Der er begyndt at komme lidt lyd ud af saxofonen. Og det er ved at lyde af en smule, så jeg forsøgte mig med et smut ned til big bandet for at øve. Jeg var forberedt på, at det kun blev en halv aften, men jeg glædede mig sådan til at se mine medmusikanter.

Heldigvis var de også glade for at se mig, at det var en hyggelig aften, men det blev ikke mere end til en halv aften – så var jeg flad. Det gjaldt både fysisk og mentalt, men det var skønt at få smagen af hverdag tilbage. Og jeg måtte også lige undskylde for mine fejl, for dem var der flere af end sædvanligt.

Dagligdagen er så småt ved at vende tilbage, og jeg havde mine forældre på besøg forleden. Inden de kom, skulle jeg lige rydde en smule op. Nøj, hvor var det dejligt at begynde at få sit køkken og resten af huset tilbage. Det har taget lang tid at få klaret alle småtingene – julepynten skulle pakkes væk og på loftet (uf, det var ikke sjovt at skulle gå på en stejl stige), fortsætte med at sætte ting på plads i computerværelset (jeg var i gang med en større rengøring, da jeg blev syg) osv.

Det går fremad, og jeg bliver mere og mere mig selv, men jeg bliver stadig hurtigere træt, og hjernen kræver gerne 5-10 min hvil pr time, når jeg arbejder.

Saxofonen blev pudset og spilletøjet blev fundet frem. Det var nemlig tid til at tage ud og spille med big bandet. Denne gang skulle det foregår i et forsamlingshus. Faktisk var det ikke første gang, vi skulle spille der – sidste år var vi der også. Det var så stor en success, at vi var blevet inviteret igen i år – skønt.

I år havde vores dirigent planlagt 3 sæt, så totalt set skulle vi spille i længere tid end sidste år. Jeg var spændt på, om vi kunne holde til det, og det var også lige til grænsen – eller lidt over. Hvis jeg skal sige noget negativt om at spille 3 sæt, så er det, at man efter hver pause tydeligt kunne høre, at vi ikke stemte, fordi instrumenterne var blevet kolde. Det taler for, at vi fremover kun skal spille 2 sæt. Fordelen ved 3 sæt er, at tilhørerne har flere muligheder for at få fat i noget at drikke uden at skulle rejse sig midt i det hele.

Alt i alt gik det godt, og alle var glade og tilfredse, så nu holder big bandet sommerferie med god samvittighed.

Det var igen blevet tid til at lufte et instrument overfor nogle fremmede. Det var big bandet som var blevet hyret til at spille til en 85 års fødselsdag, så det var saxofonen, som skulle pudses og gøres klar.

At spille til en privat fest er altid lidt spændende, for man ved ikke helt, hvordan man bliver taget imod. De var utrolig flinke og havde sørget for kaffe og kage, hvilket var dejligt, eftersom de var forsinkede.

Men det var selvfølgelig lidt ærgerligt at skulle sidde og vente en time. Men vi fik stillet op og spillet 2 gange 45 minutter, og vi fik serveret isdessert i pausen. Det bedste af de hele er, at fødselaren efterfølgende har ringet og takket os mange gange – hun var meget glad og tilfreds med vores indsats.

Jeg har for anden gang spillet ude sammen med big bandet. Denne gang skulle vi spille i en kirke, og det skulle være de sædvanlige 2 gange 45 minutter. Også denne gang var jeg spændt på, hvor mange der ville komme og lytte til os, og til min overraskelse blev kirken godt fyldt.

Det var et fantastisk publikum og en dejlig aften. Manden, der står for det wienerorkester, som jeg også spiller med i, var endda en af tilhørerne. Det gav mig en smule nerver, da jeg godt ville gøre et godt indtryk. Og ja, jeg ved godt, at det er to helt forskellige typer musik, så det kan ikke helt sammenlignes, men alligevel betød det noget for mig.

