Tag-arkiv: Work

Lidt arbejdssnak 👩‍💻

Jeg har den sidste månedstid fået lov til at arbejde på vores formularer på arbejdet. Det er, hvad vi kalder vores automatiseringsprocesser. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det i bund og grund powershell scripts, der ligger til grund for det.

Jeg synes, at det er sjovt at få de forskellige scripts til at gøre, som jeg gerne vil. Og så er der lige noget, der ikke helt er, som det skal være, og så skal jeg grave lidt videre, indtil det er perfekt. Det er lige mig. Det har gjort, at min arbejdsglæde er steget. Dagene var gået hen og blevet meget drift, så det er dejligt med lidt nyt.

Jeg har også lavet nogle scripts til udrulning af Edge og Edge WebView2 Runtime med ConfigMgr, så det er nu meget nemmere for mig. Det var også på tide, for når først jeg har lavet noget 10 gange, så er det vist på tide, at vi et script til at gøre det, så jeg kan bruge min tid på noget andet. Forhåbentlig bringer 2024 mere tid til at lave den slags.

Small artificial plants

Arbejdsvilkår

Jeg er utrolig glad for min nye chef. Hun har et par gange spurgt, om der er noget hun kan gøre for at gøre min arbejdsdag bedre. Hver gang har jeg ikke haft nogle gode ideer, da mit arbejdspres stammer fra mine egne høje standarder og krav. Min chef har på intet tidspunkt presset mig i forhold til mine opgaver.

Forleden så jeg et webinar, som min fagforening havde arrangeret. Det handlede om en virksomhed, som have indført 4 dages arbejdsuge til samme løn, og de havde øget deres produktivitet. Der var flere gode ideer, som de havde indført, men en ting bed jeg specielt mærke i – afsat tid til arbejdsro. Så jeg snakkede med min chef om, at jeg godt kunne tænke mig at kunne afsætte tid i kalenderen til arbejdsro, hvor jeg ikke bliver forstyrret. Men måske mere at jeg med god samvittighed kan ignorere email og chat beskeder. Det er simpelthen så indgroet i mig, at man skal være tilgængelig hele tiden – uanset, hvad man arbejder med. I dag er det sådan, at uanset om man sidder midt i en opgave, der kræver koncentration, om man har konsulentbesøg eller sidder i en læringssituation med en kollega, så forventer ens kolleger, at man har tid til dem selvom deres spørgsmål sagtens kan vente en time eller til næste dag. Det gør det utrolig uproduktivt at være på arbejde.

Jeg ved godt, at det kræver tilvænning, at man skal kigge i kollegaens kalender, inden man går ind og forstyrrer, men jeg er sikker på, at det vil give et bedre arbejdsmiljø. Det handler også om, at man skal respektere sine kollegers tid og behov for arbejdsro. Noget som bl.a. Thomas har utrolig svært ved. Min chef synes, at det er en god ide, så det er noget, som vi skal arbejde med i det nye år. Har jeg sagt, at jeg synes, at min nye chef er fantastisk? Det er første gang, at en chef tager mine forslag om ændrede arbejdsvaner alvorligt.

Christmas decoration

Medarbejdersamtale

Jeg har haft medarbejdersamtale med min nye chef. For det første var jeg noget spændt på, om jeg stadig kunne få lov til at beholde mine hjemmearbejdsdage, for det er mit absolut vigtigste personalegode. Det kommer nemlig både mig og min arbejdsplads til gode, fordi det er med til, at jeg ikke har så mange sygedage. Jeg ved, at min arbejdsplads som udgangspunkt ikke ønsker, at medarbejderne arbejder hjemme, og min nye chef vil også helst være fysisk på arbejdspladsen, så jeg havde forudset en kamp. Men det kunne jeg pænt pakke sammen. Efter lidt snak om hvorfor og min migræne så syntes hun, at jeg bare skulle fortsætte, som jeg havde gjort før. Pyha, det var en lettelse.

