennesker, så skal man i gang med det samme efter en operation. Så han blev selvfølgelig straks sat til at støvsuge soveværelset, og nu virkede hjulet, som det skulle. 

Wheel for iRobot