Jeg har i bogstavligste forstand taget første skridt mod nye vaner. Faktisk har jeg taget adskillige skridt. Efter jeg har læst Atomic Habits, som er skrevet af James Clear, så har jeg fået en større forståelse for, hvordan jeg kan indføre nye vaner og kommer af med uønskede vaner. Jeg skal starte i det små og gøre det simpelt.

Min første nye vane, som jeg vil indføre, er at gå en tur eller på anden måde motionere i 30 min hver dag, når vi skriver 2024. Jeg startede faktisk med at sige, at jeg ville gå 30 min hver dag, men jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke gider gå en tur, hvis det siler ned. Det skal ikke hver en sur pligt. Nu kommer så det svære, for hvordan får jeg opbygget den vane uden at det bliver en sur pligt, så jeg opgiver?

Ifølge James Clear skal jeg starte i det små og starte med 2 min, for det sværeste er ofte at starte. For mig vil det sige, at jeg skal snøre skoene og gå lidt op ad vejen og tilbage igen. Her kommer jeg lidt op at slås med mig selv, for det synes jeg ikke er nok. Er jeg først gået afsted, så skal det også være en gåtur af en vis længde. Tidligere er der så sket det, at jeg ofte gerne vil gå en time, men det synes jeg ikke altid, at jeg har tid til, og så bliver gåturen helt droppet. Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv om, at mine gåture i februar og marts er på max 30 min, og de må godt være kortere. Dermed er gåturen også klaret, når jeg går ned og handler ind, for det tager 25 min.

Jeg har også konstateret, at jeg er for hård ved mig selv, og at min perfektionisme er medvirkende til, at jeg tidligere har opgivet. Det kom til udtryk, da jeg lagde mig med hormonmigræne i 5 dage tidligere på måneden. Jeg blev irriteret og følte, at jeg blev sat tilbage til start. Derudover så jeg det som, at jeg havde fejlet mit mål om at gå hver dag, for jeg kom jo ikke ud og gå en tur. Jeg har derfor indført 2 nye regler. Den første er permanent og betyder, at migrænedage ikke tæller i regnskabet. Den anden regel er midlertidig og betyder, at jeg må springe over 1 dag om ugen, uden at jeg mentalt straffer mig selv, og ser det som et kæmpe nederlag og alt er tabt på gulvet.

Som det fremgår af ovenstående, så lærer jeg noget om mig selv i processen, og det er nu meget rart. Næste måned starter jeg op på 2 nye vaner. Jeg har valgt, at jeg bruger de første 2-3 uger på at finde ud af, hvordan jeg har det med den pågældende vane, før jeg skruer regelsættet sammen. Mine 2 næste vaner er at stå op senest kl 7 om morgenen og spille minimum 15 min om dagen på et instrument. For begge vaner forventer jeg, at de skal gælde 5 dage om ugen til at starte med, men nu må vi se, hvilke erfaringer jeg gør mig de næste par uger.

Jeg glæder mig til at gøre status igen om en måneds tid.

Det bliver et sjovt år. Det bliver et mærkeligt år. Det bliver et år, hvor jeg prøver nogle ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg ville gøre. Og nej, det handler ikke om at gøre ekstreme ting. Jeg skal ikke springe faldskærm eller bungy-jumpe. Til gengæld skal jeg udfordre mig selv på nogle punkter.

Jeg er begyndt at læse non-fiction bøger. Det startede sidste år, hvor jeg fik fat i bogen ‘Building a Second Brain’, som kom sig af, at jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle gemme den digitale information, som jeg faldt over. Jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle holde styr på og prioritere alle mine småopgaver – både privat og på arbejdet. Det sidste fik min nysgerrighed på produktivitet til at dukke frem. Der er så mange ting, som jeg synes er spændende, men jeg har valgt at stoppe op og prioritere mit helbred. Til det formål skal jeg have indført nogle nye vaner, som kan erstatte nogle af de uønskede vaner, som har sneget sig ind med årene. Til det formål er jeg startet med at læse ‘Atomic Habits’, selvom jeg ikke er til selvhjælpsbøger. Normalt synes jeg ikke, at de kan bruges til meget, da de har det med at være overfladiske og påstå, at alting er lige til, hvis bare man følger den opskrift, som de foreslår. Jeg er spændt på, hvad jeg synes om bogen, når jeg er færdig.