Dernæst er jeg altid spændt på, hvad en chef så vil snakke om, for jeg er mest af alt vant til, at samtalen egentlig ikke handler om mig. Men vi snakkede om mig og hende, og at hun var meget tilfreds med mit arbejde, så jeg var glad og tilfreds efter samtalen, og det var nu skønt.

Vi snakkede selvfølgelig også om uddannelse, og der sagde jeg, at jeg nok skulle sige til. Vi talte også om, at jeg selv havde betalt for kurset ‘Building a second brain’, men der var ikke umiddelbart ønske om, at min arbejdsplads ville betale for det. Det havde jeg heller ikke regnet med, men jeg har vel lov til at håbe.

Jeg tror, at det bliver rigtig godt med min nye chef. Det var ikke, hvad jeg havde forventet, men indtil nu er hun den bedste chef, jeg har haft, på denne arbejdsplads.

Christmas lights

Apple tastatur

Mit tastatur på arbejdet har opgivet at leve mere. Det er dødt. Jeg har selvfølgelig bedt om et nyt tastatur, men da jeg er noget besværlig (læs: meget besværlig), når det drejer sig om tastaturer, så er der leveringstid på det, jeg gerne vil have. Det er et Logitech tastatur med solceller, og pga det meget flade layout, så passer det mig fantastisk. Almindelige tastaturer, som er vinklet, giver mig ondt i håndledene. Desværre vides det stadig ikke, hvornår det bliver leveret, og det kan jeg ikke leve med. Min arbejdsstilling er simpelthen så dårlig, at jeg får tendens til migræne, så jeg er gået på jagt efter et alternativ.

Logitech har ikke noget. Alle deres nye modeller er vinklet, og det er umuligt at se på billederne, hvor meget vinkel der er. Det bedste alternativ, jeg kunne finde, var et Apple tastatur, men jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne bruge det. Ja, bogstaverne sidder selvfølgelig på samme sted, men hvad med specialtegnene, som bruges meget som system administrator? Jeg fandt en fin guide, og så tog jeg chancen og købte tastaturet. Det ville selvfølgelig være helt umuligt at få mit arbejde til at betale det, fordi der står Apple på det – også selvom et Logitech koster det samme.

Jeg har modtaget tastaturet, og jeg har brugt det en hel del dag – wow, det er fantastisk. Jeg har aldrig haft et tastatur, som passer mig så godt. Det giver mig også mulighed for en langt større skrivehastighed. Jeg havde godt nok ikke troet det, men jeg kommer aldrig tilbage til et Logitech tastatur. Jeg købte også en taske, så det er nemt at transportere tastaturet med på arbejdet.

Apple keyboard and trackpad

Kursus hele ugen

I starten af sidste uge så jeg et kursus i et Twitter opslag, som så meget interessant ud. Jeg undersøgte sagen nærmere og fandt ud af, at det blev afholdt af to meget kendte konsulenter. Den ene af dem har stiftet et af de konsulentfirmaer, vi bruger på arbejdet, så han var ikke helt ukendt.

Det var et fejlfindingskursus om SCCM, og det kunne jeg godt bruge. Den andet interessante ved kurset var, at det ikke var et standard Microsoft kursus, hvilket er en fordel i min optik. Standard Microsoft kurset er ikke særlig interessante for mig. Eneste minus ved kurset var, at det blev afholdt i denne uge. Jeg tænkte, at varslen var alt for kort, men jeg forsøgte mig alligevel med at spørge om lov. Til min store overraskelse fik jeg lov til at deltage. Efter lidt bøvl med betalingen var jeg tilmeldt, og så kunne jeg begynde at glæde mig.

Kurset ville køre efter amerikansk tid, hvilket betød, at jeg skulle starte kl 16 og slutte kl 24, og det var jeg egentlig godt tilfreds med. Så jeg lagde en masse planer i forhold til at lave noget i løbet af dagen og gå nogle ture mm.

Første dag gik det fint, men resten af ugen forløb anderledes end planlagt. Når jeg var færdig med kurset ved midnatstid, trængte jeg i den grad til at strække kroppen. Så det endte med, at jeg gik en tur efter kurset. Det gjorde, at jeg kom endnu senere i seng og dermed også senere op. Derudover var jeg mentalt træt, så jeg lavede næsten ikke andet end at deltage på kurset hele ugen. Det havde også været resultatet, hvis det havde foregået 9-17, så det jeg burde have forudset.

