Forfatterarkiv: Panther

Endnu engang ny kollega

Jeg har fået en ny kollega på arbejdet. Det er ikke første gang vi forsøger at ansætte en, som kan aflaste mig i mit arbejde, da jeg har alt for mange opgaver. Tidligere har vi ikke været særlig heldige, da det er svært at tiltrække dygtige folk til en offentlig arbejdsplads.

Denne gang har vi forsøgt os med at ansatte en nyuddannet, og jeg er meget begejstret. Det er nogle gange svært at finde folk med den rigtige indstilling til tingene, men det er lykkedes denne gang. Så jeg skal ikke til at forklare i detaljer, hvorfor det f.eks. er en god ide at registrere alle vores opgaver i systemet. Ja, nogle tager sig måske til hovedet, men der er virkelig mange, som stadig går rundt med den holdning til It, som man havde i 90’erne. Og der er også mange som vidensmæssigt ikke har flyttet sig siden dengang. De har totalt misset de sidste mange år, hvor it job er blevet professionelle job, og hvor man ikke længere er super dygtig, bare fordi man kan installere et program.

Nåh, men jeg glæder mig over at have fået en ny kollega og ser frem til samarbejdet – forhåbentlig i mange år fremover.

Garden
Hængepil før klipning
Garden
Hængepil efter klipning

Big band til privat fest

Det var igen blevet tid til at lufte et instrument overfor nogle fremmede. Det var big bandet som var blevet hyret til at spille til en 85 års fødselsdag, så det var saxofonen, som skulle pudses og gøres klar.

At spille til en privat fest er altid lidt spændende, for man ved ikke helt, hvordan man bliver taget imod. De var utrolig flinke og havde sørget for kaffe og kage, hvilket var dejligt, eftersom de var forsinkede.

Men det var selvfølgelig lidt ærgerligt at skulle sidde og vente en time. Men vi fik stillet op og spillet 2 gange 45 minutter, og vi fik serveret isdessert i pausen. Det bedste af de hele er, at fødselaren efterfølgende har ringet og takket os mange gange – hun var meget glad og tilfreds med vores indsats.

Easter decorations
Påskepynt

Ny tandbørste

Hvem har ikke en app til sin tandbørste i disse moderne tider? Hænderne op alle sammen? Ja, jeg havde i hvert fald ikke, og jeg var heller ikke sikker på, at det ligefrem ville være en god ide. Til gengæld var jeg sikker på, at det var en god ide at kigge efter en ny tandbørste.

Batteriet var ved at være noget træt i min gamle tandbørste, og jeg skulle sætte den til opladning hele tiden. Så jeg gik på jagt efter en ny. Lige siden jeg skiftede fra Brauns runde tandbørster til Philips aflange børster, har mine tænder været meget renere (det siger tandlægen i hvert fald), og jeg kan bedre lide de aflange børster. Altså var jeg ikke i tvivl om, at det igen skulle være en Philips tandbørste.

Næste spørgsmål var, hvilken model jeg ville have. Jeg kan jo godt lide elektronik, så jeg havde da luret lidt på den, hvor man kunne bruge en app. Og der er en chip i hver enkelt børste, så håndsættet ved, hvilken børste man bruger, så den kan vælge tilhørende program. Derudover holder den også øje med, hvor meget børsten bruges og fortæller også, hvornår det er tid til at skifte.

Jeg var heldig at finde topmodellen på tilbud, så den købte jeg (ja, det er stadig en MEGET dyr tandbørste). Første kamp for mig var at følge app’en, når jeg skulle børste tænder. For det første startede den det helt forkerte sted. Det fandt jeg så ud af, at man godt ændre. Men den kræver, at man børster i en bestemt rækkefølge, og det, synes jeg, er irriterende. Det er også irriterende, at hvis man børster i længere tid, end hvad programmet har planlagt, så er det besværligt, når man stopper. Så bliver man spurgt, om man er sikker. Ja da, jeg har nu børstet i mere end 5 minutter!!! Til gengæld er det dejligt, at den altid minder mig om, at jeg skal bruge tandtråd – det er jeg nemlig slem til at glemme.

Alt i alt er jeg meget tilfreds med tandbørsten. Ja, børsterne er dyrere end til den gamle, men til gengæld holder de i længere tid. Og så er det blæret at rejse etuiet også er lader – endda med USB tilslutning.

Toothbrush

Gave indkøbt

Min far fylder rundt i år, og jeg har gået og overvejet, hvad han skal have i fødselsdagsgave. Normalt køber jeg nogle gode flasker rødvin til ham, og det er han meget glad for. Men i år kunne jeg godt tænke mig at bryde traditionen. Men hvad skal jeg give ham?