Jeg har også overvejet, om jeg får de vitaminer og mineraler, jeg skal have, men jeg er altså ikke typen, der gider kaste sig over multivitaminpiller. Der findes et hav i forretningerne, og det er en jungle at finde ud af. Så nu er jeg gået min helt egen vej, og har valgt at prøve Heights, som skulle indeholde stoffer, som er specielt gode for hjernen. Jeg er ekstremt skeptisk, og jeg er også godt klar over, at tingene ikke bliver bedre i løbet af 1 nat. Desuden ved jeg også, at når tingene langsomt bliver bedre, så bliver man ikke nødvendigvis opmærksom på det, før man holder op, og tingene bliver dårlige igen. Nåh, men jeg har købt pillerne, og så må jeg se, om jeg kan mærke en forskel om 3-6 måneder.

Se, det er hele 2 nye ting, som jeg har givet mig i kast med i år. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvilken retning de skubber mig i.

Der var engang, da de billeder man tog blev sat i et fotoalbum, som man med jævne mellemrum tog frem og bladrede igennem. Det bragte minder frem og var en god måde at huske de mange gode ting, der var sket i tidligere år. Efter jeg købte mit første digital kamera, så bliver billederne lagret på en harddisk, som jeg ikke ser på, at det er synd. Tilbage i 2005 var jeg så heldig at rejse en del, og de billeder har jeg skrevet ud i miniature, men jeg ser aldrig på dem. De er for små, og der er alt for mange af dem.

I år blev jeg inspireret af mit Building a Second Brain kursus, så jeg gik i gang med at lave en fotobog over 2022. Resultatet ville blive en bog, som jeg fik tilsendt. Jeg sidder nu med bogen i hånden, og jeg er ikke sikker på, at jeg er tilfreds med den. Det er ikke, fordi jeg er utilfreds med kvaliteten, men jeg synes, at der mangler noget. Jeg kunne godt tænke mig, at der var noget mere tekst. Det var egentlig lidt med vilje, for jeg ville gerne holde prisen nede, og jeg ville også gerne være færdig, så jeg kunne se et eksempel.

Nu overvejer jeg, om jeg skal give den trykte fotobog en chance mere. Det generer mig lidt, at fremmede har adgang til at se billeder og tekst, for noget af det er meget privat for mig. Fotobogen vil være for min skyld, når jeg bliver ældre, og jeg ikke har nogle at mindes fortiden med. Af den grund vil jeg gerne have, at der er nogle kommentarer, som jeg kan støtte mig op af.

Fotobogen er ikke billig, men det vil det heller ikke være, hvis jeg selv skal printe den. Fordelen ved at printe den selv er, at jeg selv kan redigere billederne, og jeg kan skrive lige præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg kan også lave en side om, hvis jeg fortryder layoutet, når jeg printer den. Mit største problem med at lave fotobogen selv er, at jeg skal finde en template eller en anden nem måde at lave den på, så jeg kun skal koncentrere mig om at vælge billeder og skrive tekst. Jeg glæder mig til at give det et forsøg.

Det er blevet tid til at købe nye kondisko igen. Sidste gang måtte jeg vælge en anden model, fordi jeg ikke kunne få en neutralt udseende sko til arbejdet i den model, som jeg havde. Det var også lige ved at være et problem denne gang, indtil jeg gjorde opmærksom på, at jeg bruger en herremodel og ikke en damemodel. Pludselig var der flere muligheder.

Som det kan ses på billedet, så valgte jeg en sort model til arbejdet, og eftersom jeg nu var i en forretning, så kunne jeg lige så godt købe et ekstra par til par til privat formål. Valget faldt på en blå model, selvom jeg ikke er vild med den hvide sål. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor den skal være hvid – den er alt for svær at holde pæn og ren.

Til gengæld har jeg lært noget – jeg skal ALDRIG have den anden model igen. Denne model er simpelthen meget mere behagelig at have på og gå i, at der slet ikke er nogen sammenligning. Altså holder jeg mig til den model næste gang også. Så håber jeg bare, at de bliver ved med at lave den i sort.

