For første gang skal big bandet spille i sommerferien, og for første gang skal vi spille på en festival. Det er ikke nogen stor festival, men det gør ikke noget. Jeg glæder mig og synes, at det bliver spændende. Desværre driller min migræne mig, men jeg tager mine piller, og så kører jeg afsted.

Jeg undrer mig over parkeringsforholdene. Man skal simpelthen bare parkere i den ene side af vejen. Til gengæld bliver jeg positivt overrasket over, at vi skal spille i et telt med professionelt lydudstyr. Det er dog temmelig irriterende med scenelyset – specielt fordi jeg har migræne. De andre musikere er så søde, at de sørger for, at det bliver slukket, indtil vi skal optræde, så min migræne får en smule fred.

Da vi går i gang med at spille, er der kommet hele 3 tilhørere, og de er alle nogle der er slemt med af orkestermedlemmer. Vi spiller og har det sjovt, men det er først til de sidste to numre, at der dukker 3-4 ukendte mennesker op.

Jeg har det ekstremt dårligt, da vi er færdige, og det ærgrer mig, at jeg har kørt den lange vej, når der ikke kom nogle tilskuere. Og det ærgrer mig endnu mere, at jeg kørte afsted eftersom jeg havde migræne. Jeg burde være blevet hjemme.

Min mini koncert i kirken er overstået. Jeg er ikke sikker på, om det var en succes. Halvdelen af numrene var uden backing track, og jeg har på fornemmelsen, at flertallet af tilskuerne bedst kunne lide dem. Det kan også bare være, at jeg fokuserer på det værste, men de par stykker som sagde noget (og som ikke var familie) bemærkede prompte, at backing tracket til det ene nummer var for højt.

I alt var der 11 numre – 4 uden backing track og 7 med. Så hvis den første kommentar er, at backing tracket var for højt til det ene nummer, så var det åbenbart det, som folk gik derfra med. Derudover var folk ikke rigtig interesseret i ekstra nummer. Der var nogle bekendte med, og de begyndte at ønske et ekstra nummer, men det var tydeligt, at der ikke var interesse for det hos resten af publikum.

Jeg synes, at det gik meget bedre i år end sidste år, for det giver mig en del ro, når jeg har backing tracks med, så det hele ikke hænger på mig. Og så synes jeg, at det er bedre. Det giver noget mere rytmisk – nok fordi jeg ikke er god nok til at spille alene. Jeg tror ikke, at jeg bliver inviteret til næste år, men det er faktisk også fint med mig. Jeg har ikke et behov for at optræde, men jeg har været glad for muligheden og udfordringen. Jeg synes, at jeg har fået en hel masse ud af det. Helt specifik har jeg af den årsag fået undervisning, og det har været guld værd.

Jeg er så glad, fordi jeg besluttede at tage online undervisning i saxofon. Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente. Helt specifikt ville jeg gerne have hjælp til at finde det rette repertoire til min kirke koncert, for det var ikke muligt at få hjælp af min danske lærer.

Den lærer jeg har nu er helt fantastisk. Det er tydeligt, at han er meget mere professionel, men han er også vant til at undervise på forskellige niveauer. Jeg har lært så meget indtil nu, og han har hjulpet mig med at få mit repertoire til kirke koncerten på plads, så nu skal der bare øves.

Spørgsmålet blev så, hvad jeg nu ville lære. Jeg har før haft lærere, der synes, at jeg skal improvisere, og at det er verdens nemmeste ting at lære. Ham jeg havde for et års tid siden forsøgte flere ting, men måtte opgive, fordi jeg bliver fuldstændig blank, når der ikke er nogle noder. Han prøvede først med, at jeg bare skulle bruge en enkelt tone, men det gav ingenting. Så lagde han lidt flere toner på, og et gav stadig ikke noget. Han mente, at der var noget gemt i mig et sted, og at det var et spørgsmål om at trække det frem. Det vidste han så ikke helt, hvordan han skulle gøre. Men det var også ok, han var rimelig ny i undervisningsfaget.

