På sin vis er jeg godt nok træt af min bil. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker. Jeg har kørt 9 år i min gamle Opel stationcar uden at få en eneste bule. Men nu er den igen gal med min nye bil.

Denne gang er det heller ikke min skyld. Faktisk er det lidt komisk, for jeg havde afleveret min bil til serviceeftersyn på værkstedet, og så skulle den også shines op og gøres ren. Senere samme dag som jeg har afleveret bilen ringer værkstedet, og så tænker jeg med det samme, at der er noget galt med bilen. Det er der også, men det er noget, de har gjort. De har smadret bagklappen på min bil. Det er gjort så godt, at den ikke kan lukke, og de kan derfor ikke udlevere bilen til mig. De har en lånebil klar til mig, som jeg kan komme og hente med det samme.

Jeg er taknemlig for, at de har lånebilen klar, og jeg synes, at det er god service, men jeg gider ikke køre i deres lånebiler. De er simpelthen så ringe. Jeg siger pænt nej tak til lånebilen, for jeg kan godt undvære den.

Der går fjorten dage, før jeg får min bil igen. Det er lidt lang tid, men jeg ved godt, at ting tager tid. Og de er selvfølgelig meget kede af, at der er sket skade på bilen. Heldigvis kan det slet ikke ses, da jeg henter bilen, så jeg er glad. Jeg spørger dog til, hvad der er sket. Jeg vil nemlig gerne vide, om det er noget, jeg selv kan være ude for. Det viser sig, at en eller anden har åbnet bagklappen, mens bilen blev vasket i vaskehal. Ja okay, det skal jo gå galt.

Jeg håber, at det nu endelig er slut med flere skader på min bil. Jeg synes, at den har været udsat for nok.