Tag-arkiv: Lighting

Philips Hue – Ensis

Endelig har jeg fundet en spisebordslampe, som jeg kan bruge. Altså, jeg bliver mere og mere begejstret for Philips Hue produkterne. Denne gang har jeg kastet kærligheden på den lampe, der hedder Ensis.

Mit problem med spisebordslamper er, at de alt for ofte sender lyset ud i hovedet på dem, der sidder omkring bordet. Jeg er godt klar over, at det er for at give rumbelysning også, men når man er følsom overfor lys, så er det mildest talt generende.

Min gamle spisebordslampe havde ovenstående problem. Derudover var den udstyret med halogenpærer, så den var ikke ligefrem billig i drift. Den var også samtidig eneste lyskilde i alrummet, så når jeg havde gæster, så blev den ofte brugt som belysning hele aftenen, og det var ikke billigt.

Oprindeligt havde jeg planlagt at købe en Hue strip, der skulle lyse op i loftet og lave indirekte belysning, men da jeg så Ensis lampen, så ændrede jeg planer. Den er helt perfekt, fordi den har to separate lyskilder – den ene lyser op, og den anden lyser ned. Det betyder, at jeg kan styre farve og lysstyrke individuelt, og jeg kan nøjes med at bruge den som uplight, når alrummet skal være belyst. Det virker helt perfekt.

Philips Hue Ensis

LED Lys

Så gik den første LED pære i stykker på det ene badeværelse – øv. Nåh, men der var der ikke noget at gøre ved – jeg måtte bare i gang med at bestille en ny. Jeg regnede egentlig bare med at bestille en magen til den, der gik i stykker, men det var ikke muligt, da den model var gået ud af produktion. Så der var ikke nogen vej udenom, jeg var nødt til at undersøge markedet for at finde en ny pære.

Det gik hurtigt op for mig, at den øgede fokus på LED pærer har sat gang i udviklingen af dem. Da jeg købte LED pærer som erstatning for mine halogenpærer for nogle år siden, var problemet at få nogle pærer med et ordentligt lys. LED pærer havde en tendens til at være meget ‘kolde’ eller blå i deres lys og spredningen på lyskeglen var mildest talt elendig, og det samme var udvalget. Men for miljøet skyld, så skiftede jeg alligevel til LED dengang.

Da jeg modtog den nye pære blev jeg noget overrasket – positivt. Lyset minder utrolig meget om halogenpæren – varmt og gyldent. Og spredningen på lyskeglen er også meget bedre en mine ‘gamle’ LED pærer. Så den slags pærer skal der købes nogle flere af, og de skal bruges til begge badeværelse, så der kan komme mere og bedre lys. Og så gør det ikke noget, at pærerne er blevet billigere.

Billede: Las Vegas er berømt for al deres belysning

Las Vegas

Ny lampe

Jeg er meget besværlig, når det gælder belysning. Derfor har vi i årevis brugt en uplight med dens indirekte belysning som eneste lyskilde i stuen. Ja da, vi har også et par lamper (halogen) hængende over sofabordet, men vi bruger dem aldrig. For selvom jeg godt kan lide halogenlyset, så irriterer det mig i længden, når vi ser tv, til trods for at de kan dæmpes. Derimod kan jeg ikke lide lyset fra spare pærer mm, fordi lyset efter min mening er forkert.

Ulempen ved en uplight er elforbruget, så jeg har i et stykke tid ledt efter en erstatning. Men det er ikke lige noget, jeg finder i nærmeste forretning. Til gengæld har jeg i et par måneder luret lidt på Philips Living Colors koncept. Så da jeg fandt lampen billigt i Tyskland, syntes jeg, at det var på tide at afprøve den.

Hvad er så Living Colors? Det er en lampe, som giver indirekte belysning – og med den store model, som jeg har købt – kan man vælge mellem 16 millioner farver (den lille har ‘kun’ 256). Det vil sige, at lampen kommer med en fjernbetjening med et farvehjul, hvor man simpelthen bare rør ved farven, man ønsker. Derudover kan man ændre farvemætheden af den pågældende farve samt dæmpe lyset.

Lampen bruger en tiendedel i el i forhold til den gamle uplight, så det er absolut en gevinst, og vi er meget glade for den. Men – og der skal engang imellem også være et men – den er svær at placere. Vi har ikke meget ledig vægplads, men et stort vinduesparti med gardiner, og det gør det svært, når man skal placere lampen, for gardiner kaster ikke meget lys tilbage. Desuden er farven på væggene lysegul, mens gardinerne er grønne, så det forvrænger farven fra lampen. Selve lampen lyser kraftigt, så man skal ikke stille den et sted, hvor man kan se lyskilden, og det gør også, at der vil komme en del skyggevirkning. Lige nu mangler vi at ‘lege’ uplight med den. Det kunne være, at den ville være ideel, hvis den fik lov til at bruge loftet til genskær, så det skal afprøves på et tidspunkt. 

Philips Living Colors

LED pærer

Først lidt baggrund… I vores ene badeværelse plejer der at sidde 5 halogenspots, men for 1½ uge siden gik den ene pære i stykker. Det gav anledning til at diskutere, om vi skulle skifte dem ud med noget, som ikke brugte så meget strøm. Vi startede med at låne en spare pære kuffert hos Lysmesteren. Det kan varmt anbefales, da der findes mange typer (selv inden for samme mærke), og lyset er meget forskelligt. Vi kunne godt lide den ene type, fordi lysspredningen var større end ved halogenpærerne, men problemet med spare pærer er ofte, at de tænder forsinket, og det gjorde disse. Det er meget irriterende, når man tænder lyset og er stødt ind i noget, før lyset når at tænde. Så vi begyndte at kigge efter alternativet – LED pærer.

Vi startede med at købe 2 billige til ca. 80 kroner stykket. Det var spild af penge – lyset var elendigt, og i forhold til den ene måtte vi konkludere, at varmt hvidt lys er gult! Så de røg i skraldespanden. Så købte vi i stedet en enkelt pære hos Prolys – 260 kroner – men så kunne den også dæmpes. Den var sammenlignelig med halogenpærerne, men vi så også, at der findes mange andre typer. Så vi tog chancen og prøvede 2 andre – en som var vandtæt, og en som havde en større lysspredning. De vandtætte havde et koldt lys og en større lysspredning end halogenpærerne og var velegnede til at sidde over spejlet, mens LED pærerne med større lysspredning havde et mere varmt lys. Vi endte derfor op med at benytte en kombination. Dels fordi lyset i badeværelset ikke skulle blive for koldt, dels fordi de vandtætte pærer tænder med en smule forsinkelse (dog ikke i nærheden af spare pærerne), hvorimod pærerne med den store lysspredning tænder prompte og slukker en smule forsinket. Således har vi skåret elforbruget ned fra 220 W til 22 W i vores badeværelse.

Den dæmpbare LED vi startede med at købe var dog ikke spildt. Den bruger vi til udendørsbelysningen, som er udstyret med dæmper. Et godt råd til alle, som overvejer LED lys – køb ikke for billigt! I bliver bare slemt skuffede. Vi benyttede os af muligheden for at ringe og snakke med Prolys, og det kan varmt anbefales. 

LED lighting