Min nye lærer forsikrede mig, at han godt kunne lære mig at improvisere. Hans holdning er, at det er en færdighed, som kan læres og udvikles. Så det sagde jeg til ham, at jeg gerne ville. Han startede så også et helt andet sted, end andre har gjort med mig. Han startede med at sende mig en ‘challenge and response’ lydfil. Jeg skulle simpelthen lytte mig frem til, hvad han spillede, og så skulle jeg gentage det. Han havde valgt melodien Mercy, mercy, mercy, og så spillede han to takter, hvorefter der var 2 takters plads til, at jeg kunne gentage. Det fortsatte igennem de 4 minutter, som lydfilen varede. Og så startede han med en pentatonisk skala, så jeg havde 5 toner at gøre godt med.

Jeg synes, at ‘challenge and response’ er sjovt. Det er en god måde at lytte sig frem, og det er en god måde at lære at stå og spille uden noder. Jeg glæder mig til det videre forløb.

Der har været en fantastisk god stemning i big bandet, efter alt det rod med den ene person, der synes, at han skulle bestemme alting. Desværre mangler vi nu 2 trompeter, og ham, der er tilbage, kæmper en brav kamp for at lære alt det nye.

Det har så resulteret i, at jeg skal overtage en af hans soli, så han kan få en smule pause. Jeg har transponeret soloen og jeg synes, at det lyder en smule mærkeligt, og jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi jeg er vant til at høre den på trompet, eller fordi den ikke bare passer til en saxofon.

Jeg har nu spillet den i orkesteret, og alle har sagt, at det lyder godt. Nu glæder jeg mig til at spille den til vores næste koncert.

Jeg har været henne og høre det første orkester, som jeg startede i. Det lød meget godt, men det er ikke min musikstil. Det er nok bare mig, men jeg synes ikke, at musikken er let tilgængelig. De har for alvor bevæget sig i retning af et halvt klassisk brass band.

Det var hyggeligt at se og snakke med dem, som jeg kendte, og jeg savner i den grad den sociale side af det, men jeg savner på ingen måde det musikalske. Jeg må ærlig indrømme, at jeg ikke har lyst til at bruge 3 timer om ugen på det. Jeg ville ikke lære noget, og så ville jeg kede mig ihjel. Derudover passer jeg heller ikke ind i et brass band, da jeg er træblæser. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg ikke er der længere.

Jeg er igen i år blevet spurgt, om jeg vil lave en halv times koncert på min saxofon i den lokale kirke. Det har jeg selvfølgelig sagt ja til. Det var en stor udfordring og oplevelse sidste år, og jeg havde det meget dårligt med selv koncerten og syntes, at det gik ufattelig dårligt. Tilhørerne synes til gengæld, at det lød rigtig godt, så i år har jeg besluttet mig for, at jeg vil tage noget play-along musik med, så jeg får mere ro på. Derudover har jeg fået en veninde til at præsentere numrene, så jeg har en chance for at trække vejret mellem numrene.

I løbet af ugen var jeg forbi i kirken for at spille og finde ud af, om det ville være ok med play-along musik. Jeg er godt klar over, at der vil være nogle, som absolut ikke bryder sig om det, men så må de lade være med at invitere mig igen. Jeg har egentlig ikke behovet for at spille der, men jeg synes samtidig, at det er en god udfordring for mig.

Jeg har taget min mor med, for det er altså svært at høre, hvordan det lyder nede bagerst i kirken, når jeg spiller med play-along. Jeg kan selvfølgelig godt bare spille backing tracket, men hvordan det lyder, når jeg samtidig spiller saxofon, tja, så skal jeg låne nogle ører. Min mor var tilfreds, og jeg synes også selv, at det lød godt. Samtidig skulle jeg afprøve det valgte repertoire, for det er sidste chance for at lave ændringer inden koncerten.

Jeg glæder mig, og så må jeg se, hvilke tilbagemeldinger jeg får.