Månedsarkiv: februar 2011

Ny lampe

Jeg er meget besværlig, når det gælder belysning. Derfor har vi i årevis brugt en uplight med dens indirekte belysning som eneste lyskilde i stuen. Ja da, vi har også et par lamper (halogen) hængende over sofabordet, men vi bruger dem aldrig. For selvom jeg godt kan lide halogenlyset, så irriterer det mig i længden, når vi ser tv, til trods for at de kan dæmpes. Derimod kan jeg ikke lide lyset fra spare pærer mm, fordi lyset efter min mening er forkert.

Ulempen ved en uplight er elforbruget, så jeg har i et stykke tid ledt efter en erstatning. Men det er ikke lige noget, jeg finder i nærmeste forretning. Til gengæld har jeg i et par måneder luret lidt på Philips Living Colors koncept. Så da jeg fandt lampen billigt i Tyskland, syntes jeg, at det var på tide at afprøve den.

Hvad er så Living Colors? Det er en lampe, som giver indirekte belysning – og med den store model, som jeg har købt – kan man vælge mellem 16 millioner farver (den lille har ‘kun’ 256). Det vil sige, at lampen kommer med en fjernbetjening med et farvehjul, hvor man simpelthen bare rør ved farven, man ønsker. Derudover kan man ændre farvemætheden af den pågældende farve samt dæmpe lyset.

Lampen bruger en tiendedel i el i forhold til den gamle uplight, så det er absolut en gevinst, og vi er meget glade for den. Men – og der skal engang imellem også være et men – den er svær at placere. Vi har ikke meget ledig vægplads, men et stort vinduesparti med gardiner, og det gør det svært, når man skal placere lampen, for gardiner kaster ikke meget lys tilbage. Desuden er farven på væggene lysegul, mens gardinerne er grønne, så det forvrænger farven fra lampen. Selve lampen lyser kraftigt, så man skal ikke stille den et sted, hvor man kan se lyskilden, og det gør også, at der vil komme en del skyggevirkning. Lige nu mangler vi at ‘lege’ uplight med den. Det kunne være, at den ville være ideel, hvis den fik lov til at bruge loftet til genskær, så det skal afprøves på et tidspunkt. 

Philips Living Colors

Digital fotoramme

Vi er i en smule sorg… Vi er nemlig kommet af med vores digitale fotoramme, som vi var blevet så glade for. Nåh, men det er måske også at foregribe fortællingen ved at starte med slutningen, så jeg må vel hellere starte forfra. Min mor fyldte rundt sidste år, og min søde samlever havde fundet den perfekte fødselsdagsgave til hende – en digital fotoramme. Hun havde ikke rigtig selv nogle ønsker, og vi tænkte, at en fotoramme ville skabe glæde, eftersom hun har et digitalt kamera og tager billeder, men aldrig får dem set på computeren.

For det første er det ikke nemt at vælge en fotoramme. Mit primære kriterie var billedkvalitet. Min mor er ikke teknisk kyndig på det område, så det var fuldstændig ligegyldigt, om fotorammen havde wi-fi, radio, afspilning af film mm, så jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville købe i en forretning, så jeg kunne vurdere billedkvaliteten. Men det var komplet umuligt at finde de lidt dyrere modeller. Jeg fandt hurtigt ud af, at Sony laver nogle gode fotorammer, men ikke engang Sony Centrene kunne vise mig de forskellige modeller, og de vidste heller ikke, hvornår de fik nogle på lager!

Nåh, så var det tilbage foran computeren og tage chancen, så jeg bestilte over nettet – i god tid før fødselsdagen. Men leverancen kom ikke som lovet, så blev den udskudt, og udskudt igen. Så trak de pengene uden at sende varen, men udskød leveringen endnu engang, så jeg besluttede at ophæve handelen. Det gik overraskende godt, men jeg stod nu og skulle bestille et andet sted, vel vidende, at jeg ikke kunne få leveret fotorammen inden selve dagen – øv.

Fotorammen ankom, og som planlagt fik vi den leveret, så vi kunne sætte os ind i den og lægge billeder på. Det vil sige, at vi havde den stående i 1½ uge, og det var faktisk en succes. Vi nød at få vist nogle af de billeder, som vi aldrig ser. Men dagen kom, hvor vi var nødt til at levere den til rette ejer – min mor. Og hun er meget glad for den – mens vi går hjemme og savner den meget! 

Billede: Billede taget sidste år i Disneyland Paris

Disneyland Paris