Heldigvis gik det godt, og jeg må også give stor ros til den sanger, som vi har med. Hun synger altså godt. Og vores dirigent er hyggelig og rigtig god til at præsentere numrene. Så jeg har besluttet at komme fast i big bandet, men pga arbejdet kan ikke overskue at deltage hver uge, men planlægger at jeg kommer ca hver anden gang. 

Jeg er spændt. Gad vide, hvor mange der kommer, som vi skal spille for. Jeg har aldrig været med big bandet ude og spille, så jeg ved ikke, hvordan det normalt forløber. Og da jeg møder, får jeg stukket en node i hånden af en af mine spille-kollegaer med bønnen om, hvorvidt jeg lige kan spille den solo, for hun kan simpelthen ikke få den til at lyde godt.

Overraskelser i den stil er jeg ikke særlig god til, og det giver mig lige et ekstra skud adrenalin. Ikke fordi solo’en er svær for mig, men at spille den uden lige at have øvet den en enkelt gang er jeg ikke vild med. Jeg stiller mig ude ved bilen, og i min kamp for at få noden til at lægge stille, så jeg lige kan få en fornemmelse af solo’en, så kommer der en flink tilhører og tilbyder at holde. Han konstaterede hurtigt, at det bare lød fantastisk, så den kunne jeg godt gå ind at spille. Dejligt med lidt opmuntring fra en vildt fremmede.

Der var pænt mange tilskuere, og de var meget positive, klappende og piftende. Det var helt fantastisk. Jeg er kun vant til at spille med det sædvanlige orkester, og de trækker stort set ikke andet end familie og venner til. Så publikum er ikke stort, og selvfølgelig bliver der klappet, men slet ikke på den entusiastiske måde, som der blev her. Det giver mig blod på tanden til at fortsætte i big bandet.

Sidste år forsøgte jeg mig med at spille med i et big band. Det var ikke lige til at passe sammen med arbejdet, men nu har de spurgt, om jeg kan hjælpe med at spille til et arrangement i starten af juni, da en af deres musikere er forhindrede i at deltage.

Jeg har selvfølgelig sagt ja til at hjælpe, for det er nu meget rart at holde kontakten ved lige. Nu skal jeg bare finde ud af at flette nogle øvegange ind i kalenderen, så det ikke forstyrrer arbejdet alt for meget.

Det bliver spændende at se, hvilke numre dirigenten udvælger til arrangementet, men det bliver også spændende at se, hvor stort et publikum big bandet kan lokke til. Jeg har forespurgt til noder, for jeg gider ikke ligesom sidst, at det er svært at lokke noder ud af dem. Det var efter min mening noget værre rod. Heldigvis skal jeg spille 2. alt sax, og de noder har jeg vist alle sammen. Foreløbigt har jeg booket førstkommende mandag til øve sammen med dem.

Sidst der var øvedag med orkesteret, kom jeg til at snakke med vores lærer om, at jeg udover saxofon også spiller tværfløjte og klarinet, hvortil læreren spurgte, om jeg så ikke spillede med i et big band. Og nej, det gør jeg ikke, og jeg ved heller ikke, om der er noget big band i nærheden.

Inden jeg fik set om, så havde hun snakket med nogle andre i orkesteret, og en af dem sagde, at han spillede med i et big band, og at jeg var velkommen. Jeg greb chancen og fik aftalt, at jeg skulle kigge forbi.

Det var en hyggelig og spændende aften. Jeg startede med at få tjansen med at spille på klarinet, men uden at det var helt afklaret, om jeg skal fortsætte med det eller skifte til saxofon. Big bandet var i gang med at finde ud af, hvilke numre de skulle have på det næste repertoire, så det var lidt svært at bedømme, hvordan de normalt øvede, men umiddelbart er det noget, jeg vil fortsætte med.

Eneste ulempe er, at det kræver, at jeg arbejder hjemme om tirsdagen. For når jeg først er hjemme kl 23 om aftenen, så er det altså alt for tidligt at stå op lidt i fire tirsdag morgen. Jeg krydser fingre.