Til gengæld var det uovertruffent kursus. Jeg kan ikke husket, at jeg nogensinde har været på et så godt kursus før, så jeg håber, at jeg kan komme på et kursus der igen. Jeg har kigget på hjemmesiden, og der er et par stykker, som er interessante for mig. Jeg krydser fingre for, at jeg kan komme på et af dem til næste år.

Night picture

Min chef har sagt op

Det var lidt af et chok, da min chef meldte ud for en måned siden, at han havde fundet sig et nyt job. Det var dagen, da jeg gik på ferie. Det kastede mig lidt ud af kurs. Pludselig synes jeg, at fremtiden er usikker og en smule kaotisk. Ja, jeg ved godt, at det ikke er verdens undergang, men jeg er typen, der har behov for at bearbejde ting.

Min erfaring er, at jeg skal bruge tid på at forklare en chef, hvad det vil sige, at jeg er introvert. At det betyder at jeg har behov for alenetid i løbet af dagen. Jeg har også tidligere skullet forsvare, at jeg går på arbejde for at arbejde og ikke for at hygge. Dertil kommer, at mit firma har ansat to nye kolleger til vores afdeling, som skal starte til august. Den ene skal have samme opgaver som mig, mens den anden skal have en lidt anden type opgaver. Begge kommer dog til at trække på mig, og det kommer til at presse mig yderligere. I forvejen har jeg to kolleger, som trækker på min viden.

Jeg har nu i over 3 år haft en kollega, som skulle læres op, og det slider på mig, fordi jeg dermed ikke har tid til at lave mine egne opgaver. Indtil nu har der ikke været nogen form for anerkendelse fra firmaet af at oplæring tager tid, og at jeg derfor ikke har tid til den samme mængde opgaver. Læg det sammen med, at vi i forvejen er underbemandet, og det resulterer i en arbejdsbyrde som langt overstiger det, som en person har en ærlig chance for at løse. Oven i det er det en firmapolitik, at vi ikke må opspare flextimer, så det har til tider været frustrerende, når min chef i samme sætning har sagt, at vi skal have lavet det, det, det og det, og jeg i øvrigt skal holde fri, så jeg kan afspadsere nogle flextimer. Når jeg prøvede at spørge, hvordan jeg skulle få det til at fungere, så fik jeg bare at vide, at sådan var verden.

Jeg glæder mig til at få en kollega som kan aflaste mig, også selvom det kommer til at tære endnu mere på min energi i et stykke tid. Og jeg krydser fingre for, at jeg får en chef, som kan sige nej til opgaver, når afdelingen ikke kan rumme flere opgaver. Det må også gerne være en chef, som er en god personaleleder, og som forstår, at der er forskel, hvad der skal til for at en medarbejder trives.

Stickers on the window

En smule bekymret

Jeg har altid sagt, at jeg ikke kan rammes af stress, fordi min migræne nedlægger mig inden. På det seneste er jeg dog begyndt at blive i tvivl. Jeg har igen haft den mærkelige hovedpine, som jeg eller piller ikke kan gøre noget ved.

I midten af januar fik jeg også denne type hovedpine, efter at noget weekendarbejde ændrede sig fra at være en standard opgradering til en panik weekend, fordi flere ting gik galt, og jeg havde en server, der ikke ville starte. Dengang troede jeg, at jeg fik hovedpinen, fordi jeg havde arbejdet 9 dage i træk og bare ikke kunne mere. Nu tror jeg mere, at den var en reaktion på min stress den weekend, og efterfølgende totale mangel på anerkendelse fra min chef. Jeg knoklede røven ud af bukserne, men jeg følte ikke, at det på nogen måde blev værdsat.

