Forfatterarkiv: Panther

Tvungen ferie

Jeg ved det godt. Vi er forkælede på min arbejdsplads, men jeg må også samtidig indrømme, at jeg ikke er helt begejstret for deres nye tiltag med tvungen ferielukket. Specielt fordi den slags perioder ofte er ideelle til at foretage It arbejde, og det må vi ikke engang. I år er vi desuden i gang med at gøre klar til udlevering af nye pc’ere, og der er altså en del ting, som driller. Så jeg kunne da godt lige bruge en uges tid på at få det helt plads i stedet for, at jeg skal møde tidligt mandag morgen og gøre mit bedste for at få lavet de sidste ting, inden brugerne skal have deres pc’ere.

Derudover så skal jeg også huske at skrive ned, hvor langt jeg er nået med hvad, for efter 2 ugers fri, så er det ikke sådan at samle tråden op igen. Nå, men det er vilkårene, og så er det jo bare at rette ind.

Billede: Billedet er fra Kensington Gardens i London

Kensington Gardens in London

Højttaler

Igen har jeg brugt penge. Denne gang på en transportabel højttaler. Først faldt snakken på sådan en, fordi jeg muligvis skulle undervise en saxofonist, som ville spille i orkesteret med os. Og da jeg er stor tilhænger af play-along, så ville det jo være rart, hvis jeg kunne benytte mig af det andre steder end hjemme. Efter lidt betænksomhed blev jeg dog enig med mig selv om, at det var en dårlig grund, for hvis det nu ikke blev til noget med det undervisning, så var det spild af penge.

Det er jo midt om sommeren, og jeg bliver dagligt mindet om mine store vinduespartier, hvor solen står lige ind, og varmer stuen op til over 25 grader. Jeg står altid i stuen og spiller, fordi jeg bruger mit højttaleranlæg til mit play-along, og det er altså ikke ligefrem optimale betingelser at stå og blive stegt, mens man gør sit bedste for at spille. Her kommer en transportal højttaler ind i billedet, fordi hvis jeg nu kunne få rimelig god lyd i køkken/alrum i stedet, så kunne jeg spille der, og derudover er der en smule genklang i det rum, så det lyder ekstra godt.

Jeg har modtaget højttaleren, og den gør det fantastisk godt. Det er blevet en hel befrielse at kunne spille uden at skulle i bad bagefter 😉

Portable PA

Fodterapeut

Jeg skal prøve noget nyt, da jeg har problemer med mine fødder. Jeg har tidligere fået konstateret, at min akillessene er for kort, så egentlig troede jeg, at problemerne stammede derfra, men efter en tur til lægen, så fik jeg ændret min opfattelser. Lægen sagde, at mine problemer skyldtes en ligtorn, og at det bedste, jeg kunne gøre, var at få en tid hos en fodterapeut, hvilket jeg så gjorde.

Nu har jeg så fået ‘pudset og poleret’ mine fødder, hvilket i sig selv faktisk var meget rart, men fodterapeuten konstaterede, at jeg ingen ligtorne havde. Jeg orker næsten ikke gå til lægen igen, så indtil videre håber jeg, at en jævnlig behandling kan lindre mine problemer lidt.

Billede: Billedet er fra Las Vegas

Sport cars

Masterclass

Jeg har sikkert skrevet det før, men jeg beundrer virkelig Michelle Anderson og hendes involvering i voksne hobby musikere på alle niveauer. Endnu engang havde hun inviteret til masterclass via internettet, og det er virkelig lærerigt at deltage. Ud over at kunne stille spørgsmål løbende, så får 5-6 stykker mulighed for at få 10 min ‘ene-undervisning’, og hun er virkelig god til at påpege helt essentielle ting, der kan arbejdes med, samt give gode råd til hvordan man kan blive bedre.

Nu jeg alligevel snakker klarinet, så vil jeg også fortælle, hvordan det går med mit nye mundstykke. Det er bare helt fantastisk. Det krævede lige lidt tilvænning, for jeg havde efterlyst et mundstykke, der kunne håndtere en større luftgennemstrømning, og det kan dette her, så det er ren nydelse. Kombineret med et lidt hårdere blad, så lyder det helt fantastisk, og jeg har fået nemmere ved at styre dynamikken i musikken.

Som opfølgning til min begyndende karriere i et big band, så er jeg nu permanent flyttet over i saxofon gruppen. Der var behov for mere støtte der. Nu mangler jeg bare nogle noder.

Billede: Solsorte unge der havde søgt tilflugt ved et af mine vinduer

Young blackbird

Big band

Sidst der var øvedag med orkesteret, kom jeg til at snakke med vores lærer om, at jeg udover saxofon også spiller tværfløjte og klarinet, hvortil læreren spurgte, om jeg så ikke spillede med i et big band. Og nej, det gør jeg ikke, og jeg ved heller ikke, om der er noget big band i nærheden.

