Vupti, så blev alle på min arbejdsplads sendt jeg hjem. Uha, det gik stærkt, da statsministeren meldte ud, at landet ville blive lukket fra fredag. Min arbejdsplads valgt så at gøre det øjeblikkeligt, så alle skulle arbejde hjemme fra torsdag morgen.

Meldingen var, at det skulle stå på i 14 dage. De første, der gik i panik, var cheferne. Uha, hvad gør vi nu? Hvordan får vi det til at køre? Nu kan vi jo ikke holde møder – panik, panik, panik. Og hvad skal de ansatte dog få tiden til at gå med. Dagligt kom der mail fra topledelsen om, at så kunne vi rydde op i vores mailboks, tage nogle online kurser osv.

Hold da op hvor var det tydeligt, hvorfor der er så meget modstand mod hjemmearbejde i ledelsen. De er så mistroiske, at de ikke tror på, at man arbejder. Tit tænker jeg på, at det nok er fordi de ikke selv ved hvordan og hvorledes, og når de ikke har noget at lave, så har andre det nok heller ikke. Det er så langt fra sandt.

Jeg er vant til at arbejde hjemmefra 3 dage om ugen, så for mig var det bare ‘business as usual’. Så lang tid jeg ikke skal have hjælp af en konsulent, så er der ingen problemer.

Heldigvis lader det til, at vi skal have godt vejr det næste stykke tid, så jeg glæder mig til for alvor at komme i gang med at gå lange ture igen. Jeg har godt af det 🙂