Entusiasme

Jeg var til seminar i dag. Nærmere bestemt var det om Microsoft System Center 2012 SP1 Suite, og det var Coretech, som afholdt det. Det er et firma, som har nogle meget gode og engagerede konsulenter, som altså også bruger en del tid på undervisning/foredrag. De er simpelthen eksperter på System Center produkterne.

Seminaret var utrolig godt. De er meget gode til at koge tingene ned til essensen og holde det på et fagligt højt niveau. En anden ting der kendetegner dem er, at de er meget entusiastiske. Og det mindede mig om, at det er noget, jeg i høj grad savner til dagligt. Jeg synes, mit arbejde er sjovt og spændende. Det er fedt at finde ud af nogle nye ting – at gå på udforskning i et program og finde ud af, at det rent faktisk kan automatisere en del af hverdagen.

Min hverdag med kolleger, som ikke kan se det spændende i nye ting, som ikke er nysgerrige efter nye funktionaliteter – det kan være dræbende for mig. Jeg siger ikke, at alting SKAL vendes på hovedet. Men det kunne være rart, hvis der var noget entusiasme at trække på, når der sker noget nyt. Jeg løber hurtigt panden mod en mur, når det hver gang kun er mig, der ønsker forandring, forbedring, nye muligheder. Og det er træls at skulle forsvare, hvorfor det er en god ide at opgradere til nyt styresystem. Og det første mine kolleger gør – det skal se ud, som det plejer. Gaaab, det er da kedeligt. Det kunne jo være, at nogle af de nye muligheder rent faktisk var smartere?

Vi gør også mange ting manuelt (alt for mange efter min mening). Ja, det tager tid at automatisere, men bagefter giver det overskud. Som en af foredragsholderen sagde, så bliver der altid sagt, at der ikke er tid nok. Men hvis f.eks. en eller andens barn skal køres til hospitalet – vupti – så er der tid. Altså er det ikke, fordi tiden ikke er der, men fordi prioriteringen er forkert. Vi som mennesker er dovne og kortsynede, så når vi tænker på, om vi skal automatisere noget, så kigger vi kun på, at det tager lang tid at få på plads – så er det jo meget nemmere at lave det manuelt. Ja da, men ikke efter et stykke tid. Så vil automatiseringen tjene sig hjem, og der vil være mere interessante opgaver at tage sig til.

Jeg kom til at nævne automatisering af oprettelse af brugere for min chef. Og han spurgte straks: Hvad tjener vi på det? Øh, der er så mange åbenlyse svar efter min mening. Der skal ikke sidde en og oprette brugeren manuelt i AD, oprette brugeren på Exchange, ændre rettigheder på kalenderen, oprette personligt drev med tilhørende rettigheder, tillade Lync osv. Personen der opretter laver ikke stavefejl, og når vedkommende har ferie, så laver backup-personen ikke fejl. Alting bliver lavet ens hver gang. Hvis et punkt i proceduren ændres, så går informationen ikke tabt, når backup-personen overtager. Skal jeg fortsætte? Så igen skal jeg ‘kæmpe’ for nye ideer. Men jeg har prøvet det før. Og igen var det ikke fordi jeg vil lave ALTING om på en gang. Men kunne det ikke være spændende at se på muligheden? Men igen, personen der sidder og laver disse manuelle procedurer… ikke mange synes det er sjovt efter et stykke tid, men han gør!!!

Og hvis der er nogle af mine kolleger, som læser dette. Tro mig, jeg er ikke bedre selv. Forskellen er bare, at jeg gerne vil lave om på det. Tag f.eks. tjek af eventlogs på servere. Hvorfor får jeg ikke vores overvågning til at holde øje med det? Det står nu på min to-do liste.

En sidste ting jeg vil nævne. Min chef udtalte forleden, at it-afdelingen ikke skulle være førende på it. Jeg kunne ikke være mere uenig. Selvfølgelig skal vi være førende. Vi skal kunne supportere/understøtte vores brugere, og det kan altså ikke lade sig gøre, hvis ikke vi har de samme muligheder. Er det ikke os, som er eksperterne og burde kunne sige: Sådan kan man gøre dit og dat. Det er os, der kan sammenholde, hvad der kan lade sig gøre i al almindelighed, og hvad der kan lade sig gøre i vores it-systemer. Men jeg kan selvfølgelig også tage fejl, for når trenden med BYOD (bring your own device) slår igennem, så kan vi med garanti ikke følge med, men så skal vi også over i en hel anden måde at tænke ‘support’ på. Så bliver brugeren pludselig i langt højere grad ansvarlig for sikkerheden, og så skal vi ‘bare’ levere en række services. Se, det er skræmmende for langt de fleste – men det er også spændende! Jeg glæder mig allerede… 

Billede: Mickey Mouse fra Disneyland

Mickey