Denne gang kom hovedpinen en mandag morgen, hvor en server bluescreenede, 5 min før jeg skulle af toget. Så der var en smule panik på vej til arbejdet, hvor jeg forsøgte at arbejde på pc’en, mens jeg gik fra stationen til mit arbejde. Da alt var oppe og køre igen, fik jeg ikke lov til at slappe af, fordi mine kolleger skulle have hjælpe til dit og dat. Og det er også svært at forsvare, at jeg egentlig havde behov for en halv time for mig selv, hvor jeg stille og roligt kunne falde ned på jorden igen.

Om onsdagen havde jeg en periode med spændinger hen over brystet, fordi jeg var frustreret over ikke at få lov til at lave mit arbejde. Jeg ved, at det lyder mærkeligt, men det betyder meget for mig, at jeg kan få lov til at lave mit arbejde. Og nej, det er ikke at være lokal google opslagsværk for mine kolleger. Mit arbejde består at sikre stabil serverdrift, og det kan jeg ikke, når jeg skal hjælpe alle andre med deres problemer. Det er enormt frustrerende for mig.

Jeg er nødt til at passe på mig selv – jeg er bare ikke sikker på, hvordan jeg skal gøre det.

Evening sky

8 arbejdsdage i træk

Det er ikke for at klage, for jeg ved, at der er mange andre, som arbejder langt mere end mig. Jeg er dog stadig træt og trænger i den grad til at slappe af efter at have arbejdet 8 dage i træk. Det værste har egentlig ikke været, at jeg skulle arbejde så meget, det har mere været den totale mangel på planlægning fra min chefs side, som frustrerer mig.

For halvanden uge siden, en onsdag eftermiddag ca 1 time, før jeg skulle gå, fik jeg pålagt at færdiggøre det nye image/opkøring, som en af mine kolleger har arbejdet på. Min chef var nået til den konklusion, at han ikke kunne nå at blive færdig til mandag, som var aftalt. Så arbejdet landede på mit bord, til trods for at jeg havde fri torsdag og skulle have konsulentbesøg fredag. Okay, jeg yder gerne lidt ekstra, når der er behov for det.

Det viser sig, at processen med at lave det nye image/opkøring ikke er så færdig, som jeg troede, og at min kollega har sprunget over, hvor gærdet er lavest alle steder. Så der er flere ting, som der skal rettes op på. Det resulterede i, at jeg arbejdede lørdag og søndag, og så skulle jeg mandag morgen teste på en fysisk pc. Her opdagede jeg så, at der var noget, der drillede, men det blev hurtigt løst, og så var opgaven færdig.

Min chef havde fri mandag til onsdag, men det var meningen, at helpdesken skulle starte med at installere pc’ere med det nye image og udlevere dem. Men de havde travlt med udlevering af iPads, så de havde ikke tid. Da min chef møder torsdag, er der stadig ikke udleveret pc’ere, og min chef havde sagt, at jeg ikke skulle gøre det. Så jeg følte lidt, at jeg havde knoklet uden grund.

Weekenden har været brugt til at lave praktiske ting hjemme, som jeg ikke har fået lavet pga alt arbejdet. Og så har jeg bare slappet af, hvilket var tiltrængt.

My hue lights outside
Min udendørsbelysning med Hue LED pærer

Arbejdsweekend nr 1 i 2022

Arbejdsmæssigt har det været en intens start på 2022. De sidste 2 uger har været anstrengende og frustrerende. Vi er i gang med at lave en It-strategi for de næste 3-5 år, og pga manglende kommunikation fra ledelsens side, så har det skabt en masse forvirring og misforståelser.

I denne weekend skulle vi så opgradere vores SAN. Der kommer en konsulent ind og gør det, og det plejer at forløbe smertefrit. Jeg lukkede alle systemerne ned, og så opgraderede konsulenten vores 2 SAN systemer. Det tog længere tid end normalt, fordi vi var kommet bagud med opdateringer pga COVID-19.

Da han var færdig, og jeg begyndte at starte alle vores servere op, så alting ud til at virke, som det skulle. Mail, SQL, intranettet, journalsystem osv meldte alt ok. Pludselig lægger jeg mærke til, at alle systemer på en af vores Hyper-V hosts i DMZ hænger i opstarten, og så begynder problemerne.