Egentlig var det for sjov, da jeg for et par år siden købte julesokker i lufthavnen, da jeg havde været en tur til London. Jeg synes ikke, at det var noget, jeg ville bruge penge på, men nu har jeg skiftet mening. Sidste år købte jeg lidt flere julesokker, og så fandt jeg ud af, at jeg mangler nogle, hvis jeg ikke skal vaske sokkerne alene. Derfor har jeg i år købt et hold julesokker mere, og jeg er godt tilfreds med fangsten. Nu har jeg så julesokker til nogle år – forhåbentlig.

Jeg ved godt, at jeg er småtosset. Jeg synes nemlig, at det er hyggeligt med lidt pynt til de forskellige årstider. Jeg går ikke specielt meget op i halloween, men jeg synes nu alligevel, at jeg skal have lidt nyt pynt. Denne gang har jeg købt nogle batteridrevne bloklys, og dem er jeg godt tilfredse med.

Jeg bruger ikke min elkedel særlig meget, men nu er jeg blevet godt og grundigt træt af den elkedel, jeg købte tidligere på året. Jeg havde slet ikke forventet at kunne købe en elkedel, som man kunne brænde sig på. Og nu er jeg træt af, at jeg altid skal passe på, så jeg gik på jagt efter en ny elkedel.

Min elkedel bliver brugt til at varme vand til både te og kakao, og i den forbindelse er det vigtigt, at man kan indstille temperaturen til andet end 100 grader. Så jeg gik på jagt og fandt en fra Siemens. Den er også isoleret, så man ikke brænder sig på den, så den bestilte jeg.

Da jeg skulle hente elkedlen i det lokale supermarked, så overvejede jeg, om det var nødvendigt at tage bilen. Min beslutning blev, at det var ikke nødvendigt – så tung og stor er en elkedel på 1,5 L heller ikke. Så jeg gik frejdigt ned i supermarkedet og hentede pakken. Umiddelbart var den noget stor.

På vejen hjem (det tager normalt 15 min at gå hjem) bliver jeg mere og mere irriteret over størrelsen på pakken. Jeg skælder firmaet ud for at belemre kunderne (= mig) med ekstra pakkemateriale, som jeg skal finde plads til i min skraldespand. Jeg begynder også at synes, at pakken er noget tung, så jeg begynder at tænke over, hvad de dog har puttet i pakken. Jeg må hvile pakken flere gange på vejen hjem, og ca halvvejs kigger jeg på pakken og ser, at der står 4 pcs. Hmmm, de har vel ikke sendt 4 elkedler til mig? Nej da, det kan ikke være rigtigt. Jeg begynder at vippe pakken frem og tilbage for at se, om den er tungere i den ene ende end den anden, men det er den ikke.

Jeg kommer udmattet hjem, og så ringer min mor. Jeg brokker mig højlydt over, at det er for dårligt, at man får så meget pakkemateriale med. Hun prøver et par gange at få mig til at åbne pakken, og det lykkes til sidst. Jep, de har sendt mig 4 elkedler. Jeg bliver fuldstændig paf og meget træt – jeg orker ikke at gå tilbage med pakken.

Det ender med, at jeg får solgt de 2 af elkedlerne, og da jeg selv skulle bruge 1, så har jeg nu 1 i reserve. Det er sådan set ok med mig.

Jeg må desværre indrømme, at jeg stadig er druknet i opgaver og information – både privat og arbejdsmæssigt. Af den grund har jeg søgt og kigget på, hvordan jeg kan få sat tingene i system. Jeg har behov for at finde ud af, hvordan og hvor jeg skal lagre information, som jeg får på mail, finder på nettet, læser i en bog osv. Jeg har også behov for at finde ud af, hvordan og hvor jeg skal gøre af alle mine opgaver, og hvordan jeg skal organisere dem, så opgaver ikke bliver syltet og/eller glemt. Der er også opskrifter, og hvad med alle mine noder? Pyha, der er meget at tænke på, og det gør ikke presset mindre.

