Havearbejde er farligt

Jeg må konstatere, at havearbejde uden solbriller er farligt. Normalt bærer jeg altid solbriller, når jeg arbejder i haven, fordi lyset er så skarpt. Og når jeg samtidig er lidt lysfølsom, så er det en nødvendighed med solbriller. Men denne gang var det overskyet, og klokken nærmede sig 18, da jeg ville gøre lidt ved haven.

Jeg gik i gang med at klippe nogle buske, og da jeg skulle bukke mig ned og fjerne noget græs i den ene busk, blev jeg prikket i øjet. Det var noget irriterende. Mens jeg stod og ømmede mig lidt, kom der en mand med hans hund gående, som jeg lige skulle hilse på. Mens jeg snakkede med ham, så forsvandt irritationen, og jeg afsluttede mit arbejde og pakkede sammen.

Da jeg kom ind og så mig selv i spejlet, så jeg til min store overraskelse, at jeg havde fået en bred, blodig streg i øjet. Jeg blev straks nervøs og ringede til lægevagten.

Jeg kom forholdsvis hurtigt igennem, og manden i den anden ende beroligede mig. Eftersom blodet kun var i det hvide i øjet, så var der ingen problemer. Og så lang tid jeg ikke havde smerter, så var der heller ikke noget problem.

Selvfølgelig begyndte min migræne at murre, fordi jeg var nervøs. Og så kunne jeg godt mærke, at mit øje ikke var helt sig selv. Det gjorde også, at jeg ikke sov så godt om natten. Og i øvrigt vågnede jeg midt om natten og kunne mærke, at alt ikke var, som det skulle være. Jeg havde allermest lyst til at ignorere det, men jeg tog mig sammen og gik ud og kiggede i spejlet.

Det var den lille gren, som havde skadet mig, der var på vej ud af øjet. Jeg er helt sikker på, at den var flere meter tyk – sådan føltes det i hvert fald. Nåh, men det var ok. Til gengæld havde blødningen bredt sig. Min logik sagde mig, at det selvfølgelig skulle være sådan, men alligevel var det ikke rart at se.

Lørdag fik jeg naturligvis migræne, men i dag har jeg det allerede bedre. Og jeg kan allerede se en bedring i øjet.

Bushes before I cut them
Before I trimmed the bushes
Bushes after I trimmed them
After I trimmed the bushes