På grund af hans sygdom skal han jævnligt måle sit blodtryk hjemme. For en del år siden købte han et blodtryksapparat, og det har været flittigt brugt, men programmet til apparatet som bruges til at udskrive resultaterne er temmelig gammelt, og hver gang jeg opgraderer mine forældres pc, så krydser jeg fingere for, at det stadig virker.

Tidligere har jeg kigget blodtryksapparater, som kan kobles til min fars iPad, men jeg stødte ind i det problem, at det ikke var muligt at skrive data ud – og slet ikke på den måde, som sygehuset gerne vil have.

For ikke lang tid siden modtog jeg en mail, hvor der var tilbud på blodtryksapparater fra samme producent, som det han allerede har. Efter at have studeret både apparat og tilhørende app besluttede jeg, at det var gaven, som han skulle have. Nu glæder jeg mig til at give ham den.

Pheasant
Fast besøgende i haven

Fasaner i haven

Jeg ved godt, at det for nogle lyder mærkeligt, men jeg nyder nu naturen – specielt når den kigger ind i min have. Forleden dag var jeg nær snublet over mine egne fødder, da jeg på vejen ud i køkkenet efter noget at drikke, opdager en fasankok ude i haven, som spiser af mit fuglefoder.

I den næste uges tid kigger den ind i min have en gang om dagen, og jeg er da også begyndt at lægge solsikkekerner ud til den. Den er endda så modig, at vi kan passere hinanden i forhaven – selvfølgelig på behørig afstand.

En morgen opdager jeg til min store overraskelse, at den har taget en høne med. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg greb mit kamera for at tage billeder. Heldigvis hyggede de sig i et godt stykke tid, så jeg havde mulighed for at tage billeder og nyde synet. Nu bliver det spændende om jeg på et tidspunkt også får besøg af kyllingerne.

Pheasants

Silverstein blade

I december måned var jeg så heldig, at jeg havde fået lov til at teste Silversteins nye Alpha Ambipoly blade til klarinetten. Jeg havde givet dem noget feedback, bl.a. at jeg syntes bladet var for hårdt i forhold til den angivne værdi, så jeg havde svært ved at spille på de test blade, jeg havde modtaget. Heldigvis var det ikke kun mig, som havde sagt det, så det var noget, de ville ændre på i det færdige produkt.

Jeg fik et tilgodehavende til deres shop for at have testet, og dem ville jeg selvfølgelig bruge på et par blade, når de kom i den færdige version. Silverstein sendte mig en mail, da det var tilfældet, og yderligere var der intro pris, så jeg købte to blade  – 1 med hver deres styrke.

Desværre må jeg konstatere, at det ikke er et blad for mig. Det ter sig alt for meget som et bambus blad, der skal spilles til og fugtes, før det er spilleklar. Jeg er så glad for Legere bladene, netop fordi de altid er spilleklar. Men så har jeg da prøvet dem. Og det er da også muligt, at jeg giver dem chance mere på et senere tidspunkt, for det er jo fordelene ved kunstblade – de bliver ikke for gamle.

Billede: Det er en meget fornem indpakning, der omslutter Silverstein bladet, og så får man et plastikkort med. Mit sædvanlige Legere blad lægger til højre og er det gennemsigtige stykke plastik.

Artificial reeds

Opsigelse af abonnement

Nu har jeg haft et Plus abonnement hos Saxo i en del år. Det var rimelig billigt i starten (49 kr/måned), og jeg har haft stor glæde af gratis fragt og tilbud på både e-bøger og nodebøger. På et tidspunkt hævede de prisen, men jeg fik, som gammelt medlem, lov til at beholde min lave pris.

Efter endnu noget tid lavede de en storebror til mit abonnement, som inkluderede gratis adgang til udvalgte lyd- og e-bøger, og så steg prisen på mit ‘lille’ abonnement. Det var stadig en ok pris, så jeg besluttede stadig at være medlem.

Nu har de så besluttet, at det er for besværligt for kunderne (??), at der er to forskellige abonnementer, så de vil opgradere alles abonnement, inklusiv mit, til Premium abonnement med tilhørende højere pris (100 kr/måned). For det første bliver jeg altid lidt irriteret, når nogle (firmaer, chefer, politikere mm) taler ned om andre, for helt ærligt… hvordan kan de tillade sig at have en holdning om, at kunderne ikke kan skelne mellem 2 abonnementer?? Jeg kan forstå det, hvis det var 10 forskellige – men vi taler om 2?