Tidligere på året læste jeg bogen Building a Second Brain af Tiago Forte, og jeg kunne godt følge hans logik. Mit problem nu er, at jeg er gået i stå i forhold til, hvordan jeg får det implementeret. Jeg har forsøgt at flytte tingene over i Notion, men det fungerer heller ikke rigtig for mig. Det er et meget tungt program at bruge. Jeg er i vildrede og ved ikke rigtig, hvordan jeg kommer ud på den anden side. Derfor vælger jeg at benytte mig af det tilbud, som jeg får fra Tiago Forte med at deltage på hans kursus Building a Second Brain. Og jeg får endda adgang til de efterfølgende 3 kurser også. Dermed kan jeg deltage, fordøje det, prøve nogle ting af, og så kan jeg deltage igen og få mere hjælp. Jeg glæder mig allerede.

Jeg har fødselsdag i sommerperioden, men jeg synes, at det er upraktisk at holde min fødselsdag der. Uanset hvordan vejret er, så er der typisk meget varmt i mit hus, og det er noget af min familie ikke særlig glad for. Så er der sikkert nogle der spørger, hvorfor vi så ikke spiser udenfor, men det er ikke mig. Jeg gider ikke kæmpe om min mad med hvepse, fluer og andre insekter. Og hvis det blæser, så skal man sidde og holde på alting.

Derudover er jeg begyndt at holde min sommerferie i september måned, og så passer det med, at jeg også holder min fødselsdag der. Nu er jeg ved at være oppe i årene, så gaver er ikke længere et krav. Jeg synes også, at det er meget hyggeligere, når gaver ikke bliver en central del af dagen. Derfor har jeg de sidste par år valgt at kalde det familiehygge. Det er, hvad jeg ønsker mig på min fødselsdag – og det er lige præcis det, jeg får.

Jeg benytter også gerne anledningen til at lave en masse mad. Jeg laver flere forskellige slags og rigeligt af det, så jeg kan fryse noget af det ned. På den måde har jeg mad til hverdagen også, og det nyder jeg. Jeg benytter mig også af, at det er nemt at varme mad i mikroovnen, og når vi ikke er så mange, så kan det godt lade sige gøre. Jeg sørger for, at suppen er varm, og efterhånden som folk vil have noget af det andet mad, så varmer jeg løbende portionerne i mikroovnen. Maden er derfor varm og bliver ikke kold undervejs.

Det var en hyggelig dag med masser af gode snakke.

Jeg går til lægen en gang om året for at få tjekket mit blodtryk, fordi jeg tager p-piller. Jeg tager dem mod min hormonmigræne, så jeg får færre og mildere anfald. Desværre har jeg nogle læger, som kun ser på, at p-piller giver en øget risiko for blodpropper. Jeg har spurgt dem, hvilke alternativer de har, og de har ikke nogle, og de vil ikke give mig flere migrænepiller. Så selvom de ikke vil indrømme det, så ønsker de faktisk, at jeg får dårligere livskvalitet og mange flere sygedage, hvilket ikke giver mening. Jeg er glad for blodtrykskontrollen, men efter jeg skal kæmpe for at beholde p-pillerne, så er mit blodtryk højt, når jeg går til lægen, så jeg sørger altid for at have lavet målingerne inden.

Da jeg bliver kaldt ind, går jeg straks i forsvar. Jeg skal ind til en ny læge, og jeg er allerede træt, for jeg gider ikke endnu en gang at skulle forsvare, hvorfor jeg tager p-piller. Til min store overraskelse så er lægen på min side. Han kan ikke forstå, hvorfor jeg skal blive ved med at komme en gang om året, når mit blodtryk er fint, og når jeg trives godt med min p-piller i forhold til min migræne. Han vil lige vende tingene med kollegerne, og så vil han ringe tilbage til mig senere på ugen.

Ja, de går da aldrig med til ikke at kalde mig ind en gang om året, og det er også fint med mig. Jeg synes, at det er betryggende at blive kontrolleret. Jeg gider bare ikke diskutere de samme ting hver gang, når de ikke har noget alternativ. Igen, til min store overraskelse, så ringer lægen dage efter. Jeg skal først til tjek om 5 år. Jeg skal bare selv kontrollere mit blodtryk med jævne mellemrum, så jeg kan tage tingene i opløbet, hvis mit blodtryk pludselig stiger. Jeg er ovenud lykkelig over at have fået en læge, som lytter.