Først finde jeg ud af, at hosten har smidt Windows licensen. Hvorfor? Det fandt jeg aldrig ud af, men det tog nogle timer at finde ud af, hvordan jeg kunne aktivere serveren via telefonen. Det var nemlig ikke muligt at give serveren internet adgang, da vores firewall management server ikke kunne starte (den lå på den fejlramte host).

Dernæst kunne jeg konstatere, at jeg stadig ikke kunne starte de virtuelle systemer. Klokken var ved at blive mange, og jeg ville gerne hjem. Inden jeg tog hjem, ville jeg dog gerne sikre mig, at jeg kunne reinstallere serveren hjemmefra, hvis det skulle blive nødvendigt. Det tog også lige et par ture frem og tilbage mellem mit kontorrum og serverrummet med et kabel, før jeg kunne konstatere, at det var muligt.

Da jeg var kommet hjem og havde fået noget at spise, så kiggede jeg på problemet, og inden jeg gik i seng, havde jeg en ide om, at det var en hardware fejl i serveren. Dagen efter begyndte jeg at fejlsøge mere, og på et tidspunkt kom jeg til den konklusion, at det var SAN’et den var gal med. Jeg kontaktede vores konsulent i håb om, at han kunne hjælpe. Sammen fandt vi ud af, at det ikke var SAN’et den var gal med, og jeg fandt frem til, at det var et pågældende SAN drev, der var fejlen. Nærmere bestemt var det replikeringen af SAN-drevet mellem de 2 SAN systemet. Så snart jeg slettede replikeringen, så kørte alting, som det skulle.

Pyha, det var en hård weekend, og det er anstrengende, når man skal arbejde så mange dage i træk. Specielt fordi de sidste par dage var fyldt med problemer. Desværre kan jeg først se frem til en fridag på fredag, så det bliver en lang uge.

Kollega går på pension

Det kom som et lyn fra en klar himmel – min teamleder går på pension. Egentlig havde jeg ikke regnet med, at han ville stoppe foreløbigt, og jeg er heller ikke sikker på, at det var sket, hvis vi havde haft almindelige arbejdsdage i stedet for hjemmearbejde. Men nu gider han ikke mere, og jeg forstår ham egentlig godt.

Men det giver noget usikkerhed, og jeg kan ikke lade være med at gruble over, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Min chef tror bare, at vi kan undvære funktionen teamleder, men jeg er ikke så sikker. Min chef har ikke forstand på It, og det gør det nogle gange svært at diskutere teknik med ham. Desuden har jeg et par gange oplevet, at han ikke bakker vores It funktion op, og det har jeg det ikke særlig godt med.

Faktisk er der ingen chefer på mit arbejde, som har forståelse for It, og det synes jeg er et problem. Det gør det utrolig svært for dem at tænke It med i de daglige processer, for de ved simpelthen ikke, hvornår It kan hjælpe, og hvornår det ikke giver mening. Og så vil jeg slet ikke nævne manglen på forståelse for It sikkerhed. Der har vores teamleder virkelig formået at trumfe igennem, men nu tilfalder den rolle min chef, og det dur han ikke til – endnu.

Jeg håber selvfølgelig, at han med tiden kan blive klædt på, og at han også med tiden lærer at spørge og inddrage dem, som sidder med ekspertisen, jeg har bare ikke oplevet det endnu.

Det næste problem er tilgængelighed. På min arbejdsplads er der en eller mærkelig holdning om, at chefer skal have alle deres dage plastret til med møder – ofte uden pauser mellem dem. Det gør det ikke nemt at få fat i dem, og nogle gange skal It ting diskuteres, også selvom der ikke nødvendigvis er kaldt ind til møde. Vi har været vant til, at vi stort set altid kunne få fat i vores teamleder, hvis der skulle tages en beslutning, som vi ikke selv måtte tage. Også det bliver der nu lavet om på.

Fremtiden bliver spændende.

Garden tiles before cleaning
Jeg er gået i gang med at rense fugerne mellem mine fliser (før billede)
Garden tiles after cleaning
Fliserne efter rensning af fugerne