Desuden forsvarede de den høje pris med, at man havde gratis adgang til lydbøger og e-bøger. Ja, jeg har abonnement på lydbøger hos Audible, og jeg læser da også e-bøger, men da jeg kiggede i kataloget, så var der stort set ingen bøger, som jeg kunne tænke mig. Altså ingen gevinst for mig. Det kunne være, at de skulle have kigget på mit forbrug, inden de spurgte, hvorfor jeg sagde abonnementet op, for så havde det absolut ikke undret dem.

Lizard
Firben set i skoven i nærheden af mit hjem

Sokker

Normalt er jeg meget konservativ, når det gælder indkøb af sokker. De skal være sorte med et lille diskret motiv over anklen. Desværre bliver det sværere og sværere at finde den slags sokker. Det er virkelig blevet mode med farverige, stribede sokker – og dem kan jeg ikke lide.

Nu er der dog sket det, at jeg rent faktisk har fundet nogle sokker med flere farver, som jeg godt kan lide – chok. Til gengæld har det resulteret i, at jeg nu har en sokkeskuffe, som er fyldt til bristepunktet. Det er nu meget rart.

Jeg har i første omgang kastet min kærlighed på sokker fra Happy Socks, som er ensfarvede på foden, men med mønster over anklen. De er ikke specielt billige, men det er en dejlig kvalitet. Jeg har dog også forsøgt mig med nogle billige sokker købt hos Amazon, som også virker dejlige, og så må tiden vise, om pris og kvalitet hænger sammen.

En anden ting som jeg er faldet for hos Happy Socks er julesokker. Der var selvfølgelig tilbud på dem her i starten af året, så jeg kom til at købe flere forskellige – jeg er hermed allerede klar til jul 🙂

Christmas socks
Christmas socks

Snemænd

Er det den rigtige årstid eller ej? Det er der helt sikkert mange meninger om. Jeg er nemlig faldet over nogle søde snemænd, som kan stå og pynte i vintermånederne, efter alt julepynten er taget ned.

Jeg synes, at der bliver så tomt og kedeligt, når jeg efter 1-2 måneder med huset fuld af julepynt, fjerner det hele, så jeg har været på udsigt efter noget, som kan lette overgangen. Og her var det, at jeg så nogle snemænd, som jeg mente, godt kunne udfylde hullet.

De kom selvfølgelig fra Kina, og generelt set er jeg utrolig glad for dem. Min mor blev selvfølgelig straks misundelig, men jeg kunne hurtig trøste hende med, at jeg også havde købt et sæt til hende. Det første hun skulle teste var lyset i dem, og her blev man hurtig klar over, at det kineservarer med den typisk meget hurtige blinken og skiften mellem farverne. Det synes jeg, er alt for forstyrrende, så jeg har dem bare stående uden lys, hvilket sådan set også var meningen fra starten af.

Nu nyder jeg synet af alle de søde snemænd, som samler sig omkring fjernsynet for at hygge.

Small snowmen

4 koncerter overstået

Det er ikke for at klage, men hvor er jeg glad for denne weekend. Ikke en eneste aftale har der været. Jeg er typen, som har behov for at slappe af, og det kan godt være lidt svært, når alle søndage i januar er booket til at spille med wienerorkesteret.

De sidste 2 koncerter blev holdt i hhv en kirke og på et plejehjem. I kirken var det ligesom alle de andre kirker, hvor wienerorkesteret spiller det meste af tiden, men bliver afbrudt et par gange af nogle unge musik talenter, som spiller noget helt andet musik. På den måde får de lov at spille for et større publikum.

På plejehjemmet var det anderledes. Der er der ingen af de unge musik talenter med, til gengæld er der et tre-mands orkester, der spiller populær musik som f.eks. Love me tender. Der er stadig et par solister også, men det er nogle fra wienerorkesteret. Denne gang var det en violin og en harmonika, som havde fundet et russisk nummer og et irsk nummer frem. Jeg var helt vild med det russiske nummer. Måske fordi det var så anderledes i forhold til alt det andet musik, jeg spiller.

Bare så ingen er i tvivl, så har jeg selvfølgelig nydt at være ude og lufte instrumenterne så meget. Det har været gode oplevelser, og jeg gør det gerne igen. Det giver også en god grund til at have en weekend, som jeg tilbringer med benene oppe og en god serie eller film. Og så har det været en ekstra god fornøjelse med den gode og stabile internet forbindelse, jeg har fået.

Sunset
Solnedgang