Inden jeg fik set om, så havde hun snakket med nogle andre i orkesteret, og en af dem sagde, at han spillede med i et big band, og at jeg var velkommen. Jeg greb chancen og fik aftalt, at jeg skulle kigge forbi.

Det var en hyggelig og spændende aften. Jeg startede med at få tjansen med at spille på klarinet, men uden at det var helt afklaret, om jeg skal fortsætte med det eller skifte til saxofon. Big bandet var i gang med at finde ud af, hvilke numre de skulle have på det næste repertoire, så det var lidt svært at bedømme, hvordan de normalt øvede, men umiddelbart er det noget, jeg vil fortsætte med.

Eneste ulempe er, at det kræver, at jeg arbejder hjemme om tirsdagen. For når jeg først er hjemme kl 23 om aftenen, så er det altså alt for tidligt at stå op lidt i fire tirsdag morgen. Jeg krydser fingre.

Daffodil

British Museum

Sidste dag i London blev tilbragt i British Museum. Jeg havde været der kortvarigt i december måned, men det er et kæmpe museum, som man ikke bare kan ‘smutte’ igennem på et par timer. Efter næsten 6 timer var der ikke plads til flere indtryk, og turen gik retur til hotellet til afslapning, inden aftensmaden skulle nydes. Og på denne sidste aften skulle jeg selvfølgelig have dessert 🙂

Buckingham Palace
Buckingham Palace

Klarinet mundstykker

Det var blevet fredag, at det var tid til at hente min klarinet. Når man nu er i en forretning fyldt med mange spændende produkter og med et langt større udvalg, end jeg kan finde i Danmark, så var jeg ‘nødt’ til at prøve et par mundstykker. Jeg syntes, at det var ved at være tid til at skifte mit Vandoren Black Diamond mundstykke til noget andet.

Jeg havde selvfølgelig udvalgt mig et par mærker hjemmefra, men det er også altid rart at få ekspedienten til at komme med et par forslag. Jeg endte op med at prøve Backun MoBa, Walter Grabner, Vandoren M30, Theo Wanne, Pomerico og Backun GC Crystal. Hjemmefra hældte jeg til Theo Wanne og havde egentlig forventet at komme hjem med sådan et, men lyden i det var slet ikke mig. Det skal dog siges, at det var en fornøjelse at spille på.

Jeg kom hjem med et Backun GC Crystal mundstykke. Det er Pomerico, der laver det, men det er Backun i samarbejde med Giuffredi Corrado, der har udviklet det. GC prøvespiller også samtlige mundstykker, så de er sikre på, at kvaliteten er i orden. Og tro mig, der er stor forskel på mundstykket solgt under Pomerico’s eget navn og det som, sælges under Backun’s.

Eftermiddagen blev tilbragt i Kensington Gardens og ved Kensington Palace. Jeg var dog ikke inde i selve bygningen, da jeg syntes, at køen var for lang.

Mouthpiece

London Eye

Dagen startede med en tur i London Eye, hvilket giver en imponerende udsigt over London. Det kan varmt anbefales at tage den tur, og ventetiden var ikke så lang som frygtet. Til gengæld var selve turen imponerende.

Derefter gik turen til Big Ben og Parlamentsbygningen, men det blev et hurtigt kig. Der var politi på stedet og helikoptere i luften, og jeg fandt senere ud af, at det skyldtes en mand med nogle knive i en rygsæk. Så jeg skyndte mig videre til Buckingham Palace.

British Parliament building
British Parliament seen from London Eye

Tower of London

I dag skulle det være endnu en dag med traveri. Turen skulle gå til Tower Bridge og Tower of London. Det kan dog anbefales at have styr på, at London Bridge og Tower Bridge ikke er det samme 🙂 Den forveksling lavede jeg, da jeg skulle finde Tower of London, og så stod jeg der og kunne ikke få kortet til at passe!

Nå, men turen langs Themsen var nu også hyggelig. Og Tower of London er lige noget for mig, så det var virkelig spændende at vandre rundt derinde. Der var utrolig mange ting at se.

Dagen blev afsluttet med en sejltur på Themsen, så benene lige kunne hviles.

Tower of London

Indkøbstur

Efter gårsdagens traveri så skulle i dag være en lidt mere afslappende dag, så jeg besluttede at tage til Oxford Street, som er en af de store indkøbsgader i London. Jeg kunne hurtigt konstatere, at det egentlig alligevel ikke var noget, jeg rigtig gad. Det eneste som var interessant var Ecco forretningen, hvor jeg kunne købe de sko, som ingen dansk skoforretning havde.

Desværre måtte jeg hurtigt vende tilbage til hotellet, eftersom min migræne stak sit væmmelige hoved frem. Til trods for piller og noget hvile, så måtte jeg overgive mig og gå i seng. Faktisk forventede jeg ikke at komme op til overfladen resten af dagen, men efter nogle timers søvn, så vågnede jeg og var frisk.

Aftenens tur gik et smut til Covent Garden, hvilket var meget hyggeligt.

Tower Bridge in London